Hvorfor er der fortsat store kønsforskelle i den billedkunstneriske økonomi?

Hvordan skaber vi større og ægte bæredygtighed og mindre kønsdiskriminering i billedkunstens sfære? Når kunst er så vigtigt for samfundet, bør den afspejle, at det er både mænd og kvinder, der skaber den.
Debatindlæg af billedkunstnere og forfatterne Tanja Nellemann Kruse og Trine Rytter Andersen.

I disse dage genåbner den danske kulturverden efter et hårdt år med covid19-udfordringer og lukkede institutioner og venues over hele landet. Mens vi hver især har håndteret situationen efter bedste evne, har hele Danmark sunget morgensange med glædesspredende musikere på tv og travet landskaberne tynde på veritable myrerstier gennem alle tilgængelige natur- og parkområder.
Mange har opdaget naturen og i den fundet en rig kilde til mere nærvær og velvære i hverdagen.

Det er naturligvis skønt! Men mens vi har gået ture med mennesker fra vores ‘boble’, har vi også talt mere med hinanden og mærket længslen efter den type glædesfyldte og stimulerende oplevelser, som billedkunst og kultur i almindelighed er eksponenter for. Måske har vi længtes efter museumsbesøg med en særlig ven eller veninde? Måske savner vi teater- eller koncertoplevelser? Mange har savnet at have oplevelser sammen med andre mennesker og det at mærke de stemninger, der bevæger fællesskaberne under en velturneret og professionel kulturbegivenhed.

I det forløbne år har vi igen og igen hørt direktørerne for landets kulturinstitutioner understrege, hvor vigtig kunst og kultur er for vores samfund. Igen og igen har vi hørt fra politisk side, at kulturen er den ‘lim’, der binder os sammen som befolkning og samfund.
Deri er vi naturligvis ganske enige, vi ønsker os en spillevende, sund og bæredygtig kulturverden, men når det er sagt, har vi samtidig et brændende ønske om, nu hvor kulturbiksen genåbner, at iværksætte en samtale om de strukturelle forudsætninger, som kunstneren anno 2021 er underkastet.

Vi skriver denne debat-serie, fordi vi til stadighed ser en skævvridning i forhold til køn, magt og penge og en tavshed omkring disse forhold, som skaber den uhensigtsmæssige tilstand, vi synes at sidde fast i internt i kunstmiljøet. Den billedkunstneriske økonomi er presset, ikke kun under Corona, derfor undersøger vi museernes ligestillings -og indkøbspolitik og andre forhold, der kan sikre det ellers udsatte kunstnerliv i fire debatindlæg, hvoraf dette er det første.

Forestil dig det: en inddragende, samfundsgenerøs anerkendelse af kunstneres arbejde som værende italesat og prioriteret på lige fod med andre sektorer og fagligheder. Anerkendelsen af at den professionelle (uddannede, videnstunge og specialiserede) kunstnerstand bidrager kvalitativt til at uddanne, udvikle hele mennesker, rykke grænser, inspirere og bringe bevidsthed ind i de områder af livsverdenen, som kunsten kommer i berøring med. Forestil dig, at samfundet giver kunsten den selvindlysende position som forandringskatalysator og medskaber af bevidsthed og som undersøger af svære problematikker og kriser i samtiden.

Vi ønsker os anerkendelsen af, at samtidskunsten er virksom i samtiden ved netop at være den helt uafhængige, uforudsigelige, følsomme, eftertænksomme og spekulativt krøllede stemme, som samfundet også har brug for at lytte til. Vi ønsker os en anden tilgang til skabende KUNST og KULTUR, som vi opfatter som en art gymnastiksal for ånden. Vi har brug for overraskende kunstværker til at skabe sanselige og refleksive rum for alle og til at fremme kunstens egennyttighed i samfundsstrukturen. Kunsten skal ikke spændes for en ideologisk vogn og sættes ind i en politisk nyttelogik alene. Kunst kan være anvendelig i ordets bedste betydning og være brugbar i langt flere sammenhænge end i dag. Kunst er et reelt arbejde for kunstneren, og samtidig er kunst den frie position.

