Huden, vi bor i

Den belgiske kunstner Berlinde de Bruyckere er udstillingsaktuel i Kunsthal Aarhus. Her viser hun blandt andet to installationer, hvor dyrehuder spiller en central rolle. Men også andre kunstnere har arbejdet med dyreæstetik og ikke mindst dyrehudens betydning.

I en af Ovids metamorfoser fortælles det, hvordan satyren Marsyas bliver flået levende, hvorefter hans hud hænges op i et træ og forvandles til en vindharpe. I den brutale scene spørger satyren, hvorfor han skal rives bort fra sig selv. Det er en bemærkelsesværdig formulering, hvori jeget rives midt over og ikke længere ved, om det hænger fast i huden eller det nøgne kød.

Vi siger også, at man kan gå ud af sit gode skind. Omvendt bliver man af og til tvunget til at holde sig i skindet. Eller man hytter sit eget skind. Det er, som om huden er den barriere, der både definerer os som individer og holder os tilbage. Huden er grænsen mellem det indre og det ydre. Det er den ’konvolut’, vi befinder os i, når vi bevæger os rundt i verden.

I Berlinde de Bruyckeres værk No Life Lost I (2015) er det dyrets hud, der tages under lup. I Kunsthal Aarhus’ rotunde hænger huder på kroge. Eller rettere, der er tale om voksafstøbninger af huderne. De virker næsten forstenede; suspenderede, ikke kun fra loftet, men også i tid og sted. Som de hænger der, kaster de tankerne hen på fortællingen om Marsyas og hans todelte ydmygelse i form af afhudning og fremstilling.

Dyr i pels
Kunsten har i de senere årtier oplevet et ’animal turn’, en øget interesse for det økoæstetiske og relationen mellem dyr og menneske. Her kommer huden, huderne, skindet og pelsen til at spille en særlig rolle, da det som nævnt er det, der både adskiller og forbinder levende væsner.

Et af de mest ikoniske pelsværker er uden tvivl Méret Oppenheims Le Déjeuner en fourrure (1936). Værket, der består af en tekop, underkop og teske dækket af gazellehår, har tydelige erotiske konnotationer med særlig reference til kvindekønnet. Her er jeg dog interesseret i den kunst, der mere direkte sætter det ikke-menneskelige dyr i fokus.

I Lisa Strömbecks fotoserie Uniform (2008-10) favner menneskearme forskellige kæledyr. Individer er iført pelse, der til forveksling ligner de dyr, de holder. Alt smelter sammen i et hav af huder. Sorte katte løftes af folk iklædt mørke pelse, og kaniner ligger på frakker lavet fra dyr med et lignende ydre. Det er noget uncanny eller unheimlich over sammensætningen af den døde pels og det levende dyr.

Animalske overflader
Strömbeck præsenterer os for et andet møde med huden. På latin er der to ord for hud: cutis, der betegner menneskehud – og pellis, som henviser til dyrets hud eller pels. Sidstnævnte står dog også for den døde menneskehud, når den først har forladt kroppen. Det er, som om der i sproget allerede ligger en ‘animalisering’ af skindgrænsen i forestillingen om, at huden kan flyttes. Og at det deraf følger, at man rent sprogligt har set dyrets hud som noget allerede dødt – og derfor som noget, der kunne ’rejse’ bort fra kroppen. Som helt fra starten var på vej til at blive læder, pelsfrakker, etc. I modsætning til den levende menneskehud.

Samtidig vidner Strömbecks fotografier også om en kærlighed. Dyrene holdes; de omfavnes. Fingre stryger gennem pelsen. En kompleksitet kommer til syne. Nogle dyr vælger vi at bruge som kæledyr; andre bruger vi til mad og beklædning. Og har man boet på landet, er den grænse underligt udflydende. Vores forhold til dyr er meget paradoksalt.

Også den berømte Bio Art-kunstner Eduardo Kac har arbejdet med dyrets hud i værket GFP Bunny (2000), hvor han fik hjælp fra et fransk laboratorium til at skabe en levende, genmodificeret kanin, hvis pels lyste grønt under det rette lysspektrum. Det er et kunstværk, der har resulteret i megen kritik; dog bør det nævnes, at laboratoriet allerede udførte lignende eksperimenter før samarbejdet med Kac – omend på andre dyr. Så hvad Kac valgte at gøre, var at bringe disse hudundersøgelser frem i søgelyset.

They shoot horses, don’t they?
Levende dyr. Døde dyr. Måske er der intet sted, hvor denne kompleksitet kommer mere til syne end i mødet med udstoppede dyr. De er døde. Kun deres hud er tilbage. Indmaden er kunstig. Det er ren iscenesættelse. Alligevel køber vi illusionen, når vi står foran et diorama på Naturhistorisk Museum. Vi har underligt svært ved at se, at alt, vi stirrer på, er hud. Skindet bliver usynligt; kroppen bliver synlig.

I Berlinde de Bruyckeres værk No Life Lost II (2015), hendes andet ’dyreværk’ i Kunsthal Aarhus, ligger to, måske tre, heste ovenpå hinanden. De er uformelige, men smelter alligevel sammen som én stor form, udstillet i et skab, der i sig selv frembringer minder om tidligere tiders wunderkammer.

Der er selvfølgelig flere lag i værket. Men hud handler også om lag. Som litteraturteoretikeren Steven Connor påpeger, så er det specielle ved huden, at den ikke kan adskilles fra kroppen som ethvert andet organ og stadig ’ligne’ sig selv. Den kollapser, falder sammen, modsat en nyre eller et hjerte – eller en negl for den sags skyld. Den er ganske enkelt kun et lag.

Men med dyrehuden synes vi underligt nok at give den form igen. I hvert fald i nogle tilfælde. I dioramaet. I No Life Lost II (2015) er sagen dog en anden. Hestekroppene er sunket sammen. Den rene form er brudt.

Lag på lag
I Le Moi-peau beskriver den franske psykoanalytiker Didier Anzieu, hvordan huden for den nyfødte opfattes som sammenhængende med morens. Først efter nogle måneder forstår menneskebarnet, hvordan det opholder sig i sin egen ’hudbeholder’. Men ikke alle kommer lige succesfuldt gennem denne adskillelsesfase, forklarer han. Som resultat ender vi – i overført betydning – med for meget eller for lidt ’hud’. Vi bliver for sårbare, for hudløse. Eller vi beskytter os under for mange lag.

Det er et billede, der er nemt at forholde sig til i en menneskelig, metaforisk forstand. Men man kunne også overføre det til et større projekt. Hvor skindet og pelsen – og vores brug af den – bliver en måde at adskille os selv fra ikke-menneskelige dyr på. For det er, som om huden sidder fast – som i en lynlås – i en såkaldt ’antropologisk maskine’, der adskiller dyr og menneske. Skønt vi selvfølgelig alle stadig er dyr.

Hos de Bruyckere, Strömbeck og Kac bliver dette forhold tydeliggjort – og problematiseret. Vi tænker med huden, synes alle tre kunstnere at sige. Her er huderne for tæt på eller alt for langt væk. Hos Strömbeck er vi nærmest ved at drukne i pels. Hos Kac lyser hele pelsen op. Og i den aktuelle udstilling af de Bruyckere hænger ‘huder’ som sagt fra loftet og er in your face, mens de andetsteds i udstillingen suger sig fast i en form, vi næsten er vant til. Det er med andre ord værker, der irriterer skindfladen.