Indgreb i stukstuerne

Jeg er netop trådt ind på Sophienholm, da jeg overhører to kvinders vurdering af udstillingen Form – Signage. De er tydeligvis hyppige besøgende på udstillingsstedet, men er alligevel overrumplet. De synes udstillingen er svær. De ved faktisk ikke rigtigt, hvad de skal mene.

For den som er velbevandret i samtidskunsten, er der på ingen måde tale om noget chokerende nyt. Som man også kan forvisse sig om i udstillingskataloget, viser udstillingen værker inden for det efterhånden meget veletablerede felt, man kalder ‘det udvidede maleri’.

Det er maleri, som ikke holder sig til fladen, men bl.a. bryder ud i udstillingsrummet og gør hele rummet til et maleri, sit materiale.

Maleri som tegnsætning i rummet
Titlen Form – Signage peger på den maleriske forms indgreb som tegnsætning eller ‘signage’ i rummet, og det er nok også med henblik på dette samspil mellem maleri og rum, at man har minimeret den skriftlige formidling i udstillingssalene til et skilt med kunstnerens navn.

Jeg tror lidt flere ord – fx på en gratis hand-out – havde hjulpet de to kvinder, jeg refererer til foroven. De vidste helt enkelt ikke, hvad de skulle kigge efter.

Kompetent og stilsikkert
Men det sat til side, så er der tale om en absolut stilsikker og kompetent interaktion mellem kunst og udstillingsrum.

De deltagende kunstnere er æstetiske eksperter ud til fingerspidserne.

Så hvis der er noget bemærkelsesværdigt ved denne udstilling, så er det egentligt, at den giver os chancen for at se en række dygtige danske og internationale kunstnere gå i stedsspecifik dialog med Sophienholms klassiske stukloftede rum.

Det sker både ved, at værkerne etablerer kontraster, der udfordrer rummene. Fx ved at overskride rummenes grænser som Torgny Wilcke og Troels Aagaard. Ved at presse sig ind på for små områder som Ellen Hyllemose eller Kerstin Gottschalk. Eller ved at arbejde med skarpe og krasse farver som Franziska Hünig og Nicola Stäglich.

Og det sker i dialogformer, der trækker lyset og naturen fra omgivelserne ind i udstillingen, og således snarere understreger rummenes karakter. Fx i Arne Schreibers samspil mellem åreringe og abstraktion.

Spor i overfladen
Jeg vil fremhæve særligt to rum. Det første er Marie Søndergaard Lolks installation, som bl.a. rummer en væg med sarte blå og grønne maleriske fragmenter, der samlet fremstår som dele af en husmur, på hvis facade et landskab antydes, næsten som en umærkelig refleksion eller skygge.

Det fantastiske ved Lolks arbejde er den finesse, med hvilken hun lader tegn træde frem i de maleriske flader. Maleriernes overflader viser den samme sensibilitet over for spillet mellem lys og skygge som Hammershøi, men sporet efter liv stopper ikke dér. Der er nemlig samtidig aftryk i malingen efter fodspor og stempler, og dertil har hun ladet støv sætte sig fast på malingen, som endnu et tegn på tidens gang.

Husk at besøge mezzaninen
Det andet rum, jeg synes er særligt vellykket, er Ruth Campaus. Det er placeret for sig selv på mezzaninen og er tilsyneladende både vanskeligt at gribe som kunstner – står der i kataloget – og let at overse for publikum. Hele tre gange bliver jeg skriftligt eller mundtligt mindet om, at jeg ikke skal overse mezzaninen.

Det vanskelige ved rummet er dets lave lofthøjde, men det har Campau forvandlet til en styrke ved at arbejde på gulvet.

Installationen består af forskellige gennemsigtige bemalede akrylplader, der danner et ujævnt stribet gulv.

Nogle af pladerne er ikke rullet ud, eller måske er de rullet tilbage?

Nu ligger de som rester efter en arbejdsproces, og det fungerer godt i forhold til rummets stemning af baglokale eller værksted.

Jeg kan også godt lide, at rullerne fører mine tanker hen på fortidens filmruller, hvor lysets aflejringer endnu ikke var fremkaldt til fuld synlighed. Også her er der en tegn-kvalitet på færde, som går videre end det rent maleriske, men peger på betydninger, der er ved at opstå.