I samtiden bryster vi os af at have ligestilling. Men i år er Danmark i en international undersøgelse (World Economic Forum’s Global Gender Gap Report 2021) paradoksalt nok dumpet fra en 15. til en 29. plads i forhold til ligestilling.
Vores spørgsmål er, om vi udøver ligestilling, når vi ikke vil forlade de patriarkalske strukturer også på billedkunstområdet? Er det overhovedet muligt at have ligestilling i et patriarkalsk, hierarkisk og ulighedsskabende konkurrencesamfund?

I kunstverdenen har der længe været en kønsforskel i den billedkunstneriske økonomi. Forfordeling af vores mandlige kollegaer har været en præmis mange kan nikke genkende til, og kvindelige kunstnere er fortsat udsatte for forskelsbehandling i en tid, hvor man tænker, at ligheden burde være i højsædet. Men der findes stadig stor ulighed, når der indkøbes kunst til de offentlige samlinger, når der vælges og inviteres til udstillinger, når der uddeles midler, når der præmieres, og når der sælges kunst fra gallerierne, når kunstfaglige kvinder og mænd positionerer og kanoniserer kunststjernerne.

Vi ser med respekt og stigende frustration tilbage på en lang række kvindelige kunstnerkolleger, der igen og igen har taget bladet fra munden og påtalt og synliggjort den ulighed, der findes. Desværre er der ikke sket store forandringer på området, og de strukturer, vi ønsker at se os fri fra, findes til stadighed i dagens såkaldte ligestillede Danmark. Sidst har vi alle nydt godt af Rosas Reality Radio, fra 2020 særlig episode 7, Hvorfor er i ligeglade med mig?. Hvori hun i samtale med en række fagligheder undersøger den prekære kunstnerøkonomi og den usynlighed, som særligt kvindelige kunstnere oplever.

Hvis man kigger tilbage, kan man konstatere, at kunstner Sine Bang Nielsens Statistik over repræsentation af kvinder og mænd i dansk kunst (i UDSIGT, Feministiske strategier i dansk billedkunst, 2004), som gjorde opmærksom på fordelingen af mandlige kunstnere i forhold til nyerhvervelser og indkøb på fx Aros, fortsat holder vand.
Hun fokuserer på, at der i perioden fra 1985-2001 er i alt 444 nyindkøbte værker, hvoraf 49 værker, 11% var skabt af kvindelige kunstner og 395 værker, 89% værker af mandlige kunstnere.

Ser vi på nyere undersøgelser, viser Trine Bille, professor og kulturøkonom og leder af forskningsprojektet ”Billedkunstens økonomiske rum”(2018), at 5% af de rigeste billedkunstnere aftager 50 % af markedet. Imens 50% af kunstnerne der tjener mindst, aftager 1% af det samlede markedsandel.

En anden måde at få øje på kønsforskelle på, er at se på individuelle kvindelige kunstnere som fx. Lise Skou, der igennem lang tid har arbejdet med det forhadte og nedprioriterede omsorgsarbejde, som særligt kvinder i kunstfeltet udøver i egen famile eller supplerer deres indtægt med.

Se Lise Skous manifest her

Mange kvindelige kunstnere føler skam over, ikke at have været “ambitiøse nok”. De får tudet ørene fulde med, at det kun handler om, at ”ville det nok”. Ingen taler højt om kønsforskellen og ingen takker dem for at have dedikeret sig til deres børns udvikling og trivsel, at de har passet deres parforhold og familier, taget barslen, været handicaphjælpere, været rengøringskoner eller haft andet ufaglært arbejde. Typisk for kunstnere m/k i lavindkomstområdet er, at de er primus motor i lokale kunstskoler og andre aktiviteter, der bidrager til, at lokale fællesskaber blomstrer. Men kvindelige kunstnere oplever i langt højere grad end mænd, at de er splittede mellem omsorgsarbejde og kunstnerisk arbejde, og at de ofte udpeges til eller selv påtager sig en større del af byrden i sociale- og velfærdsmæssige sammenhænge.

