Hvid blindhed

100-året for salget af de tidligere Dansk Vestindiske Øer markeres med en række bemærkelsesværdige, dekolonialistiske udstillinger, events og publikationer; kunsten kan insistere nuanceret på, at Danmark skal se sin kolonihistorie i øjnene.

Et smukt syn rammer én, idet man træder ind i meters udstilling Ledgers From a Lost Kingdom. En rulle med cremefarvet papir løber ned fra loftet mod gulvet i en bred spalte. I papiret er brændt ganske små huller i et sirligt, gentagende mønster, dannende en chiasme eller krydsstilling, så hvis man foldede papiret på midten, ville mønstret være ens på begge sider. Værket Cuts and Burns fra 2016 kunne minde om en blonde eller et håndskrevet brev måske? Men det er netop ikke blæk, sort på hvidt på papiret, men derimod huller brændt igennem papiret, der giver tegnene. Det er nærmere tale om et subtilt arkiv over smerte.

Billedkunstner La Vaughn Belles soloudstilling Ledgers From a Lost Kingdom overtager og indtager passende udstillingsrummene i meter efter gruppeudstillingen Unravelings, som er blandt en række initiativer, der finder sted i anledning af 100-året for salget af de tidligere danske Vestindiske Øer til USA. Vigtige initiativer, der kan sætte fokus på det manglende danske opgør med fortiden som handlende kolonimagt. Et blindt, hvidt punkt i dansk historie, en fortrængning, som først er blevet behandlet i pressen i de sidste 10-20 år; en fortrængning, som tydeligt påvirker dansk samtids udlændinge- og integrationspolitik.

Den strukturelle, uudtalte racisme indlejret i det danske samfund, bl.a. på grund af manglende opgør med historien, blev netop også behandlet i meters gruppeudstilling Unravellings. Trine Mee Sook Gleerups Racial Representation – samling af madprodukter, som benytter grafik og billeder af meget stereotype, etniske figurere – sagde det hele, ligesom det interessante tværdisciplinære initiativ hvidme/archive, hvor man frit kan læse og se i samlingen af tekster, fotos, digte osv. under temaet hvidhed.

Belle har omhyggeligt brændt bristerne i papiret i sit arkiv. Hun har gentaget bevægelserne, et hårdt manuelt arbejde, hvilket kan give associationer til traditionelt kvindearbejde, fx broderi, stopning af strømper osv. Men værket bærer samtidig konnotationer af benhårdt, fysisk monotomt arbejde udført af slaver i sukkerplantagerne i det caribiske øhav – de tidligere danske kolonier, hvor kunstneren kommer fra.

Cuts and Burns virker modsat mainstreamfilm om slaveri som fx 12 Years a Slave fra 2013 instrueret af Steve Mqueen med Chiwetel Eijofor i hovedrollen, som den frie sorte mand fra New York, der bliver kidnappet og slavegjort i Sydstaterne før Borgerkrigen. Filmen viser igen og igen den kolonialistiske afstraffelse og de sønderlemmede, sorte kroppe.

Belles værk virker derimod dekolonialistisk i modsætning til eksempelvis denne film, idet Belle som udøvende kunstner forstyrrer et hvidt, patriarkalsk hierarki, men uden at repræsentere den sorte krop. Dens handlinger ligger implicit i værket. Det hvide papir, som kunne ses som et udtryk for det modernistiske projekt, der bygger på rationalitet og vækst, bliver gennemhullet, ødelagt. Men med hullerne i papiret opstår samtidig nye tegn, en ny kropslig skrift og fortælling – et nyt arkiv etableres.

Kollektiv modstand
Et andet virkelig godt og vigtigt initiativ i anledning af 100-året for Transfer Day, salget af de tidligere Dansk Vestindiske Øer, er tidsskriftet Marronage. Marronage betyder organiseret modstand og stammer fra det spanske ord cimarrón. Ordet dækker over ’vilde dyr’ og blev brugt om de slavegjorte, som flygtede fra plantagerne i Caribien. Når de flygtede kollektivt for at skabe nye samfund var det ’marronage’.

Tidsskiftet udkommer fire gange i løbet af 2017 og er dedikeret til at udstille vestens – og særligt Danmarks – blinde fortrængning af kolonitiden. Marronage #1 udkommer den 31. marts.

På omslaget af dette første tidsskift ses udsnit af kunstneren Francis Dijiwornus trækulstryk-serie. Serien undersøger overfladerne af magtens og modstandens arkitektur. Papir, kul og vægge, gulve, porte, barrierer mødes og giver aftryk af bygninger, der på én gang indelukker og ekskluderer. Man kan faktisk ane aftrykket af bogstaverne ’West Indis’ på Marronage# 1’s forside. Omslagets værk fokuserer på Ghanas Coast og Elmina Slot, handelsposter, der senere indgik i de transnationale slavehandelssystemer, som Danmark tog del i. Dijiwornus metode minder om Belles, idet det fysiske aftryk vidner om kunstnerens krop i udførelsen af værket og antyder indespærringen og salget af slavegjorte kroppe uden at vise dem.

