Hassan Sharif: Konceptkunst i oliestaterne

Udstillingsplakaten viser en ung Hassan Sharif i 1983. Han er iklædt skjorte og jeans og er fanget midt i et kalkuleret hop – et fotografisk snapshot fra en performance udført i Dubai. 

Fast-forward til et performance-videoværk fra 2009 med den simple titel Bomuld. Her ser vi ser en ældre, gråhåret Sharif i jeans og rød trøje, der samler små klumper af hvidt bomuld på sit skød – et billede på det langsommelige, tålmodige arbejde med at forene bomuldsbidderne til en større skulpturel konstruktion.

Hassan Sharif (1951-2016) var virksom i Dubai og Sharjah i De Forenede Arabiske Emirater, og er i dag anset som en af de mest indflydelsesrige kunstnere i regionen. Sådan har det dog ikke altid været. Han har opereret på kanten af den lokale kunstscene, ligesom han er en relativt ukendt kunstner i en vestlig kontekst. 

Den retrospektive udstilling på Malmø Kunsthal – som tidligere har været vist i Berlin og flytter videre til Paris – er således den første større europæiske udstilling med Sharifs arbejde og en god mulighed for at lære ham og hans kunstneriske virke at kende.

En stedsspecifik kunstner?

Og umiddelbart er det et rigtigt interessant bekendtskab. Det er dog også et bekendtskab, som efterlader mig frustreret over ikke at komme nærmere. Det skyldes primært nogle kuratoriske valg. 

Udstillingen viser masser af kunstværker, og på den måde får man et godt overblik over den store spændvidde i Sharifs praksis, men udstillingen gør ikke meget ud af at præcisere konteksten for de enkelte værker eller faser i hans arbejde. Den indrammer kun hans produktion meget overordnet i forhold til udviklingen i De Forenede Arabiske Emirater, ligesom den ikke udfolder den store indflydelse, som Sharif har haft på en yngre generation af kunstnere i regionen. 

Vi møder ham som kunstner, men ikke i udpræget grad som en stedsspecifik kunstner, der var optaget af sit lands forandringer og i at udvikle et lokalt miljø omkring samtidskunsten.

Et samlet værk

Før jeg udfolder den kritik, skal jeg dog først fremhæve, hvad udstillingen faktisk viser. Vi får primært to fortællinger om Hassan Sharif.

Den ene er indfanget af udstillingstitlen: I am the one work artist, som antyder, at hans arbejde grundlæggende er et stort gesamtkunstwerk. Det giver mening, fordi han fremstår som en kunstner, der helt enkelt ikke kunne holde fingrene i ro.

Hans værker er bygget op af enkle materialer som blandt andet bomuld, reb, papir og metaltråde, såvel som masseproducerede varer, som foliebakker, flip-floppere, cd-kassetter og plastiklegetøj. Som om alt på hans vej kunne fanges op og blive bearbejdet eller omdannet til at indgå i en installation. Men ikke uden systematik.

Det giver bomuldsvideoen et meget godt billede af. Han har hele tiden været i gang med et eller andet. Han er manden, der arbejder vedholdende og struktureret med alt forhåndenværende materiale. Han udvikler systemer, han samler materiale til systemer, han bearbejder materiale til systemer.

Det bliver til bunker og kasser med ting, serier af bearbejdede bøger og legetøj, kunstværker skabt af skrald og hverdagsobjekter. Alt fra et ansigt modelleret af gamle papirlommetørklæder til en farvestrålende bunke med masseproducerede flip-floppere.

Inspiration fra den vestlige avantgarde

Udstillingens anden fortælling om Sharif er historien om den unge kunstner, der tog til London i start-1980’erne og lod sig inspirere af den vestlige kunst, minimalismen, konceptkunsten og performancekunsten, og udviklede sit eget kunstnerisk sprog på den basis. 