En anden position inden for kritisk feministisk praksis, ses hos Birgitte Ejdrup Kristensen, der har arbejdet med de usynlige kvinder i kunsthistorien, de glemte forbilleder og det at forstå og anerkende sin arv og gå i sine forgængeres fodspor ind i samtiden. Man kan sige, at en sådan praksis heler fortidens patriarkalske sår og synliggør kvindelige forbilleder for nye generationer at spejle sig i.

Den gode lange liste, som billedkunstner Pernille Kapper Williams er initiativtager til, handler om kvindelige kunstnere, der ikke er i stald hos gallerister. Det vidner om en skævvridning af, hvad man anser for værende salgbare, samfundskritiske, værdige og vigtige kunstværker. Nogen vil sige, at det jo naturligvis må handle om, hvad der efterspørges. Men er det ikke netop en selvopfyldende profeti? For den kunst, som museer og gallerier viser, køber folk som ”kunst”, i mere end en forstand. Gallerierne og museerne har jo netop den magt til at udpege, hvad der er værd at klikke på, kigge på og investere i.

Generelt undertrykker vi at tale om vores prekære forhold, fordi det er sårbart at lade kollegaer, familie og andre bevidne vores magt-ufuldkommenhed. Og på den måde lever kvindelige kunstnere både med de prekære forhold, som kunstnerpositionen generelt er, og med de af tavsheden usynliggjorte magtstrukturer, der gør, at der ikke eksisterer ligestilling mellem mandlige og kvindelige kunstnere. Uden at ville det, bidrager vi selv til deres fortsatte eksistens.

Det eksisterer historier om, hvordan yngre kunstnere bliver spist af med en Hay-lysestage for at levere en artist-talk på Aros. Og om hvordan en powerplay-kunstner som Erik A Frandsen få år tidligere fik sig en kæmpestor 50 års fødselsdagsfest samme sted. Kunstmuseerne er fortsat de steder, hvor de kanoniserede, mandlige kollegaer til stadighed står stærkere repræsenterede, får mere faglig støtte og flere frynsegoder, og dermed også placerer sig økonomisk mere solidt i feltet.

Vi befinder os i en tid, hvor flere og flere ønsker et opgør med patriarkatets forestilling om det suveræne og beundringsværdige maskuline og det mindreværdige foragtelige feminine. Det betyder, at vi med fuld bevidsthed og overlæg aktivt skal begynde at sætte spotlys på de kvindelige kunstnere. Kun ved at udfordre status quo kan vi fjerne ringeagten for de feminine udtryk og gå i rette med den udbredte logik, som hævder, at man(d) mister værdighed og coolness ved at inklinere for det feminine, og at kvinder scorer points, når de iklæder sig maskuline attributter.

Det kommer an på størrelsen af den samlede økonomiske udgift på kunstindkøb

Vi har spurgt fire kunstmuseer om kønsrepræsentionen ift. antal værker indkøbt i perioden 2015 – 20 og om det samlede indkøbsbeløb fordelt mellem kønnene. Ingen af de fire institutioner Arken, Aros, SMK og Kunsten vil ud med, hvilken procentvis forskel der er på indkøbsbeløbet fordelt mellem mænd og kvinder. De nævner gerne, hvor mange værker de har indkøbt, som er produceret af henholdsvis mænd og kvinder – men “af sikkerhedsmæssige årsager” vil de ikke oplyse de samlede beløb for kunst produceret af hhv. mænd og af kvinder. Vi forstår ikke dette argument, og nøjes derfor med glæde os over, at der tilsyneladende er kommet større fokus på at købe kunst produceret af kvinder.
I 2020 er der også kommet kvoter på køb i Københavns Kommune kunstudvalg, men hvorfor findes det ikke andre steder? Vi tror der skal politisk handling til.

