Indre og ydre landskaber
Fem, unge nordiske kunstnere piller ved landskabsmotivets betydning og romantiske associationer i Fotografisk Centers udstilling Indre og ydre landskaber.
Fem, unge nordiske kunstnere piller ved landskabsmotivets betydning og romantiske associationer i Fotografisk Centers udstilling Indre og ydre landskaber.
Det er både beundring, kærlighed og kritik, der ligger til grund for kunstnernes forskellige fortællinger om landskabet som scene og ide på Indre og ydre landskaber.
Metal-romantik og skulpturlandskaber
”For mig er naturen den optimale kulisse. Alle kan relatere til den og alle har forskellige relationer til den. Den er tavs, men vækker mange følelser,” siger Johan Bergström, som hører til blandt de udstillende kunstnere.
I Bergströms fotoserie Pagan Postcards optræder det norske landskab som rå, frodige og til tider tomme natur-monumenter – akkompagneret af citater fra norsk black metal. Metalmusikken, hvori naturen fremstår som noget oprindeligt, underbygger i denne sammenhæng en romantisk fremstilling af motivet.
Ditte Knus Tønnesen skaber skulpturelle værker på baggrund af fotografier af det nordiske landskab. Ved at nedbryde motivet og gendanne det i nye billeder, reflekterer Tønnesen over forestillingen om den uberørte natur og ‘det konstruerede’ i menneskets måde at erfare landskabet på.
Fotografiske limboer
I finske Anni Leppäläs værkers spil mellem form, farve og lys opstår drømmeagtige scener, hvor natur og menneske sammenflettes. De flydende grænser bidrager til en visuel verden, hvor inde og ude, fysisk ramme og sindstilstand blandes sammen og indkapsles i udsnit af det finske landskab.
På lignende vis skelner Ingvar Högni Ragnarssons i sin motivverden ikke mellem natur og kultur. By, natur og menneskelige drømme relateres til hinanden i projektet Waiting, som undersøger menneskets konstruktioner af både natur- og urbane landskaber.
Tonje Bøe Birkeland iscenesætter rummet mellem fiktion og realtitet i sine værker, hvor hun figurerer som stand in for opdagelsesrejsende Luelle Magdalon Lumiére (1873-1973) og genopdager naturens storhed og uopnåelighed. Lumiéres rejste fra Norge til New York og hendes indtryk herfra indfanges i tekster, som man kan læse på udstillingen.
NB! Bemærk at udstillingen vises i Museumsbygningen, på Kastelsvej 18, DK-2100 Kbh Ø.
Fakta
Udstilling
Indre og ydre landskaber
16 aug 2014 21 sep 2014
Ditte Knus Tønnesen, Ingvar Högni Ragnarsson, Anni Leppälä, Tonje Bøe Birkeland, Johan Bergström
Banja Rathnov Galleri & Kunsthandel Se kort og tider
Fakta
Johan Bergström (f. 1978, Piteå, Sverige) er uddannet fra Fotografiskolen på Gøteborg Universitet (2007), og har tidligere udstillet på bl.a. Göteborgs Konsthall (2007), Skånes Konstförening (Malmø, 2009) og Nasjonalmuseet - Arkitektur i Oslo (2012).
Læs mere på: www.johanbergstrom.com
Tonje Bøe Birkeland (f. 1985, Bergen, Norge) er uddannet fra Bergen National Academy of the Arts (2012), og har tidligere udstillet sine projekter på bl.a. Cecilia Hillström Gallery (Stockholm, 2012) og Mullsjö International Photo Festival (Mullsjö, 2013).
Læs mere på: www.tonjebirkeland.com
Anni Leppälä (f. 1981, Helsinki) er uddannet fra University of Art and Design i Helsinki (2011). Hun har bl.a. haft soloudstillinger på Gallery Ama (Helsinki, 2013), Gallery Photology (Milan, Italien, 2012) og Barbara Gross Galerie (München, Tyskland, 2011).
Læs mere her: www.annileppala.fi
Ingvar Högni Ragnarsson er uddannet fra The Icelandic Academy of the Arts (2007).
Udover soloudstillinger på Reykjavik Photographic Museum (Reykjavík, 2012) og Gallerý Gyllinhæð (Reykjavík, 2006), har han også udstillet på gruppeudstillinger i Island, Brasilien og Tyskland.
Ditte Knus Tønnesen (f. 1982, Danmark) er kunstner og medstifter af projektrummet GREEN IS GOLD (København, 2011). Hendes seneste udstillinger inkluderer bl.a. Warm Moving Bodies (Amstel Park, Amsterdam, 2014) og The Naked (Marrakech Biennale, Morocco, 2014).
Læs mere på: www.ditteknus.com
Indre og ydre landskaber er en del af Fotografisk Centers nye netværksprojekt, der med denne udstilling og bloggen Nordic Exchange skaber fokus på ung nordisk fotokunst og unge fotografer i norden.
Udstillingen er kurateret af kunsthistoriker Kirstine Schiess Højmose i samarbejde med Fotografisk Center.
Udstillingen er støttet af Nordisk Kulturfond, Kulturkontakt Nord, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Frame Visual Art Finland, Letterstedtska Föreningen, Københavns Billedkunstudvalg, Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst, Statens Værksteder for Kunst, OCA Office for Contemporary Art Norway og DJ:Fotograferne.
Læs mere om udstillingen og Fotografisk Center her.
For henvendelse til Fotografisk Center, kontakt: +45 3393 0996 / info@photography.dk