Identitetsforvirring i Skagerrak

Hanne Nielsen og Birgit Johnsen har sammen lavet videokunst siden starten af halvfemserne. De gennemgående temaer for kunstnernes praksis er åbne værker og store tanker formidlet gennem det mere jordnære. Med værket Drifting forsætter de to kunstnere dette arbejde, her med identitet som udgangspunkt.

Indtil sidst i maj kan man se videoinstallationen i Nikolaj Kunsthal, hvor Fotografisk Center for tiden er på besøg. En mand bliver fundet på en tømmerflåde i Skagerrak, men ingen ved hvem han er, hvor han kommer fra, eller hvad, der er sket med ham. Drifting udforsker denne mystiske fortælling, og hvad den kan fortælle os om identitet i dag.

Det handler om identitet
Det lyder som en vanvittig historie og Birgit Johnsen forklarer, hvorfor lige denne mand var så spændende:

”Hvis vi skal starte med, hvad Drifting handler om, så tager den udgangspunkt i en autentisk historie fra 2006, hvor et skib finder en mand på en tømmerflåde ude midt i Skagerrak og får ham hevet op og bragt ind til Sverige. Og manden vil ikke sige, hvor han kommer fra, eller hvem han er.

Der udvikler sig en mediehistorie på verdensplan, hvor CNN, BBC, medier fra Sydafrika og mange flere kommer til, fordi rygterne begynder at lyde, at han er fra Sydafrika. Nej, han er fra Polen. Han har boet i London. Han er østeuropæer. Han er fra New Zealand. Han er fra Australien. Han har været indblandet i nazi-miljøer og så videre. Der gives simpelthen så mange gæt, og der igangsættes så mange forestillinger om, hvad mandens identitet er. Han forholder sig tavs.

Det er netop det, der fangede os: det identitetsløse limbo. Myndighederne kan ikke finde ud af, hvem han er – og hvad gør man så med en person, man ikke ved hvem er eller hvor kommer fra?”

De store temaer i de små historier
I Drifting hører vi historien om denne mystiske mand på tømmerflåden fra flere forskellige sider. Vi ser en række interviews med de involverede personer: blandt andre kaptajnen på skibet, der samlede ham op, og politibetjenten og embedsmanden, der skulle klarlægge, hvad der kunne være hændt manden, og hvad de skulle gøre med ham.

Alle medvirkende har deres egen version af, hvad der skete, og hvem manden var. Disse interviews afspilles samtidig med sekvenser, hvor en skuespiller genopfører mandens færd på tømmerflåden. Skuespilleren er såmænd også til stede under interviewene, helt stille i baggrunden.

Johnsen og Nielsen forsøger i dette værk at undersøge de mange processer, en mand på en tømmerflåde kan afstedkomme. De ønsker at vise det gab, der kan være mellem individet og et stort bureaukrati, som Birgit Johnsen fortæller:

”På grund af sammenlægninger af lande, opløsninger af grænser, og at nye lande opstår, og andre bliver nedlagt, så er der rigtigt mange statsløse personer som man ikke ved, hvordan man skal rubricere. Der er rigtig mange, der ikke vil sige, hvor de kommer fra, fordi de tror, at det er en ulempe for dem i forhold til videre behandling.”

Hanne Nielsen tager også fat i denne problematik:

”Han har ikke en stemme, men han kommer ind i et system, og hele omdrejningspunktet er, at han ikke hører til nogen steder.”

Værkets maskinrum – hvordan virker det?
Drifting er en videoinstallation og foregår derfor henover flere skærme. Værket sætter beskueren i en situation, hvor man ikke kan overskue hele værket på en gang. Beskueren har altså en central placering i tilblivelsen af værket, som Birgit Johnsen forklarer:

”Beskueren betyder meget. Også i hele den rumlige opsætning. Hvordan man tilgår skærmene. De skulle gerne hænge lidt forskudt, for vi synes det aktiverer blikket og dermed beskueren, men det skaber også et dobbeltblik:

Det at man hele tiden ikke nødvendigvis kan overskue det hele, men må vælge om man vil herover eller derover. Det er ikke en totalt lineær historie, man kan følge lige foran sig. Og dette er også med til at aktivere beskueren fysisk i rummet.”

Igennem hele filmen ses skuespilleren på tømmerflåden, men også på de kontorer, hvor politi og socialservice bliver interviewet. Figuren flyder således mellem billeder og rum, sættes ind i nye sammenhænge, og får således tildelt ny betydning, uden man kommer ham meget nærmere.

Usikkert mulighedsrum
Denne usikkerhed er central i værket og i forståelsen af identitet. Historien, som den er fortalt her, er abrupt og åben. Hanne Nielsen forklarer, hvorfor denne fortælleform er så vigtig:

 ”Det er ikke sikkert at alle får det samme ud af det, fordi der på den måde ikke er et facit. Man må selv have en aktiv rolle i forhold til, hvordan man finder hoved og hale i alle de udsagn, der lægges frem. Fra immigrationskontorets til politimandens, men også i hvilken sammenhæng, beskueren vælger at placere flådemanden. Følger man ham, så ville man også følge ham ud og ind af nogle rum med forskellige personer. Således ville man tillægge ham forskellige personligheder, fordi han ikke selv har nogen stemme.”

De to kunstnere fascineres i høj grad af denne tilgang, for som Hanne Nielsen også siger:

”Det er et mulighedsrum, så vi kommer jo ikke med noget facit. Det er det kunst kan. Den arbejder hele tiden med en ubekendt… og her endda en flådemand, der kommer til ulejlighed. Der er ikke noget facit, og vi skal ikke nå et mål.”