Hydro-feministisk omfavnelse i svømmehallen

I performance-udstillingen Dangerous When Wet har kurator Mette Woller med sikker hånd forvandlet en svømmehal til et mulighedernes rum, hvor vandets barrierenedbrydende potentiale tydeliggøres i udstillingens mest vedkommende værker og i en performance, der tager synkronsvømning til nye dybder.

Før udstillingen Dangerous When Wet skal finde sted i Kildeskovshallen, en arkitektonisk perle af noget så umiddelbart usexet som en svømmehal, modtager publikum en mail med instrukser for forløbet, hvor der blandt andet står: ”Der er varmt i svømmehallen. Husk at tage så lidt, let og luftigt tøj på som muligt”.

Allerede her vækkes en pirrende nysgerrighed og oplevelsen er på sin vis allerede begyndt. Den stedspecifikke udstilling, udspillet hen over én enkelt eftermiddag og aften, tegnede til at blive en eksklusiv event fjernt fra det traditionelle svømmehalsbesøg.

Det hybride udstillingsformat, der ligger og flyder et sted mellem kunstudstilling og performance-forestilling, er sat i scene af kurator Mette Woller med Copenhagen Contemporary og Dansehallerne som backing group, og som i corona-tiden inddeles publikum i time-slots.
I en gruppe på omkring 25 personer går vi lidt utålmodige og forventningsfulde mod omklædningsrummet, hvor en guide opfordrer os til at give os selv og hinanden tid og plads til at fordybe os i værkerne.

Endnu uvidende om hvad der venter os, placerer vi ivrigt sko og overtøj i skabene og bevæger os videre til badeområdet, hvor skulpturelle sæber af kunstneren Iben Zorn skal bruges til afvaskning af hænder og fødder. Det opleves som en rituel, omsorgsfuld handling udført af to af guiderne, der enkeltvis roligt bader vores hænder og fødder i tempereret vand, men det er også et billede på omsorgen for én selv eller måske den selvkærlighed, som er et af kuratoren Mette Wollers omdrejningspunkter for udstillingen.

Det bliver dog næsten for intimt, når vi bænket side om side lader hænderne glide over den store, glatte, konkylie-lignende sæbe, så gruppen opløses hurtigt, og nu iført spa-badesandaler af Filip Berg tøffer vi nysgerrigt videre enkeltvis eller i mindre grupper.

Balancegang mellem det strukturerede og det frie rum

Netop denne flydende bevægelse mellem den kollektive og individuelle oplevelse og tilbage igen til et fælles fokus senere i udstillingens forløb, hvor alle samles rundt om udspringsbassinet for at overvære de to performances, er i sig selv et pirrende greb indenfor udstillingspraksis.

Og som sådan bliver forløbet en balancegang imellem det skarpt strukturerede og det frie rum, hvor vi er her sammen på en fælles præmis og følger den nøje tilrettelagte dramaturgi, men også hver især kan bryde ud og deltage i vores eget tempo og danne nye relationer i mødet med kunsten og hinanden.

Formen spejler Wollers tanker om, hvordan vi mennesker ofte følger særlige fastlåste normer omkring for eksempel familiestrukturer, men at muligheden for at bryde med det velkendte, det umiddelbart trygge findes. På samme måde opløser Dangerous When Wet den traditionelle modernistiske opfattelse af, at udstillinger foregår i neutrale rum med kunsten som centrum og isoleret fra kontekst (velvidende at et sådant ‘neutralt’ udstillingsrum reelt ikke findes).

Med åbne sanser

Selve bevægelsen rundt i udstillingen åbner sanserne og udvider grænserne for, hvordan publikum møder kunsten. For eksempel bliver den underjordiske kælder med vindueskig ind til selve udspringsbassinet omdannet til gallerigang, hvor fire af Adele Marie Rannes’ uindrammede, mystiske pasteltegninger får betonet deres sarthed i den svage belysning.

I denne kontekst fremstår de ikke som isolerede, ophøjede kunstværker, men indgår derimod i en dialog med rummet og det levende udsyn, vi får til udspringere, der på skift penetrerer vandoverfladen og igen forsvinder ud af billedet, når de stiger op af bassinet.

Jeg husker guidens råd om at give værkerne tid og forstår, at vigtige pointer, som at vandets transformative potentiale afspejles i både kuratering og værker, let kan udeblive på grund af iveren efter at opleve resten af udstillingen.

Er den vandrutchebane en del af udstillingen?

Fra mørket stiger jeg ad en smal vindeltrappe op i lyset til flere værker placeret i samklang med omgivelserne. Nu ved børnebassinet hvor glasvægge til tre sider lader den omkringliggende park-natur være en del af rummet.

