Hvad er hospitalskunst?

Med udstillingen Hvad gør kunst på hospitaler? skubber KØS debatten om æstetikkens (helbredende) kvaliteter væk fra et fokus på tal og resultater. Omdrejningspunktet er hvad kunst på hospitaler kan være i dag, og frem for at komme med ét entydigt svar kortlægges et billede af et temmelig bredt og forskelligartet felt.

At kunsten for alvor har fundet indtog på landets hospitaler er en kendsgerning, der markerer en anderkendelse af kunstens helbredende effekter. Men i takt med, at kunsten er blevet fast medspiller på den sundhedsvidenskabelige banehalvdel følger også frygten for instrumentalisering – skal kunsten gå på kompromis med sin frihed og ikke-formålsbestemte DNA i forsøget på at leve op til sin nye kompetence; at kunne helbrede?

KØS’ stort anlagte efterårsudstilling Hvad gør kunst på hospitaler? kortlægger fænomenet hospitalskunst med et bredt udsnit af værkeksempler fra både Danmark og udlandet. Mens man kan stille sig kritisk overfor hospitalskunstens velegnethed som klassisk udstillingsgenstand, er resultatet ikke desto mindre en kærkommen påpegning af, at kunsten på hospitalerne ikke kan sættes på formel – og måske netop derfor tilføre værdi i et rum, der på alle måder gennemsyres af fornuft og facit.

Kortlægning af et uhåndgribeligt felt
Kortlægningsvisionen antydes med et stort Danmarkskort, der imødekommer publikum som det første i udstillingen. Kortet viser med farvede prikker, hvilke af landets hospitaler udstillingens værker stammer fra. Det underbygges af et wayfinding-system med farvede striber på gulvet, som man kender det fra hospitaler. En egentlig unødvendig gimmick, som alligevel har sin berettigelse ved som det eneste på hele udstillingen at give associationer til et hospitalsmiljø. Den oprindelige praktiske dimension erstattes dog på museet af en mere symbolsk, som – hvis man krøller hjernen lidt – peger meget fint ind i den svære balancegang mellem funktion og sansning, som kunsten på hospitalerne tilsyneladende synes at skulle kunne mestre.

Udover den kunstfaglige dimension indeholder udstillingen også en sociologisk vinkel, der manifesterer sig i videointerviews af brugere fra nogle af de sygehuse, hvis værker indgår i udstillingen. Videoerne trækker tråde mellem værkets visuelle udtryk og umiddelbare indvirkning på de mennesker, der lever med det til dagligt. Interviewpersonernes udsagn er selvsagt vidt forskellige, hvilket understøtter udstillingens generelle modspil til en måske dominerende forestilling (eller forhåbning) om, at der kan findes en endegyldig opskrift på, hvad der kunstnerisk virker i hospitalsregi.

Udstillingen er struktureret omkring fem temaer, der afspejler tendenser indenfor sygehuskunst: ”Rejse og erindring”, ”Identifikation og brugerinddragelse”, ”Liv og død”, ”Udsigt til natur” og ”Farver”. Udover at tage publikum i hånden ved at tilbyde fem nøgler til værkforståelse, peger temaerne også på, at hospitalsværkerne ikke har frie rammer, men må forholde sig til etiske, praktiske og sociale retningslinjer, som gælder på det særlige sted, som et hospital er. Som ethvert andet kunstværk i det offentlige rum kan hospitalskunsten ikke løsrive sig sin kontekst – og skal i en eller anden grad imødekomme stedets overordnede formål; at helbrede patienter. Når det er sagt, så formår udstilling faktisk at fremhæve, hvordan kunsten kan spille ind i og ad den funktion på ret mange forskelligartede måder.

Menneskeliggørelse
Værkerne på udstillingen er en bred blanding af klassiske udsmykninger til mere indgribende værker, der udfordrer patienternes fantasi eller sætter spørgsmålstegn ved, hvad et hospital egentlig er og skal kunne rumme. I sidstnævnte ende af spektret placerer den hollandske kunstner Jeanne Van Heeswijks hospitalssoap sig: It runs in the neighbourhood (2008) er et tv-drama i seks afsnit, indspillet on location på hospitalet i Stavanger. Skuespillerne udgøres af hospitalets personale og handlingen baserer sig på virkelige hændelser fra hospitalets dagligdag. Værket blev oprindelig vist på lokal-tv og fungerede som afsæt for en online diskussion om medicinske og etiske dilemmaer. Værket var på den måde langt mere end blot den tv-serie, der nu vises på en skærm i udstillingsrummet.

