Har du lyst til at komme ind?

Udstillingen Bag facaden er kurateret af leder af Fotografisk Center Kristine Kern og præsenterer værker af ti fotografer og kunstnere. Som et særligt kuratorisk valg er der inddraget reportagefotografi form af Jacob Erbahns billeder af blandt andet FCK fans, Pia Kjærsgaard til DF-landsmøde og en udmattet, nøgen yndling på Roskilde Festival.

Temaet er Danmark som et enten inkluderende og rummeligt samfund eller det modsatte. Claus Handberg Christensens billeder Parcelhus i Holbæk og Strandvej trash taler deres eget tydelige sprog, som om de sagde: ”Bliv væk, du kommer ikke ind her” men også: ”Hvorfor vil du overhovedet ind?”

Udstillingen emmer af protest mod en opfattelse af velfærdsfacaden som en mur rundt om Lykkeland. Lykkeland kan være både røvkedeligt og nådeløst lukket. Presseteksten hævder, at der ikke er taget stilling, men det er nu ikke helt sandt. Heldigvis.

Synlighed = inklusion
At kaste lys over og sætte ansigt på udsatte grupper og derigennem appellere til inklusion har været dokumentarfotografiets strategi numero uno siden fotografiets barndom, og det er også strategien bag flere af værkerne på Bag facaden.

Marianne Grøndahls sidste projekt Udstødt er billeder af hjemløse, prostituerede og alkoholikere, som hun portrætterer med fokus på den menneskelige værdighed i skæbner, som vi helst ikke inkluderer, men om nødvendigt institutionaliserer. Tesen i denne type dokumentarfotografi er, at værdig synliggørelse giver inklusion.

Jens Haaning går mere analytisk til værks og præsenterer en række snapshots af herboende flygtninge, og lister så priserne på deres påklædning op.

Referencen er naturligvis modebladene, hvor modellernes styling deklareres på samme måde, og forskellen mellem dyre designerbrands på photoshoppede modeller modstilles af flygtningenes lavpristøj.

Dertil kommer Tina Enghoffs dokumentation af hjemløse immigranters ejendele i træerne i en park i København, Henrik Saxgrens portrætter af indvandrere i Norden. Udstillingen er spændt ud mellem det følte og det analytiske.

Tivoli som samfundsspejl
Midt i udstillingen præsenterer Nanna Debois Buhl og Birgitta Lund hver deres blik på Tivoli som en kulturel konstruktion, der spejler samfundet udenfor.

Nanna Debois Buhls videoværk ”Postcards – Tivoli” fungerer som en metakommentar til resten af udstillingen. Som en antropolog har hun været på udkig i Tivolis historie efter det omgivende samfunds opfattelse af det eksotiske og ”den anden”. Kunstnerens stemme og forskellige interviewindslag kører hen over små filmklip fra Tivoli.

Birgitta Lunds tivolibilleder er hentet fra en større serie, som igennem portrætter og situationsbilleder leder tankerne hen på rigtige skydevåben og på Danmark som en nation i krig. Birgitta Lund og Nanna Debois Buhls kig bag facaden er langt mere alvorligt end en tur i Tivoli gerne skulle være, og værkernes påpeger, at den samme alvor gør sig gældende i samfundet uden for Tivolis mure. Mens vi skyder på roser i Tivolis skydetelte, skyder danske soldater med skarpt andre steder.

Optimisme, trods alt
Det virker rigtigt at vise reportagefotografi på en udstilling som denne, og valget af Jacob Erbahns billeder fungerer. Billederne klarer miljøskiftet fra avisens sider til udstillingsrummet. Når Pia Kjærsgaard på DFs Landsmøde er flankeret af det yderst internationale band Trans Europa Express, så får det øjenbrynene i vejret. Man kunne gå længere, have vist mere, og det burde man måske også have gjort. Men som et forsøg på at skabe dialog mellem reportagefotografiet og kunstfotografiet giver undertegnede anmelder point for intentionen.

I Saxgrens billeder er det næsten umuligt at vride øjnene fra Colin og Birthe, som holder hinanden i hånden i deres bryggers i Saxgrens portræt af dem. Ikke al integration er dramatisk og højspændt, en pragmatisk hverdag kan indfinde sig.

Sidst men ikke mindst skal nævnes Larissa Sansours bidrag ”Hip Hip Today”, en Krøyer parafrase med deltagelse af kunstnere fra samtiden og med ombytning af mænd og kvinder i rollerne. Med sin palæstinensiske baggrund repræsenterer hun blikket udefra og ind, og det opleves som det mest optimistiske indslag.

Hvem er samfundet?
Man kunne overveje, om ikke udstillingen kunne have båret en endnu mere markant inddragelse af forskellige billedtyper. Reportage og dokumentar er nu engang ikke det samme. Dokumentarbegrebet er en bred størrelse og er til stede i meget kunstfotografi – mens reportagefotografiet lever i de journalistiske medier, hvor det forholder sig til journalistiske regler og etikker.

Hvis man vil bruge fotografiet til at diskutere forandringer i den politiske tone, så er reportagefotografiet et intelligent sted at slå ned, og det kunne være spændende at se mere.

Allligevel er Bag facaden en vedkommende udstilling, som absolut er seværdig. Hvem er samfundet, kan man spørge, når man går rundt i udstillingen. Og det optimistiske svar er, at det er til stadig forhandling, og at kunsten med en humanistisk omfavnelse er med til at definere det.