Det er ikke pænt at pege

Store kunstinstitutioner som Charlottenborg har fået appetit på at benytte deres yderside til at vise store, kommunikerende kunstværker til det offentlige rum. Men hvad kræver det af kunstværket, for at det fungerer? Og hvad er det, institutionen ønsker, at grebet skal kunne?

Vi har set ARoS’ ekskursion helt ud til Mindeparken med Katharina Grosses kæmpemaleri, der for en tid satte århusianernes blod i kog i forargelse over den stakkels mishandlede natur. Men mest konsekvent har denne strategi været benyttet af Kunsthal Charlottenborg, der i hvert fald tre gange inden for få år har været udstyret med diskussionslystne værker på facaden.

Det er en rigtig interessant strategi. Jeg ser det som både oplagt og smart at bruge facade og omgivelser som en del af kunstens udtryksmuligheder til et stort publikum. Men hvad kræver det af kunstværket, for at det kan fungere? Og hvad ønsker institutionen, at grebet skal kunne?

Budskabet på væggene
Charlottenborgs første manifestation var i 2015 med kunstnergruppen Superflex’ velkendte plakat, der i sort skrift på orange lyder “Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes” (et udsagn, der var kopieret fra en fransk plakat fra ungdomsoprørets tid) – og oprindeligt blev produceret af Superflex i 2002 som en kommentar til den hårde tone i udlændingedebatten; en tendens, der jo desværre har fortsat siden og derfor egentlig sagtens kunne retfærdiggøre en relancering af værket på Charlottenborgs stilladser og i det hele taget en ordentlig diskussion om emnet. Men jeg synes, at der er en manglende præcision ved dette værk, som rejser nogle spørgsmål og gør det svært at afkode – især når man husker, at det er i et offentligt rum, kunstværket præsenteres: Hvem er afsenderen ”us”? Hvem taler: dig, mig? I hvert fald ikke ”the Danes”. Man kan endog fornemme, at taleren er én, der ser sig selv som en mere højtstående og klog person end bare en almindelig dansker; og i øvrigt taler engelsk, men er glad for ”foreigners”.

Jeg synes, at problemet med plakaten var, at den efterlod en lille bismag af letkøbt frelsthed, og at den sendte ambivalente signaler fra Charlottenborgs facade.

Næste gang, jeg så noget på Charlottenborgs facade, var til Images-udstillingen An age of our own making (2016), hvor et stort og monumentalt værk, Nyhavns Kpalang af den ghanesiske kunstner Ibrahim Mahama, fyldte hele facaden med en mosaik af gamle, slidte hessian-kaffesække, der efter endt brug var blevet brugt til at bære andre råvarer rundt i verden og så indsamlet og sammensyet af kunstneren og en masse medhjælpere. Den draperede facade var et smukt syn og en velfungerende installation, der faktisk gav hele bygningen en slags trendy nyt tøj… Men ville et budskab i værket mon nå frem til sit publikum? Det var meningen, at værket skulle få publikum til at reflektere over transporten og vilkårene for fremstillingen af varer i Ghana såvel som i en globaliseret verden, der ligger under for en postkolonial, kapitalistisk verdensorden.

Hvem har ret til kritik?
Den danske kunstner Kristoffer Ørum rejste kritikken om værkets måske begrænsede politiske udtryksmuligheder, fordi dets efter hans mening konventionelle æstetiske genkendelighed som lækker ”samtidskunst” i et ret traditionelt, abstrakt billedsprog måske begrænsede værket til blot at være et smukt bagtæppe for Nyhavn (og før det var værket installeret i mindst ligeså mondæne og behagelige omgivelser i Venedig).

Læs Kristoffer Ørums kommentar her

Det varede dog ingen tid før denne kritik blev skudt ned med en hidsig replik i kunstkritikk.dk, hvor kuratorerne bag udstillingen trak ”eurocentriker”-kortet over for Ørum, sagde, at han kidnappede kunstværket med sin kritik, og lod forstå, at hans brug af referencer til velkendt, vestlig kunst slet ikke gav ham ret til at udtale sig. Dette værk skulle åbenbart helst ikke fortolkes på anden måde end igennem en postkolonial diskurs.

Læs kuratorernes svar her

Jeg synes, det er en vigtig pointe, at når et værk hænger offentligt til skue midt i en europæisk hovedstad, er det også en del af en europæisk kontekst og vil således blive mødt med fortolkninger og spørgsmål, som kommer fra denne baggrund. Værket vil ikke nødvendigvis blive set ud fra en kurators foretrukne diskurs, og det bør der være rummelighed til at kunne have en frugtbar udveksling omkring alligevel. Derfor var det ærgerligt, at kunsthallen (og her Images’ kuratorteam) lukkede døren til en potentielt interessant diskussion lige dér – og dermed ironisk nok selv ”kidnappede” debatten.

Stating the obvious
Det nye storværk på Charlottenborgs facade er den kinesiske verdensstjerne Ai Weiweis værk Soleil Levant, der består af ca. 3500 redningsveste, indsamlet fra bådflygtninge på den græske ø Lesbos, der sidder som sild i en tønde presset ind i facadens nicher. Ifølge Charlottenborgs pressemeddelelse ønsker man at skabe opmærksomhed omkring humanitære kriser med værket.

