Har jeg bestået som kunstner?

Gudskelov er der ikke meget tilbage af sociale eksperimenter og fabulerende-ironiske billedværker, der for ikke så længe siden var stilen.

Skal man tale lidt om tendenser, så handler det blandt andet om film, lyd og følelse. Fem af udstillingens kunstnere præsenterer video og en sjette en lydinstallation.

Det er ikke just kommercielt gangbart – og godt for det – for møbelfabrikant/tidligere kulturminister Carina Christensen har for længst købt den Ærtebjerg, hun skulle bruge, og som gamle kunstnere plejer at sige, så har de unge godt af ikke at tænke på at sælge lige med det første.

Der filmes
En række af debutanternes værker forholder sig tæt til et levet rum. Det er hverken abstrakt eller konceptuelt, hvilket er fint. Men det fortæller heller ikke altid store historier, og dermed er der en risiko for en gennemsnitlig præstation, og en lidt banal oplevelse af ”nå-ja”.

I Signe Ohayv Aarestrups video, Spil, møder vi kunstnerens persona som dissonant klaverspillende selviscenesætter. I den filmisk ambitiøse Birthmark tager Kasper Skovsbøl fat om et klaustrofobisk portræt af en forstyrret hovedperson. Begge er fint udformet, og særligt Skovsbøls værk er professionelt skruet sammen, selvom det også er på kanten af en overtydelig klichésymbolik.

Værkerne er måske en indikation på, hvor meget filmens verden – både som referenceramme og som teknisk indstilling – er kommet til at fylde i samtidskunsten. Her resulterer det i værker, hvor fortællingen er lidt for begrænset og derfor føles hurtigt overstået.

Når værker taler for sig selv, og når de ikke kan
På en så lille udstilling stilles nemlig store krav til, om det enkelte kunstværk kan ”brænde igennem”. I gruppepræsentationer er der en problematisk tendens til at enkeltværket forveksles med kunstneren og projektet, når man skal bedømme sagerne.

Hvis værker af Anne Sophie Streyffert, Skjold Avlund Michelsen og kunstnerduoen Lena Katrine & Heidi-Anett er svære at finde interessante i denne forkortede sammenhæng, falder det så nødvendigvis tilbage på kunstnerne? Måske er deres projekter i udfoldet tilstand mere spændende og engagerende end her.

Viljalmur Bak Pedersens Med på en lytter er eksempelvis nemmere at forholde sig til: I en sofa smughøres med på en telefonsamtale af mormorvarianten. Både tilskuerens krop og mediets fremføring er medtænkt i oplevelsen. Men det, kunstneren i det lange løb ønsker at sige, er ikke nødvendigvis bedre. Det fungerer bare bedre i denne type udstilling.

Billeder på væggen
Som sådan er det de håndværksbetonede billeder, der har det nemmest på lidt plads.

Anne Munnecke Christensens små paneler minder lidt vel meget om Jim Woodring eller andre drømmetegnende, ”underground” -serieskaberes produktion, hvor linjen er den store betydningsbærer. Men de viser et sikkert grafisk talent.

Oskar Sølvsten Sørensens gouacher af ubestemmelige natur- og affaldsfragmenter opgiver derimod konturstregen og balancerer i et interessant felt mellem figuration og abstraktion, flade og dybe. Det er i hvert fald den slags oplagte referencer til kunstneriske ”problemer”, der glæder kunsthistorikere, og det er også den kommercielt mest oplagte kunst på afgangsudstillingen.

Naturens overflade
Udstillingens to mest effektfulde værker er begge optaget af natur, taktilitet, akkumulation og fald.

Anna Bak har bygget en hytte til at bo i af brugte planker og fyldt den med en slags ”studiesamling” af grene og træstykker. Selvom idéen om at lave et rum-i-rummet som metafor på kunstneren/individet ikke er ny, fremstår det gennemført og skaber helt umiddelbart masser af tanker.

It All Comes Out of Something inddrager tre samtidige projektioner med et tema drejet over noget faldende. Brændende lava kontrasteres med billeder af forskellige flader.

Med høretelefoner på, hvor værkets titel synges igen og igen, opstår en fortættet oplevelse. Smådynger af mystiske, sølvglinsende sten på guldet foran fuldender Nanna Bjerregaard Hansens dragende installation.

Hvad er årskarakteren?
Og så et suk, for lyden fra en af videoinstallationerne afspilles ud i rummet. Det er dårlig kuratering, for værkets klimpren påvirker oplevelsen af resten af udstillingen.

Jeg har en fornemmelse af, at alle de ti kunstnere har meget at sige. For flere af dem er det en skam, de ikke får mere plads at udfolde sig på. Det er måske betingelserne, men næste gang kunne man måske ønske sig mere?

Censors afsluttende bemærkninger:

Afgang 2012 må alt i alt beskrives som en solid præstation, der viser masser af potentiale. Gennemsnittet er pænt over middel. Og det skal man være godt tilfreds med.