Modlæsninger
Marronages redaktion stod desuden for flere arrangementer i midten af marts under titlen Modlæsninger på festivalen København læser på Hovedbiblioteket i hvis forhal, man derfor kunne opleve kunstneren Lorenzo Sandovals modulære værk Broken Parliament. Hovedbibliotekets besøgende inviteredes til at indtage modulerne, som består af sammenklappelige taburetter, træborde og neoprenflag. Her kunne man sidde og læse i de udvalgte bøger placeret på modulerne. Alle de udvalgte bøger behandlede kritisk Vestens og Danmarks alternative fortællinger om kolonitiden. Mønstret på modulerne imiterer marmor og er lavet med en teknik, hvor maling flyder ovenpå vand. De abstrakte motiver skal mime opløsningen af fælles symboler og nationale fortællinger.

Et omfattende, interessant og tankevækkende filmprogram af en række kunstnere, heriblandt Jumatatu Poe og Niva Costa, samt radio-broadcasting, performances og oplæsninger var også en del af Marronages varierede og engagerende modlæsningsprogram. Her læste blandt andre forfatter Lone Aburas op fra monologen Det er jeg der taler, som også er en del af samarbejdet med billedkunstner Mo/Maja Moesgaard på udstillingen Alting falder (endelig) fra hinanden i Grafikernes Hus. Monologen beskriver et jegs personlige erfaringer med racisme og giver dermed udtryk for individuelle oplevelser, giver stemme og krop til levede, virkelige erfaringer med strukturel racisme og reducerer dermed ikke erfaringerne til singulære optrin. Aburas fortalte nøgternt men bevægende i den efterfølgende artist talk, hvordan hun ikke længere som forfatter kan ’nøjes’ med at arbejde med skønhed og poesi i sproget, men følte, hun blev nødt til at handle direkte og aktivistisk på den politiske virkelighed i Danmark.

I’m black and proud
Handling er også et nøgleord for den fantastiske udgivelse Say it Loud (redigeret af Lotte Løvholm og designet af Eller med a), der retrospektivt behandler billedkunstner Jeannette Ehlers dekolonialistiske kunstpraksis. Udgivelsen er dog ikke specielt foranlediget af 100-året for Transfer Day.

Matthias Danbolts fremragende, dybdegående indledende analyse af videoværket Whip it Good påpeger Ehlers værks voldsomme insisteren på handling, et opgør med den fortiede kolonifortid, et opgør med den hvide blindhed i historien. I Whip it Good re-enacter Ehlers ganske enkelt den brutale afstraffelsesmetode brugt mod slavegjorte bl.a. på de tidligere danske Vestindiske Øer; hun slår, pisker tilbage på det hvide, blanke lærred.

I bogens dokumentation af videoværket Black Magic At the White House ses et kraftfuldt og humoristisk billede på den hvide blindhed. I værket er den sorte, dansende krop simpelthen retoucheret væk, så kun en svag antydning, en spøgelsesagtig skygge, står tilbage i Marienborgs pæne stuer. Fortællingerne om de slavegjorte kroppe er næsten forsvundet. De kroppe, som har muliggjort Vestens og Danmarks velstand, rigdommene på Marienborg.

En rummelig fremtid?
De mange dekolonialistiske tiltag i anledning af 100-året for Transfer Day åbner forhåbentlig danske øjne og minder om, at Danmark også har været en del af den lukrative, transnationale slavehandel. Åbner øjnene for en betydningsfuld, glemt og fortrængt historie, som skal behandles og erkendes i Danmark, ligesom en række andre tidligere kolonimagter har og er i gang med at gøre op med deres fortid og har givet offentlige undskyldninger til de tidligere kolonier.

Alle tiltagene, som her kun er beskrevet i enkelte nedslag på grund af pladsmangel, viser tydeligt, hvordan kunstens sofistikerede, humoristiske og komplekse strategier virker og modvirker racistiske strukturer. Kiler sig ind i fortidens uhyrligheder og insisterer på modstand og opgør med den hvide, modernistiske blindhed. Det bliver godt at se La Vaughn Belles og Jeannette Ehlers fælles kunstprojekt. Et mindesmærke, en statue foran Den Kgl. Afstøbningssamling, Det Vestindiske Pakhus i København af den kvindelige oprørsleder Queen Mary, som brændte halvdelen af Saint Croix ned og blev fængslet i København. Og det bliver godt at læse Hovedbibliotekets nyindkøbte bøger i samarbejde med Marronage i en måske lidt mindre hvid-blind og rummelig fremtid.