Fra politisk hold må man gå forrest med feministiske- og ligestillingsmæssige krav om, at der udarbejdes et intelligent kvoteringssystem. For vi kan ikke blive ved lytte til den gamle sang om, at juryer, fonde, museer og andre fagfolk altid vælger “den bedst kvalificerede”, når alle inderst inde godt ved, at der findes et hierarkisk system, som gennem århundreder har favoriseret mænd på bekostning af kvinder.

Vi ønsker politisk handling: at museer stilles til regnskab for, hvordan de bruger deres offentlige midler og tilskud. At bevillinger og indkøb foregår gennem kvoteordninger, så der ligestilles mellem mænd og kvinders kunst. Hvis et museum bryster sig af, at de køber kunst af lige mange kvinder og mænd, som ARKEN så fint har gjort det i en perioden 2015 og 2020, men hvis de samtidig betaler mændene 5 gange mere end kvinderne samlet, så giver ligefordelingen antalsmæssigt ingen mening, da købesummen samlet set, igen er i mændenes favør.

Statens Kunstfond har offentliggjort en statistik over fordelingen af deres uddelinger, der tyder på, at de omsider satser på større mangfoldighed aldersmæssigt og ligestilling mellem kønnene.
Der anes heldigvis også gode takter vedrørende kønsrepræsentation fra fx Kunsthal Charlottenborg, hvor Michael Thouber har udtalt, at det ikke er tilstrækkeligt at se på kønsfordelingen alene. Også han påpeger nødvendigheden af at forholde sig til, hvor store beløb der indkøbes for af hhv. mandlige og kvindelige kunstnere.

I mange år har Ny Carlsbergfondet, som immervæk er en betragtelig drivrem i dansk museumssammenhæng, haft den politik, at en investering i en given kunstner kunne opfattes som en art livsforsikring, fordi fonden forpligtede sig til at støtte dennes kunstneriske arbejde på langt sigt. Det er naturligvis ikke alene for kunstnerens skyld, men skal i lige så høj grad ses som en forsikring, der også lægger værdistigninger til fondens egne investeringer og bidrager til den markedsandel og medfølgende kanonisering, som af begge parter anses som kronen på værket.

Det patriarkalske samfund er mere indgroet i os alle, end vi kunne ønske os. Vi bliver nødt til at være vågne og helt skarpe ift. egne blinde vinkler – det gælder både mænd og kvinder i hele kulturbranchen og i kunstnerstanden som helhed. Når vi efterlyser et holistisk og bæredygtigt samfund, skal der store omvæltninger til, og vi skal måle på flere parametre samtidigt, end vi gør i dag.
Vi vil gerne bidrage til, at der skabes en samtale om, hvordan vi sikrer bæredygtige økonomiske liv for flere kunstnere m/k. Historien om at kunstmarkedet i Danmark er så forbitrende lille, at kun et udvalgt fåtal af kunstnere kan få en betragtelig bid af kagen, lever i bedste velgående. Men sagen er den, at der er rigtig mange penge til stede i det danske samfund og den danske middelklasse, og noget tyder på, at den manglende anerkendelse af kunstens potentialer og kunstnere generelt bidrager til, at disse penge ikke bruges på kunst og kultur i det omfang, vi kunne ønske os.

Vi efterlyser en ny mangfoldig og ligelig repræsentation af samtidskunstens aktører. Vi vil se det spejlet i (kunst)historien, på kunstmuseerne og i samlingerne hos de private fonde, i Statens Kunstfond og i de kommunale billedkunstråd, som indkøber kunst. For at det kan ske, må vi alle tage nye kønsbevidste briller på og efterspørge politisk opbakning bag intelligent kvotering, når kunsten indkøbes.

Vi opfordrer til at købe mere kunst – også af de kvindelige kunstnere – vi har brug for kunstnerisk kvalitet i vores egne liv, fordi den hjælper os med at være vågne og tilstede: Kunst er bevidsthed, sansning og nærvær, det har vi brug for – og det har vores samfund brug for.