Historier fra hittegodskontoret

Udstillingen Lost and Found – Queering the Archive er som titlen antyder, ‘queer’ i betydningen homoseksuel. Men det er også en udstilling, der viser en udvidet betydning af ordet i den aktuelle ‘Queer theory’, hvor man kæmper for en nyfortolkning af krop, køn og seksualitet.

Queer er en position i opposition til den ‘normale’, heteroseksuelle orientering, der gennemsyrer alt socialt og samfundsmæssigt liv over det meste af verden – og derfor opfattes som klaustrofobisk snærende. Og man forstår straks, at heteroseksuel dominans er den store bussemand i denne udstilling.

Mellem styrke og svaghed
Alligevel kommer udstillingen ud over en enøjet kamp imellem queer-positionen og hetero-positionen, og det lykkes overbevisende at pege på en ‘tredje position’, der ikke ekskluderer de andre.

De store værker er sikkert valgt ud, og når de er bedst, er de gribende, stærke og morsomme. Når de er værst, er de offerrolle-dyrkende eller aggressive.

Normalitetens byggeklodser
Et værk, der pædagogisk viser queer-positionen i forhold til ‘arkivet’ (som her omfatter sprog, opdragelse, normer og historieskrivning o.s.v. – hele reservoiret af kultur-information, der former vores identitet), er Kimberley Austins Learning Normalcy.

Store, farvede klodser er påtrykt illustrationer fra medicinske bøger, gamle fotos og citater om sammenhængen imellem fysisk hygiejne og ‘mental renhed’. Tilsammen danner byggeklodserne ‘normaliteten’ – og viser konflikten i den homoseksuelles opdragelse til en heteroseksuel verden.

Modkultur og queer-selvforståelse
Men kritikken af det heteronormative er et tveægget sværd, idet denne dominans jo danner forudsætningen for den modkultur, som queer-kultur, -kunst og -teori udgør.

Den er både et snærende bånd, men også grunden til aktiv frigørelse til en ny position, der bryder ud af det gamle mønster. Den frigjorte ‘Out and Proud’ queer tager sagen i egen hånd og får igennem frihedskamp defineret sig selv og sin seksualitet.

Ofte koster det et farvel til den hæmmede heteroverden. Men ikke et bittert farvel: et goddag til en helt anden verden – trodsigt defineret i et eksklusivt homoseksuelt koordinatsystem.

Blandt vilddyrene
Elmgreen & Dragsets The Incidental Self viser denne styrke i et værk, som er udstillingens og også et af deres bedste. En imponerende opstilling af 513 hovedsagligt sort-hvide snapshots i fine, hvide rammer dækker lange hylder i et helt rum, og indeholder et selvbiografisk skatkammer.

Det er dybt fascinerende og rørende at se dokumentationen af årtiers liv og levned i bøssemiljøer alle mulige steder. Fra følsomme portrætter af kunstnerne som små drenge, over arkitektur med ensomme unge mænd, til statuer af dæmoniske, veludrustede fauner, turistsnapshots, bøssebarer, fester, strip, druk, hoteller, kærester, eks’er og venner i én stor pærevælling: Et stærkt personligt, blottet og vedkommende arkiv.

Man mærker tydeligt kærligheden og ensomheden, og man forstår historien om den unge mand, der brænder sit lys i begge ender blandt vilddyrene i et heftigt miljø. Man ville ønske man kunne tage det hele ind og med sig.

1000 klichéer
I Benny Ramsays 5 videoer synger han et potpourri af hele 1000 kærlighedssange i små brudstykker efter hinanden – et ambitiøst værk fuld af camp (fed, ironisk bad-taste) sentimentaliet, som henrykker ved veloplagt at fyre alle de klichéer af, der findes i popmusikkens fede leksikon. Dog kunne man klare sig uden Ramsays (selvironisk?) lidende spejden ud ad vinduet indimellem sangene.

Cecilia Barriga har manipuleret en film, hvori verdens største ‘Queens’, de sagnomspundne måske-lesbiske stjerner Marlene Dietrich og Greta Garbo, for første gang bringes sammen i hed elskov på det hvide lærred.

Skældsord og vrede handsker
Et par af værkerne falder i den oplagte offerrolle-fælde. Mary Coble lader sig under mange smerter tatovere (uden blæk) med alverdens smædeord, for så at aftrykke de blodige ord på stykker af akvarelpapir. Men smerten redder ikke værket fra at fremstå lidt såret anklagende.

Stærkere står Flemming Roligheds darkroom lavet af ensomme handsker, men den hadefulde fuck-finger, som alle handskerne viser og er syet sammen ved, fratager værket en del elegance.

Ny rummelighed
Sidste hilsen til heteroernes kønsroller kommer fra Ingo Taubhorn, der parodierer sin mor i en fotoserie, hvor han har taget moderens tøj på og genopfører en række af hendes husmor-positurer og feminine gestik. Jeg skriver parodierer, vel vidende at Taubhorn nok ikke har villet skabe en parodi, men resultatet er alligevel en total nedsabling af moderen/’kvindens’ traditionelle position og værdi i samfundet.

Ikke desto mindre inviterer Lost and Found’s hittegodskontor os alle til at søge efter en ny, ‘skæv’ rummelighed under ruinerne af det heteroseksuelle arvegods.