Heksen i kunstens historie

På Vejle Kunstmuseum vises i øjeblikket gruppeudstillingen HEX – Billedets magt. Det er en indsigtsrig udstilling, der omhandler heksens visuelle position i kunstens historie, men også bevæger sig frem til samtidens angst for det fremmede.

Når jeg tænker på en heks, dukker der et arketypisk, nærmest klichéagtigt billede op i mit hoved: En ældre, krumrygget kvinde med en vorte på næsen, en spids hat og et kosteskaft. En imaginær – som regel feminin – figur, der primært er italesat i middelalderlige fortællinger og eventyr. Men den historiske realitet om hekse og troldfolk er knap så uskyldig. Det handler om misogyni, seksuelle og spirituelle forførelser samt social ekskludering, hvor primært kvinder – men også mænd – op gennem 1400-tallet frem til 1700-tallet blev udsat for heksejagter og henrettelser.

I billedkunsten er heksen visualiseret i værker, der emmer af satire, sublimt begær og forestillinger om det farligt feminine. HEX – Billedets magt på VejleMuseerne viser netop denne mangfoldighed, hvor billedkunstnere som Francisco Goya, Oluf Hartmann, J.F. Willumsen, Kiki Smith, Gudrun Hasle og Lilibeth Cuenca Rasmussen viser heksen i såvel mytiske og arketypiske som moderne klæder.

Udstillingen markerer 400-året for Christian den Fjerdes forordning om hekse og troldfolk – en lov, der forbød trolddom og henrettede dem, der havde indgået en pagt med djævlen. Som en art propaganda – for at forstærke kongemagten og den evangeliske-lutherske trosretning – bidrog billeder og litteratur til ideen om, at heksen eksisterede.

Den dekonstruerede heks
HEX favner bredt. Udstillingen er delt op i mindre rum og viser billeder fra 1400-tallet frem til samtiden. Hvert rum er på pædagogisk vis opdelt i ”den arketypiske heks”, ”den dekonstruerede heks” og ”den moderne heks” og er akkompagneret af lange vægtekster og dertilhørende små hæfter. Selvom det kan virke anmassende at tilføje så meget tekst til næsten alle værker, fungerer det overraskende godt. Udstillingen repræsenterer vidt forskellige perioder, og teksterne giver indblik i, hvordan heksen som figur gennem kunstens historie har taget form, er blevet dekonstrueret og født på ny igen.

Det er ikke alle værker, der forekommer lige relevante, men en af de mere interessante grupperinger er “den dekonstruerede heks”, hvor illustrationer af Francisco Goya, Oluf Hartmann og Jean-Baptiste Camille Corot viser heksen enten i satirelignende skitseringer eller i dystopiske og dramatiske kompositioner. Det er oplagt at placere værkerne i et mørklagt rum, da de adresserer til den dysterhed, både Goya og Hartmann dyrkede. Sammen med Camille Corots illustrationer giver de beslægtede værker et kritisk indblik i opløsningen af heksejagter og henrettelser – og det er i dette rum, at udstillingens styrke ligger, fordi man fornemmer, at illustrationerne er del af en post-turbulent tid og en større historie, hvor politiske og samfundsmæssige systemer var i opløsning.

Goyas monokrome Heks i gynge (1826-1828), der parafraserer den franske Jean-Honoré Fragonards pittoreske Gyngen fra 1767, viser en gammel gnækkende heks svingende i en gynge. Modsat Fragonards poetiske og let erotiserende værk er Goyas version præget af en bevidst modstand mod borgerskabet, dets naivitet og overtro.

Fremstilling af kvindekroppen: Mere arketype
Den arketypiske heks synes at gå igen i flere af udstillingens værker, og det er som om, de samtidskunstneriske bidrag fastholder heksen netop som arketype. Et eksempel er Gudrun Hasles grafiske og fragmenterede værk Hex (2015), som viser en kvindekrop og skrevne ord, der er opdelt i tolv rammer: Halvdelen af figuren er iført en spids hat, spidse sko og et kosteskaft, mens anden halvdel er nøgen. Hasle har skriblet ord som “fly”, “sweep”, ”bauty”, ”good”, ”gilty” og ”persekusion” (kunstneren er ordblind) henover de opdelte billeder, som fremprovokerer en række associationer: Kvindekroppen som symbol på det seksuelle, følende og fødende og heksen, der stadigvæk anses som en mytologisk figur.

Også Kiki Smith anvender kroppen og blikket i den symbolladede selvportrætserie Out of the Woods (2002) – ligeledes med dertilhørende billedtekster. Modsat Hasle er Smiths heks mere dyster og viser kunstneren iklædt en sort dragt, som falder i ét med den mørke baggrund. Hoved og hænder er deforme, og blikket er teatralsk. Selvom Smith understreger presserende temaer som andethed og identitet – altså ‘os’ kontra de ‘andre’ – forekommer Out of the Woods noget endimensionel. Måske fordi værket fastholder arketypiske associationer af heksebilledet.

I den modsatte grøft er Lilibeth Cuenca Rasmussens humoristiske og pseudodokumentariske videoværk Distorted Heart (2008). Her følger Cuenca Rasmussen en heksedoktor, der skal kurere hendes hjertesorger og give hende håb om den evige kærlighed – en lidt umulig mission, da heksedoktorens diffuse forudsigelser ikke rigtig fungerer. Undervejs i dokumentaren afbrydes fortællingen af musik, hvor kunstneren ironiserende rapper om heksedoktorens mislykkede spådom. Distorted Heart er et af de værker, der fungerer bedst, da den fremmaner et moderne blik på trolddom, magi og overtro.

Angsten for det ukendte
Til trods for, at størstedelen af værkerne på HEX fastholder ideen – i hvert fald i det visuelle udtryk – om den arketypiske heks, er emnet vedkommende, da heksen i samtiden også er symbol på angsten for det fremmede og den sociale ekskludering, der følger med. I heksens historie er det stærkt misogyne og famøse, litterære værk Malleus Maleficarum (på dansk: Heksehammeren) – skrevet af den katolske inkvisitor Heinrich Kramer i 1487 – et godt eksempel på, hvordan ord (og billeder) kan manipulere angst og frygt i os.

Som heksehistorien viser, fører manglende kritisk stillingtagen til dét, vi eksponeres for, til social ekskludering af udsatte grupper og i værste tilfælde inhumane handlinger. Selvom ikke alle værker på HEX adresserer dette forhold direkte, formår udstillingen alligevel at rive op i en omsiggribende glemsel om heksens tragiske historie.