HAPPY BIRTHDAY, My Way

Kunstnere: Ingvar Cronhammar, Olafur Eliasson, Erik A. Frandsen, Per Kirkeby, Michael Kvium, John Kørner, Julie Nord, Bjørn Nørgaard og Hanne Nielsen/Birgit Johnsen.
Koncept: En kube på 6x6x6 meter til hver kunstner – og adgang til gemmerne under ARoS.
Resultat: en spraglet udstilling med plads til egotrip.

Nyt syn på samlingen
Udstillingen HAPPY BIRTHDAY er tænkt som en hyldest til ARoS og museets samling.

”Museet har en stor samling af værker, der er gemt væk i kælderens magasiner. Det har været idéen, at de udvalgte kunstnere skulle grave nogle af værkerne frem og gøre dem synlige for offentligheden på en ny måde”, fortæller Sine Sloth Harving, som er kunstfaglig assistent på ARoS.

Turen rundt i kunstnernes kuber byder på mange forskellige indretningsmåder:

The Frandsen/Nørgaard Way
Erik A. Frandsen har ikke fulgt ’reglerne’. Han har ikke brugt værker fra magasinerne men i stedet bøjet fire kunstneres navne i neon. Beskueren må nøjes med idéen om billederne. Kuben er dermed mere et selvstændigt værk end en kuratering, selvom der ganske vist indirekte refereres til samlingen.

Også Bjørn Nørgaard går indirekte til værkerne. Han forkaster helt kubens massive vægge til fordel for et grid-net. Man kan ikke gå ind i Nørgaards kube, kun se igennem den. I kuben står sokler beklædt med spejle, og værkerne herpå er udstillet under gips i stedet for glas. Beskueren må derfor nøjes med at se sig selv i øjnene og forestille sig værkerne.

The Women Way
Julie Nords kube fremstår – ikke overraskende – som et feminint drømmeunivers med lilla vægge og afdæmpet lyssætning. Her hænger udvalgte tegninger fra samlingen side om side, og midt i rummet står en seng.

Nords egen kunstneriske virksomhed skinner igennem i opsætningen, og som det er tilfældet i hendes egne tegninger, lurer en mere uhyggelig stemning bag de illustrationer, hun her har udvalgt.

Kunstnerduoen Hanne og Birgit har føjet deres eget værk til nogle af samlingens højromantiske landskabsmalerier. Deres videoinstallation, som forestiller solens gang over himlen, påvirker himlen på billederne, som er placeret, så de synes at hænge sammen som i drejebogen til en film. Sammen med det vekslende (sol)lys skaber det et romantisk og konstant foranderligt indtryk hos beskueren.

The Modest Way
To af kunstnerne synes mere beskedne i deres udnyttelse af kuben. Olafur Eliasson og Per Kirkeby har om nogen taget kuratorrollen til sig og lader værkerne tale for sig selv.

Kirkeby har udvalgt værker, der har betydet noget for hans egen produktion. Ophængningen nærmer sig en klassisk salonophængning, hvor billederne er spredt ud over væggene.

Eliasson er ligesom Julie Nord gået i grafiksamlingen, og kuben lægger en (for Eliasson) særdeles enkel tone an. De udvalgte tegninger hænger som de er, side om side på en sort bemalet væg – en stille kommentar til det traditionelle hvide udstillingsrum.

Kubens eneste lyskilde er det naturlige ovenlys, hvilket går i diskret dialog med Eliassons kærlighed til naturfænomenernes indtræden i kunstens verden.

The More-is-more Way
Ingvar Cronhammer er gået amok med en totalinstallation af maleri, gulvudsmykning, bindesbøll-vaser og religiøst ovenlys. Særlige er kubens grønne vægge med hjørner, som aldrig rigtigt ender. Kubens sider får en svejende bevægelighed; forskyder de sig indad eller udad?

John Kørner giver den fuld skrue med sin invendigt spejlbeklædte kube. Heri hænger et utal af malerier med afstand til spejlvæggene, så billedernes bagside afsløres.

Kørners kube mimer museumsmagasinets uendelige hylder og rullereoler med kunstværker. Og det bliver endnu mere sprælsk, når ydersiden ligner et stykke lakridskonfekt, som siges der: dyk ned i godteposen og vælg dit yndlingsstykke.

The Spooky Way

Den sidste af kuberne har lukkede døre, som antyder indholdets dunkelhed. Idet man træder ind i det mørke rum, befinder man sig i en slipstrøm af modsætninger og nedstirring.

Michael Kvium har udvalgt blot to værker: Ludovica Thornams “En nonne” fra 1893 og Christian Lemmerz’ “Aluminiumstøbt hoved” fra 1994. De er placeret overfor hinanden og i en højde, så Lemmerz-figurens tomme blik møder nonnens.

Beskueren bliver centrum for de uhyggelige blikke og må finde sig i, at hengemte, tabubelagte forestillinger dukker op til overfladen, som det er kendetegnende for Kviums produktion. Kvium har om nogen sat sit præg – helt bogstaveligt, idet hans velkendte signatur med de tre fingeraftryk pryder kubens yderside.

SE FLERE BILLEDER HER