Hele verden i Ålborg

Galerie Wolfsen i Ålborg udstiller, under titlen International fotografi i dag, fire fotografer af international kaliber. De rammer plet både i bredden og i dybden. Alle fire kunstnere tegner streger i det samme store billede på trods af skærende interne kontraster. Udstillingen i Ålborg er tung, enkel og mangfoldig – og absolut et besøg værd.

Hovedudstillingen ved Roger Ballen
I stueetagen finder man Roger Ballens nye værker. De er gennemsyret af en melankolsk vemodighed. I opstillede stillebener fremstilles en beskidt sort/hvid bagside af virkeligheden; kropsdele mellem beskidte madrasser og bøjede metalbøjler skaber en stemning af forpint forfald og ’no future’, men den åbenlyse iscenesættelse opretholder en, for fotografiet måske atypisk, distance til beskueren.

På 1. sal præsenteres de ældre Ballen-værker. Denne del af samlingen er præget af klassiske portrætter af ‘white trash’ og andre af verdens tabere; kiksede, alvorlige eksistenser portrætteret med et glimt i øjet. Det tema er Ballen ikke ene om, men ikke desto mindre virker det som en god og ægte modvægt til den noget mere konstruerede fremstilling af virkelighedens bagside i stueetagen.

Mokhorevs barske socialrealisme
En helt anden nærhed til motivet finder man hos den russiske fotograf Mokhorev. Den samme alvorlige og melankolske dysterhed gør sig gældende med et lille lys bagerst i mørket – smilehullet eller glimtet i øjet. Men det imponerende minimum af iscenesættelse, som kendetegner Mokhorevs værker, skaber en helt anden socialrealistisk fremstilling af en barsk og beskidt russisk hverdag, der giver indtryk af, at alt faktisk er sort/hvidt.

Kannistos selviscenesatte utopier
Hvor Mokhrevs og Ballens værker rummer en form for lys eller håb om man vil, bidrager Aino Kannisto med en opløftende energi til hele udstillingen.

Hendes farvefotografier i storformat bliver, på trods af afdæmpede farver og alvorlige eller tomme ansigtsudtryk, en kontrast til al den sort/hvide melankoli.

Portrætterne viser Kannisto selv i situationer eller roller, som hun forestiller sig kunne have været virkelige, hvis ikke hun havde tilbragt en del år af sit liv på en lukket psykiatrisk afdeling. Fotografierne udgør således i udtryk en positiv kontrast, men bliver i kraft af baggrundshistorien alligevel et vemodigt blik på ’hvad der kunne have været.’

Silverthornes eksplosionsagtige klimaks for enden af regnbuen
Sidst i ophængningen finder man en blandet landhandel af Jeffrey Silverthornes fotografier. En fabulerende masse af forskellige udtryk, stilarter og miljøer, der blander sig ud og ind mellem hinanden, evigt bevægende sig på en grænse: mellem mand og kvinde, texas og mexico, mig, dem eller os, ung og gammel, rigtigt og forkert.

Silverthorne præsenterer en blanding af opstillede, bizarre, erotiske selvportrætter, snapshots af prostituerede på job samt de smukke, men grusomme sort/hvide værker, eksempelvis Boy hit by car og Woman who died in her sleep. Oplevelsen hos Silverthorne bliver derved en blanding af indtrykkene fra den hidtidige tur gennem galleriet, der på fornem vis fortættes i en udtryksfuld afslutning.

Snæver passage til virkeligheden
I den smalle passage, gangbroen midt i galleriet, kommer man skræmmende tæt på nogle af værkerne blandt andre Silverthornes forunderlige, men gruopvækkende Woman who died in her sleep, den nøgne, fredfyldte, sovende kvinde med det brutale y-formede altdominerende ar.

Den naturlige udvikling fra Ballens opstillede stillebener til hans portrætter kulminerer her, hvor der krydses en grænse; hvor afstanden til motiverne mindskes væsentligt og virkeligheden trænger sig på.