Havets mange udtryk

800 m2 bølgegang
Mens vinden og regnen bliver hverdag igen, er skybrud og vejrforandringer begyndt at blive en del af vores hverdag. Dette er blot en reminder om, at naturen også har sin egen vilje og kraft uanset, hvor meget vi gerne vil tøjle den. Af samme årsag synes Brandts’ nyåbnede udstilling at være relevant. Havet er større end os, det er en politisk slagmark, en naturlig grænse, fascinerende, skræmmende, uforudsigelig, og alligevel søger vi det, når vi skal slappe af.

Havet har været emne for kunstnerisk udtryk til alle tider, og nærværende udstilling strækker sig fra klassiske batalje- og marinemalerier til samtidens foto, installation og videoværker. Brandts har med udstillingen satset på det brede publikum, og temaet for Havet – det andet landskab er tænkt med i selve udstillingsopbygningen – både hvad angår farver, lys, lyd og billeder – men desværre svigter pladsen, og dermed bliver oplevelsen temmelig rodet.

Dansk kunst- og kulturhistorie på display
Første del af udstillingen belyser livet på og ved havet fra starten af 1800-tallet og frem. Her kan C.W. Eckersbergs overbevisende og sikre strøg for eksempel ses i værket To russiske linieskibe og en fregat lægger bi (1829). Adskillige af Skagens-malerne og Fynbo-malerne er repræsenteret på udstillingen, og det er muligt at se værker af både Michael Ancher, Holger Drachmann, Fritz Syberg og Johannes Larsen.

Over for de heltemodige soldater, de stærke fiskere og de legende børn i vandkanten har udstillingen viet plads til en ironisk kommentar til det altid smukke kunstner-liv i Skagen – havets anden virkelighed. Her fremvises de fattige og deres kår, hvor den tro følgesvend er religionen. Blandt andet i Anna Anchers værk Et missionsmøde (1903) hvor realismen, de tomme blikke, de mørke og let udtværede toner er dominerende.

Et koldt skyl
I bevægelsen væk fra den ældre og mere klassiske del af udstillingen skylles oliestrøget væk med massive vandmængder i Bill Violas videoværk The Raft (2004). Her bliver en broget mængde mennesker overfaldet af voldsomme vandmasser, som får dem til at falde både sammen og ind i hinanden. Alt sammen i slowmotion. Værket har den samme vilde fremstilling af den uigennemtrængelige natur, som man også ser hos blandt andre Holger Drachmann. The Raft rummer på den måde fint udstillingens tanke om at sammenstille den kunsthistoriske tradition med nyere kunstformer.

I den anden afdeling bliver vores fritid ved og på havet belyst ved hjælp af nyere kunst. Her ses blandt andre Ulrik Møllers dragende og dog rolige havmalerier, mens Pipilotti Rists poetiske undervandsdans (Sip My Ocean, 1996) kan opleves i en totalomsluttende installation.

En øjenåbner
Midt i rummet har den japanske kunstner Jacob Hahimoto hængt 600 sejlbåde op (Armada, 2010), som i rolige bevægelser sejler vægtløse i rummet. Et interessant og nærmest terapeutisk vue, der af og til forstyrres af, når sejlbådene uforudsigeligt rammer hinanden. Desværre går de ikke kun i interferens med sig selv, men også med rummets mange øvrige værker. De 600 gyngende sejlbåde mangler plads, og dermed forklejnes oplevelsen af værkets potentiale.

Et andet glimrende værk er videoværket Sea of Tranquility (2010) af den belgiske kunstner Hans Op de Beeck. Videoen er en fryd for øjet; den er eftertænksom, kynisk og en kærkommen refleksion over samtiden. Værket sætter forbrugssamfundet under lup og stiller spørgsmålstegn ved den vestlige turismes homogene udtryk, hvor alt ligner det samme, men hvor længde- og breddegraderne er skiftet ud. Værket er strømlinet og nærmest perfekt til mindste detalje. Derudover er det første gang, at værket kan opleves i Danmark. Filmen varer 27 minutter, men det kan ikke anbefales nok at sætte sig ned og blive væltet omkuld.

Havets alt for mange udtryk
Det er let at se, hvor kurator Lene Burkard har villet bevæge sig hen med udstillingen. Hun har villet se på temaet med kunstnernes øjne: hvad er det, de har set, hvad har optaget dem, og hvor har deres fokus været, når de har set på havet. Denne tilgang har bibragt et væld af muligheder, hvad angår såvel ophængning, som sammensætning og udvælgelse. Desværre er der flere steder, hvor pladsen simpelthen bliver for trang og hvor ens bekymringer går på ikke at støde ind i sidemanden eller værket bagved.

I udstillingen afdelingen med ældre kunst, hvor der er opbygget et rum i rummet, bliver passagen mellem de to rum for smal, idet der hænger (forholdsvis) store værker på begge sider. Samtidig har man i forsøget på at skabe en særlig maritim stemning opsat skærme med forskellige videoer blandt andet af en surfer. Men disse videoer er ikke kunstværker, hvilket man som beskuer hurtigt kan blive i tvivl om.