Med Soleil Levant fremviser Weiwei her et faktum, som ALLE godt ved eksisterer og er et kæmpestort, næsten uløseligt problem, nemlig flygtningekrisen. Jeg bliver slået af hvor arrogant, det er, at det eneste, Weiwei ønsker at opnå med et sådant værk, er at ”skabe opmærksomhed” og at ”få folk til at tænke over” sådanne globale problemer. Har han virkelig ikke en højere ambition?

Direktøren for Charlottenborg, Michael Thouber, har netop ved Statens Museum for Kunsts seminar om museumsaktivisme sagt, at meningen med det omdiskuterede værk ikke er at promovere en bestemt holdning, men at det er hans håb, at folk i Nyhavn ”får noget at tænke på”.

Det er åbenbart sådan, at Charlottenborg og Weiwei gerne vil opfordre andre folk til at være mere opmærksomme. Men på hvad? Noget nyt? En løsningsmodel? En idé eller et indspark, et nyt perspektiv, der kan bidrage til at vriste flygtningekrisen ud af sin fastlåsthed?

Jeg ved godt, det ville være meget at forlange af kunstneren, at han ligefrem skulle løse krisen – men en eller anden konstruktiv overbygning eller et højere abstraktionsniveau ville virkelig have klædt projektet. Weiwei mener åbenbart at have sit på det tørre og er tilfreds med bare at vise DET – redningsvestene – og de skal vel egentlig bare give folk skyldfølelse over, at de lever i en tid, hvor der er en forfærdelig krise, som de ikke kan gøre noget ved.

Eller er værket måske et monument over de døde i Middelhavet? I så fald bringer det mig ubehagelige mindelser om dengang, Weiwei lavede et selvportræt, hvor han lod sig fotografere iscenesat som druknet syrisk flygtningebarn på stranden: et rystende kynisk værk, der gør flygtningenes tragedie endnu værre, fordi den føjer spot til skade i det tommest mulige, pseudokritiske format. Weiweis værker er fyldt med indhold (kriserne), men mangler idé og retning, og det gør ham til nok den mest tomme og formalistiske kunstner, jeg har set længe. Hans omgang med virkelighedens lidelser er kynisk og virkelig upassende i forhold til den store alvor, han postulerer.

Problematikken minder mig om den skrøbeligt omkringsejlende avispapirbåd Lampedusa af Vik Muniz, som blev fokus for en del opmærksomhed på grund af dens påtrykte avisforside om de druknede bådflygtninge ved Lampedusa under Venedig Biennalen i 2015. Efterfølgende har Muniz fået kritik for ikke tydeligt at kunne slå fast, om der var tale om en politisk kritik af den italienske regerings håndtering af flygtningekrisen, eller hvad meningen var. Muniz’ vævende forklaringer nedtonede i hvert fald det kritiske potentiale: Båden var en ”platform”, et medierende tiltag til at få folk til at tænke over, og derefter måske få lyst til, at diskutere problemerne. Sådanne vage formuleringer vedrørende alvorlige emner er der efter min mening simpelthen ikke plads til, og det trivialiserer tragedierne i stedet for at tale om dem på en aktiv eller endog radikal måde.

På jagt i ruinerne
Ai Weiweis strategi går ligeledes ud på at udtale en form for generaliseret og uformuleret ‘kritik’ af verdens ondskab. For at ”gøre opmærksom” på denne har han også tidligere anvendt andres ulykke som et ‘fundet objekt’ til at lave kunst med. Han dukkede således op på ulykkesstedet for det store jordskælv i Szechuan i 2008, der kostede omkring 70.000 mennesker livet, for at indsamle dokumentation og materiale til kunstværker. Her omdannedes rovet bl.a. til installationen Straight (2008–12), der bl.a. har været vist på The Royal Academy i London og Faurschou Foundation i Nordhavnen.

Her brugte Weiwei tusinder af sammenkrøllede jerndragere fra knuste bygninger som råmateriale til et værk, der angiveligt, men på en udefineret måde, kritiserer de entreprenører, der havde bygget sikkerhedsmæssigt mangelfulde bygninger i Szechuan og tjent på det. Her finder jeg det igen fattigt, at Weiwei blot ”peger på” det selvindlysende faktum, at der selvfølgelig ikke har været benyttet nok armeringsjern.

Ikke pege!
På samme måde som Weiwei – i min optik – plukker sig lavthængende lækkerbidskener fra klodens humanitære kriser til brug i sit eget populistiske onemanshow, må man desværre sige, at Charlottenborg med sin variant af populistisk pseudoaktivisme, også er skyldig i en uheldig forfladigelse af rædslerne, når institutionen ikke forlanger, at kunsten skal udfolde et større potentiale, end det hidtil har været tilfældet.

Det er simpelthen ikke (n)ok, at kunstinstitutioners offentlige-rum-manifestationer bare ”peger på” verdens problemer. Det er nemlig ikke bare uhøfligt at pege. Det er også alt, alt for nemt.