Hvilket kunstværk kan jeg blive?

Hvad er det egentligt, man kigger på, når man ser Selvportræt? Er det kunstværker eller kunstnere, eller begge dele? Udstillingen spiller på den dobbelte autenticitet, der ligger i selvportrættet som genre– at man både ser ’ægte’ kunstneriske fortolkninger og ’ægte’ kunstnere.

Udstillingen lægger dog fokus på den kunstneriske fortolkning som den mest autentiske.

Vi får et billede af kunstneren gennem den måde, kunstneren vælger at fortolke sig selv eller bruge sig selv til at fortolke sin samtid.

Identitet eller billede
Temaerne strækker sig fra ’ kunstneren i sit atelier’ med værker af fx Max Beckman og Otto Dix til formelt abstrakte greb som ’forenkling’ og ’opløsning’ med værker af fx Jean-Michel Basquiat og Chuck Close. Derudover er der selvfremstillinger, hvor kunstneren kritiserer den rolle, de er blevet pålagt som etnisk identitet (Felix Nussbaum) eller kønnet identitet (Claude Cahun).

Endelig præsenterer udstillingen en række selvfremstillinger fra 80’erne og 90’erne, som parodierer identitetens ubestemmelighed og kulturelt omskiftelige form (fx Jeff Koons og Douglas Gordon). Udstillingen demonstrerer derigennem med al tydelighed, at den genkendelige – om end iscenesatte eller fordrejede – selvrepræsentation af kunstneren kan bruges til lidt af hvert.

Kunstneren som kunstværk
For nogle kunstnere fremstår selvportrættet mere eller mindre identisk med deres kunstneriske projekt som helhed. Det gælder for eksempel Frida Kahlo i hendes selvfremstilling som mexicansk arketype, eller østrigske Egon Schiele, der i psykoanalysens tid tog sig selv under visuel analyse.

Der er også de kunstnere, hvor selvportrættet problemfrit glider ind i deres kunstneriske projekt.

Det gælder Andy Warhol, der er præsenteret i typisk silketryk-stil, og Francis Bacon, hvis selvportræt fremstår som det kropsligt fordrejede hoved, man genkender fra andre af hans værker. 

Abstrakte ansigter
Blandt udstillingens overraskelser er Mark Rothko og Ellsworth Kellys selvportrætter.

Ikke fordi de i sig selv er specielle, men fordi de to kunstnere for mig er inkarneret i deres abstrakte kompositioner og ikke i figurativ selvfremstilling.

Værkerne virker gammeldags og kejtede, og bryder med det ”billede”, som i hvert fald jeg har af kunstneren.

I de tilfælde sker der et sammenbrud af værkernes dobbelte autenticitet som ’ægte’ selvbillede og ’ægte’ kunstværk. Men det er også de sprækker, som gør udstillingen interessant; at den ikke bare viser de oplagte selvportrætter, hvor kunstner og værk smelter sammen til et, men også dem, hvor der kommer en skævhed på tværs.

Hvem gemmer sig i kunstværket
Alle værker tager udgangspunkt i kunstnerens fysiske fremtoning, og de fleste værker præsenteres med en kort beskrivelse af biografiske data for kunstneren. På grund af sin tematiske organisering efterlader udstillingen dog som helhed det indtryk, at kunstneren primært kommer til syne i kraft af sin kunstneriske fortolkning og ikke sine fysiske træk.

Muligvis kan man klandre udstillingen, at den skaber en alliance mellem værk og kunstner, hvor vi automatisk kommer til at lede efter kunstnerens private selv i værket.

Vi er nysgerrige efter at se, hvem der gemmer sig bagved værket. Selvportræt udgør på den måde ikke noget opgør med forestillingen om det kunstneriske geni eller den tætte kobling mellem kunst og værk.

Biografi som kunst?
Alligevel opstår der i mangfoldigheden af kunstneriske fortolkninger af selvportrættet en fornemmelse af, at den enkelte kunstners biografi er uvæsentlig. Kunstnerens krop er muligvis udgangspunkt for værket, men derfor er der stadig tale om et værk.

Som det ganske aktuelt diskuteres i forbindelse med nutidens autofiktive litteratur vil selvfremstillingen altid være en fremstilling, aldrig en direkte præsentation af vores jeg, som det faktisk er. Dog kan den kunstneriske bearbejdning af personligt stof blive relevant – og måske den allerbedste drivkraft – for en fortolkning af tendenser i samfundet, herunder ikke mindst vores kollektive forståelse af identitet.

Forestillinger om identitet har ændret sig
Dette blik på selvfremstillingen skyldes også, at vores forståelse af identitet har ændret sig igennem det 20. århundrede. Vi er ikke længere bundet til et socialt og kulturelt udgangspunkt, men er mere fritstillede i vores selvfremstilling(er). Kunsten har som eksperimenterende udtryksform reflekteret denne udvikling og endda bidraget til den. Det viser udstillingen også i den tematiske struktur, der har et vist historisk forløb.

Mens de tidlige værker i ”kunstneren i sit atelier” viser en række unge kunstnerspirers ønske om at påtage sig rollen som kunstner, handler værkerne i udstillingens afslutning snarere om at anvende sin krop og ansigt som materiale i et kunstnerisk projekt. Spejlet viser ikke længere en selvrepræsentation, men udgør et middel til kulturkritik.

Det biologisk bestemte jeg
Den enkeltes selvbillede kan i dag præsenteres og manipuleres på mange forskellige måder – selv om de færreste af os skulle gå så langt som nogle af de yngste kunstnere på udstillingen.

Det gælder for eksempel Elke Krystufek og Nan Goldin, der i deres selvudlevering dog fremstår meget 1990’er-agtige. Mest provokerende for et nutidigt publikum er nok Catherine Opies selvportrætter med gennempiercede arme og heldækkende s/m-maske. Det er dog samtidig hendes objektivering af kroppen, som sammen med Marc Quinns buste i blod (1996) og Maria Lassnigs nøgne kvindekrop med dyremaske (2004-05) peger i retning af et mere aktuelt identitets-tema omkring det biologisk bestemte jeg, som dog ikke har fået sin egen kategori på udstillingen.

Udstillingen afsluttes med temaerne ’ironi’ og ’exhibitionisme’, og er altså stadig inden for den postmoderne diskussion af identitet som kulturelt betinget. Måske er det også dér, den yngste generation af kunstnere ville placere sig, men det er svært at sige ud fra denne udstilling, da den yngste generation af kunstnere er svagt repræsenteret.