Illusionens kraft

Randi & Katrine er trænede illusionister, der med et gennemført håndværk og en fintfølende humor og følsomhed giver hverdagsgenstande og omgivelserne et nyt liv og nye fortællinger, der både rummer et historiske dyb, en afvæbnende barnlig fantasi og til tider en politisk modstand til kulturens fremmedgørende mekanismer.

Duoen har eksisteret i over ti år, hvor de både har skabt store offentlige værker og udstillet ved en lang række udenlandske institutioner. Lige nu er de ret exceptionelt aktuelle med store udstillinger i både ARKENs kunstakse (Mellem Tårne til 1. nov.) og med jubilæumsudstillingen Follies & Faces på KØS – Museum for Kunst i det Offentlige Rum i Køge, der løber til 27. marts 2016 i museets rum og på ’Kunstruten’, der forbinder KØS i byens centrum og havneområdet i Køge, der undergår en massiv byfornyelse ledt af Køge Kyst (Realdania og Køge Kommune).

Udfoldet og forklaret – ikke problematiseret
Det er blevet til fem nye værker i det offentlige rum og en udstilling på museet med skitser, modeller og inspirationer fra duoens æra. Udstillingen i museet er inddelt i temaerne Folly & Pop, Have & natur, Hav & færge og Hus & Tårn og giver en mulighed for at kigge nærmere på en lang række af duoens værker gennem tiden som ’skitser’, forklarede modeller, udfoldet inspiration og italesesat proces.

Ligesom titlen og temaerne, virker denne del af udstillingen ikke synderlig dyb, fordi vi bevæger os på overfladen, i pop, readymades, konstruktioner og modeller, snarere end intentionen og den diskussion værkerne igangsætter.

Det er faktisk en smule affortryllende at komme bag kulisserne og få forklaret Randi & Katrines praksis, og det kunne man passende tænke lidt over. Måske er det fordi dybden sjældent ligger i processen og de valg, der ligger der, men i selve mødet med værket, i det afsluttede værks dialog med betragteren.

Som for eksempel Dessous d’un bois – skovbunden, 2014 fra en havekunstfestival i Lausanne, hvor en overdimensioneret myretue har indtaget stien og bænken i en park, hvilket oversætter myrens perspektiv, imens vi roder rundt i de sanselige kategorier og er nødt til tænke over, hvor og hvem vi er, og hvad der foregår.

Det samme gælder et af deres jubilæumsværker, Picnickurv (2004), hvor en overdimensioneret picnickurv på et lige så stort tæppe gav en oplevelse af at være blandt parkens små dyr – som de arbejdsomme mus og fugle i Askepot fx.

I begge tilfælde er der åbenlyst ikke noget særlig fantastisk i at komme ’bag om værket’ – tværtimod. Og hvis vi skal ’bag om’ værket ville mere polemiske diskussioner omkring erindring, krop, forbrugs- og oplevelseskultur, byudvikling og bygningskultur måske have været mere inspirerende.

Illusionens forførelse
Som en fællesnævner for Randi & Katrines værker finder vi opfordringen til at skabe en både fysisk og mental forbindelse til vores omgivelser, hvor det at se, røre og bruge ting knyttes til vores kultur, erindring, forestillingsevne og kropslige nærvær via kunstens legende illusion og kraft.

“Man kan lade sig forføre af illusionen eller prøve at pille den fra hinanden. Det interessante er, at begge ting er mulige på én gang. Vi vil gerne forføre beskueren til at gå med på legen.” lyder det fra Randi og Katrine i kataloget til udstillingen.

Jeg er ikke sikker på, jeg forstår den udtalelse, men vil mene at illusionen, forførelsen og legen er det vigtige her – ikke afsløringen, og hvilken kraft en sanselig illusion kan have i for eksempel oplevelsen af deres store installation under Sidney Biennalen, The Village (2014), hvor ’landsbyen’ bliver til en fin, kropslig og ret dramatisk allegori over familie, sammenhold og fremmedfrygt.

Fra kategori til kritik
Spørgsmålet er måske snarere: Hvor er illusionen og forførelsen interessant; i museets hvide sale eller det offentlige rum? Museets rum er i sig selv et illusionsrum, hvor vi forventer at blive forført og udfordret på vores kategorier, hvorimod illusionen i det offentlige rum snarere er en kritisk impuls.

Når det lykkedes for Randi & Katrine i institutionens rum, sættes vore kategorier for fx et transformatortårn ud midt på gulvet, hvor vi kan undersøge det som fænomen, for det er hvad kunstens institutionelle rum gør, og den ‘flytning’ (eller appropriation, som man siger i kunstteorien) mestrer de to billedkunstnere til fulde.

I det offentlige rum optræder værkerne lige ved siden af og i direkte sammenspil med mennesket og kulturen, hvilket gør det lille skred i forbindelsen mellem vores kulturelt indlærte kategorier, og det vi betragter, langt mere energisk og polemisk.

Og det er ikke en ubetydelig udfordring i en verden hvor nærmest alt er kultiveret, kategoriseret og kapitaliseret. Det er på mange måder et lille oprør, der skal få os til at se, mærke og tænke efter.

Modstand til vækstplanerne
Så når vi pludselig står foran et lille forfaldent skur klemt inde mellem siloerne i Søndre Havn, der nu er overrumplende smukt beklædt med tusinder af muslingeskaller (Muslingehuset, 2015), så er resultatet, at tiden går i stå og industriens produktivitet – for ikke at tale om den forkromede byfornyelse – afløses af nogle andre værdier: et langsommeligt nærvær med fokus på stedet, fortællingen, livet og sanseligheden.

Få skridt derfra støder vi ligeledes ind i en anden forfalden bygning – ’truet’ er måske den rette polemiske term, med den enkle titel The Barn (Laden), 2015.

Bygningen har med kunstnernes greb både fået en lille tilbygning, et gavlmaleri (et mønster fra den amerikanske quilt-tradition med nedarvede familiære og stedsspecifikke forbindelser) og små visuelle indgreb, der fører laden fra Søndre Havn og ind i en amerikansk, fortidig, landbrugskultur, der med disse få skred får understreget både det kulturelle dyb, vi betragter, når vi står overfor en lade og hvor fremmedgjort denne kultur er blevet i dag.

Kultur- og arkitekturhistorie forenes her harmoniskt i atter en kunstgenereret opbremsning på Søndre Havn.

Fra objekt til subjekt
På vej tilbage mod KØS møder vi endnu tre nye værker, skabt til udstillingen og stedet: En lille stiliseret skov (Skoven, 2015), der skaber lidt læ og siddeplads til fodfolk og øldrikkere på den vindblæste havn.

Tårnmanden (2015), der for enden af havnebassinet har taget plads, givet op midt i trafikken og nu sidder og stirrer med små lysende øjne mod horisonten.

Og sidst, Randi & Katrine-klassikeren The House in Your Head (2015), der refererer til deres gennembrudsudstilling herhjemme ved Gl. Strand med samme titel i 2008 og denne gang er endt som en forvandling af salonen Hair Atelier på gågaden overfor KØS. I det næste års tid har dette hus fået en ny overbygning og en særlig karakter.

Et mesterligt udført værk med fine og diskrete menneskelige træk, der flytter huset fra objekt til subjekt, fra passiv til aktiv – også i vores hjernebark.