I den mere klassiske ende placerer Ruth Campaus Handwoven stories from the colorfields make the blanket warm til Nyt Hospital Hvidovre sig. Værket består af fire enorme collager af bemalede akrylplader i stærke, intensive farver malet på med markante penselstrøg og skal, ifølge kataloget, dels skærpe brugernes orienteringsmuligheder og dels tilføje en menneskelig dimension til stedet. Problemet er, at dén forståelse for værkets virkning i hospitalskonteksten ikke kommer til udtryk i udstillingen, der viser forarbejder i skalaen 1:5 i et ret lille rum.

Løsrevet kontekst
Når værkerne i så høj grad er skabt til en specifik kontekst – til brugerne af det specifikke sted – er det svært at komme udenom, at der nødvendigvis må gå noget tabt, når de flyttes ind på museet. En central kvalitet ved meget hospitalskunst synes at være vekselvirkningen mellem en abstrakt sanselighed, der rækker udover hospitalsmiljøet (et frirum, hvori patienterne kan rejse væk fra hospitalet), og en funktionel dimension, der understøtter hospitalets rationelle logik.

For blot at tage ét eksempel kan nævnes Ane Mette Ruges udsmykning på Sygehus Sønderjylland, der blandt andet består af portrætter af hospitalets ansatte og lokale gæster, lavet i linoleumsintarsia på søjlerne i hospitalets indgangsparti. Værkets æstetiske og funktionelle dimension går hånd i hånd ved, at det bidrager til et roligt og imødekommende miljø, hvor hospitalets brugere har lyst til at være og føler sig hjemme. Et pusterum, der har den funktion, at det kan berolige og skabe glæde i en måske trist eller bekymret hverdag.

I udstillingen er Ane Mette Ruges værk gengivet som reproduktion af udvalgte portrætsøjler, der står placeret midt i udstillingsrummet – som rigtige søjler, der bærer loftet. Der er langt fra oplevelsen af værket on site til reproduktionen på museet – primært på grund af rummet, idet selve reproduktionen er lavet af nøjagtig samme materiale, som det originale værk på sygehuset – og man må gerne røre ved det!

Kirstine Roepfstorffs Gong er et værk i form af en enorm gong, placeret i Dokk1 på Aarhus Havn. Det er forbundet med byens sygehus, idet nybagte forældre kan aktivere gongen og dermed markere nyt liv til byen. På KØS er et helt rum er dedikeret til skitser og kunstnerens model af værket og igen har sansningen af værket trænge kår. Det kunne være imødekommet ved f.eks. at give mulighed for at høre, hvordan gongen lyder, når den aktiveres. Den kropslige dimension, som værket i virkeligheden har, forbigås.

1:1-virkning
Det er en gennemgående irritationsfaktor, at udstillingen slet ikke forsøger at genskabe nogle af de sansninger og betydninger, som værkerne har ude i virkeligheden. Man er passiv beskuer til et statisk værk, der er sat i verden for at blive modtaget i dynamisk og levende interaktion med et hospitalsmiljø. De fleste af værkerne går i spil med et klassisk udstillingsrum, hvilket genererer helt andre fortolkninger. Dog skal det siges, at videointerviewene formår at trække tolkningerne tilbage på hospitalssporet.

De to mest vellykkede værkeksempler er dem, hvor man får en fornemmelse af at befinde sig på et hospital – eller glemmer, at man er på et museum. Det er de værker, man kan træde ind i og tilnærmelsesvis opleve på samme vilkår som brugerne på dét sted, hvortil værket er skabt. Det gælder især den fuldt rekonstruerede sengestue fra Herlev Hospital lavet af Poul Gernes og Yvonne Dröge Wendels De Coupé (2008): En togkupésinstallation, som man kan sætte sig til rette i og opleve en uspecificeret rejsestrækning bevæge sig forbi vinduesruderne.

Alt i alt får Hvad gør kunst på hospitaler? en fin anbefaling med herfra. Udstillingen inkluderer en perlerække af fantastiske værker, som viser, hvor forskellig hospitalskunst kan være – dog uden i særlig høj grad at vise, hvad den gør, som titlen ellers proklamerer. Det er en gennemresearchet og relevant kortlægning af et ret ubelyst felt, der forhåbentlig kan sprede ringe i vandet udover museets rammer. Og med det dybdegående katalog og tilhørende arrangementsrække på sidelinjen er det bestemt en mulighed.