Og her sker der et sært møde imellem de levende efterårstræer udenfor og de kunstige palmer indenfor, imellem kunst og fast inventar, som det lille plastictårn med rutschebanen i primærfarver og -striber, der vækker forundring blandt nogle: ”Er det en del af udstillingen?” Jeg tvivler selv et sekund, men erindringsbilleder af min søn på lige netop dén rutschebane gør det klart: Ja, det er en del af totaloplevelsen, men ikke et værk placeret af kuratoren.

For ligeså vel som Tea Eklund-Berglöws blodrøde maleri på bunden af børnebassinet betragtes med andre øjne, end hvis det hang på en hvid galleri-væg, ser vi nu også anderledes på svømmehallen, på hinanden og os selv, der omfavnes af Mette Wollers kærlige univers af opløste forestillinger og normer.

Top-tunede synkronsvømmere

Som aftenens triumf samles alle omkring udspringsbassinet til Dragon, rest your head on the seabed, der er en 55 minutter lang komposition af kunstnerduoen Pablo Lilienfeld & Federico Vladimir, hvori seks top-tunede synkronsvømmere transformeres til en energisk og stramt koreograferet ’vanddrage’. Med perfekt flettede ens frisurer og synkrone bevægelser udført stående i rundkreds er al autonomi udelukket, indtil en af kvinderne forsigtigt trækker sig og springer i vandet.

Lyden af bølgeskvulp afløses af et stemningsskabende lydunivers, der kan associeres til den ikoniske film Le Grand Bleu fra slut 80’erne. Én efter én følger de andre kvinder efter ned i bassinet, og musikken glider over i elektroniske rytmer, der betoner det maskinelle i den repetitive koreografi.

Ud af den følgende vekselvirkning imellem gruppe og individ, det synkrone og asynkrone fødes ’dragen’, det anarkistiske væsen, som vrider sig i vandet og konstant skifter form, indtil den til slut endegyldigt opløses.

Vand udvisker forskelle

I mine øjne bliver Dragon, rest your head on the seabed en sammenfatning af dét, jeg selv har mærket på egen krop i løbet af udstillingen. Et frirum, hvor orden og uorden, det fælles og det individuelle eksisterer sideløbende og er herligt fritaget for vurdering. En følelse af altings forbundethed med vand som elementet, der forbinder. Måske er dét essensen af hydrofeminisme materialiseret i en udstilling?

Kort fortalt er hydrofeminisme teorien om, at vand som en fællesnævner forener arter, nationaliteter og kroppe på tværs af tid og geografi. Fordi vand er så essentielt for de fleste levende organismer, og fordi det bevæger sig frit imellem os i et flydende kredsløb. En af de førende forskere indenfor feltet er den feministiske filosof Astridas Neimanis, hvis bog Hydrofeminisme: Eller, at blive en krop af vand har inspireret kuratoren og flere af kunstnerne i udstillingen.

Erotisk afvaskning

Dangerous When Wet er også titlen på Freja Sofie Kirk og Mette Wollers videoværk (og trailer for udstillingen), der tager forbundetheden et skridt videre i en mere sensuel retning.

Sæbeskum i store bløde klatter flyder langsomt ned over billygter i nærbilleder, men uden reklamefilmens kommercielle hensigt, og som jeg ser det; uden ironisk distance. Den erotiske afvaskning blænder over i flere nærbilleder af rislende vand, der pibler ud af stenstatuer og videre til kvinder, der bader hinandens bløde hud i en hammam-lignende setting.

Videoen sender tankerne tilbage til baderummet i begyndelsen af udstillingen, hvor vi på egen krop mærkede omsorgen, det rituelle og en snert af noget lidt for intimt.

Vand flyder igennem og på tværs af forskelle

Det er et grundigt kuratorisk arbejde, der fører publikum trygt igennem denne eksklusive engangsforestilling, som kalder på mere fra Mette Wollers hånd. Efter næsten tre timer træder jeg ud i efterårsmørket med rester af klorlugt i næseborene og føler, at min verden er blevet udvidet.

På himlen hænger halvmånen som en hilsen til Kinga Bartis’ transparente print af flydende figurer, der spejler hinanden og omgivelserne på svømmehallens vinduesparti.

Som et tegn på en sammenhæng der ikke nødvendigvis er homogen, og som transcenderer de barrierer, der udspringer af et ofte uforvarende binært verdensbillede. Jeg tænker på et citat af Astrida Neimanis: ”Vand flyder igennem og på tværs af forskelle”.