Der er to tyngdepunkter i den fortælling: Dels de mange kunstneriske eksperimenter og stedsspecifikke interventioner, han foretog i Dubai og Sharjah i start-80’erne, og dels de større installationsværker, der præger hans sene produktion fra 00’erne – værker baseret på det, han selv kaldte ’urban-arkæologiske’ observationer i lokalmiljøet, hvor olierigdommen introducerede en mængde masseproducerede varer.

Gordon Matta-Clark i De Forenede Arabiske Emirater?

Jeg er særligt fascineret af de tidlige 80’er værker. Udstillingen viser for eksempel fotografisk dokumentation af 1-dags mock-up-udstillinger på Sharjahs marked, såvel som performative interventioner i Sharjah og i Hatta-ørkenen, opsat med skitser og forklaringer på arabisk. Det ligner Gordon Matta-Clark i De Forenede Arabiske Emirater. Den slags performative interventioner, vi kender fra vestlige storbyer, men her udfoldet i en helt anden kontekst. 

Desværre giver udstillingen ikke en mere præcis beskrivelse af omstændighederne for disse interventioner, eller Sharifs eventuelle samarbejde med andre kunstnere i den henseende. Det ville jeg gerne vide mere om, ligesom jeg gerne vil vide mere om hans papmaché-replika af det, der ligner en trafikreguleringsstolpe: hvilken funktion spillede den i det lokale bymiljø, og hvad ville Sharif med den?

Udstillingens tidligste værker er Sharifs samtidssatiriske tegninger fra teenage-årene, hvor folks tørst efter at tjene penge på olieudvinding sættes på spidsen, så det er tydeligt, at han har haft et blik for sine omgivelser og har forholdt sig til dem. Men gør han det i sine interventioner i bymiljøet?

Ready-mades mellem tradition og ’Made in China’

Måske er jeg på vildspor med at forestille mig Hassan Sharif som en slags Gordon Matta-Clark i De Forenede Arabiske Emirater; en som kritisk forholder sig til forandringerne i sit lokalmiljø og forsøger at intervenere?

Sådan som udstillingen er organiseret, skal vi snarere se Marcel Duchamp som hans ledestjerne. Sharif var i hvert fald optaget af Duchamp allerede inden, han tog til London, og  tendensen til at samle og bearbejde masseproducerede varer ligger i slipstrømmen af Duchamps’ ready-mades. 

Der er også en vis portion af humor i Sharifs arbejde, for eksempel når han præsenterer en bunke bearbejdede aviser med titlen Pressekonference. Samtidig har han som Duchamp blik for skønheden i almindelige objekter, som eksempelvis et vægpanel skabt af koste. 

Universelle æstetiske udtryk eller kontekst-specifikke?

Rammesætningen for hans sene installationer er de overordnede forandringer i regionen med ny rigdom, globalisering og import af alskens plastik-ragelse, ’Made in China’. Objekter, som Sharif samler op, bearbejder og gør til materiale for sine skulpturer og installationer. Samtidig er netop globaliseringens udbredelse af de selvsamme varer med til at gøre de kunstneriske objekter underligt stedløse. 

Ved primært at lade værkerne tale for sig selv giver man dem naturligvis en større fortolkningsmæssig spændvidde, men man fratager os også muligheden for at forstå, hvordan Sharifs performances og skulpturer trækker på og bryder ind i en specifik, lokal situation. De bliver efterladt som rent æstetiske udsagn, udtryk for en kunstners nærmest tilfældige inspiration og trang til at holde hænderne beskæftigede. 

Udstillingen bliver et udsagn om, at vi skal forstå hans værker som universelle æstetiske udtryk frem for mere konkrete bearbejdninger og refleksioner over en kultur under forandring. 

Jeg synes, det havde styrket fortællingen om Hassan Sharif, hvis udstillingen i større udstrækning havde turdet at præcisere konteksten for flere af værkerne og skrive hans arbejde ind i det større projekt, hans liv også var rundet af: introduktionen af samtidskunsten i regionen. Den fortælling får vi kun i en alt for overordnet beskrivelse.