“Jeg har aldrig gjort det….”

“Jeg har aldrig gjort det – og jeg vil aldrig gøre det igen”. Der er noget absurd over udsagnet, men det er også et intimt udsagn, potent for psykologiske ladninger.

Befinder man sig på Godsbanen i Aarhus i disse dage, kan man opleve udsagnet foldet ud i en installatorisk form, når Kasper Kaspar Bonnén sammen med Tanja Nellemann Poulsen præsenterer tekstbaseret kunst. Det sker i en udstilling, som er del af Projekt Art Writings program for 2014 med temaet Words 3D.

Hybridformer
Hvor skriften ellers holder sig til papiret og kunsten sig til billedet, er det her hybridformer, der er stillet ind på. Dette mellemfelt er pt. særdeles vitalt og vidtspændende. De historiske forudsætninger er blandt andet at finde i 1960’ernes konceptkunstpraksiser såvel som i konkretpoesien, hvor den visuelle, typografiske opsætning er sidestillet med digtets lydlige effekter og ordenes betydningsindhold. Koblingen mellem billede og skrift ligger da også lige for, al den stund sindet danner billeder ved læsning, ligesom billederne ofte kalder på sprogliggørelse og fortællinger.

Både Nellemann Poulsen og Bonnén har en skrivepraksis, der er tæt forbundet med deres billedkunstneriske arbejde. I mange af deres individuelle værker ses derfor ofte integration af tekst, der samarbejder visuelt og indholdsmæssigt med objekter og genstande i installationer.

Det private i det offentlige
På Godsbanen har de grebet det ret forskelligt an. Godsbanen er et kommunalt initieret center for kulturel produktion med værkstedsfaciliteter, teatersale, projektkontorer mm. Det er præget af mangfoldighed og visuelt støjende rum. Kasper Bonnén spiller intimt og skrøbeligt ud mod stedets offentlige karakter med en kulisseagtig selvbyggerbolig udendørs og en skramlet installation ved et indgangsparti, som den hastigt forbifarende måske kun når at opfatte som et ombygningsprojekt.

Selvbyggerboligen er en modificeret udgave af kunstnerens udstilling på Kunsthallen Gl. Strand sidste år, der kredsede om kunstnerens opvækst med sin skizzofrene mor, mens installationen ved indgangspartiet er en form for kropsliggørelse af det ovennævnte udsagn: “Jeg har aldrig gjort det – og jeg vil aldrig gøre det igen”. Teksten får form i et materialemæssigt forløb af møbel- og arkitekturstumper, døre, gibspladefragmenter, plastik og uprætentiøse materialer som tape, ståltråd og plantestængler.

“Alle ordene er ridset, savet eller lavet af forhåndenværende skrøbelige materialer”,  fortæller Kaspar Bonnén. “Det er et forsøg på at visualisere en relativ simpel sætning – at skabe en form for scene for en sætning, man så som beskuer kan træde ind i. Den her sætning er som en sætning fra en dagbog eller en popsang, og den har en meget personlig karakter – for mig har det et eller andet at gøre med bearbejdelse af skyldfølelse. Jeg har arbejdet en del med at italesætte noget meget privat og personlig i kunstrummet. At jeg har skabt installationen i materialer med stor porøsitet hænger på den måde sammen med sætningens skrøbelige karakter”.

For Bonnén er det væsentligt at lave mange forskellige ting og ikke kun stå i sit atelier og male malerier:
“At arbejde på den her måde er en måde at træde ind i et nyt rum med en ny umiddelbarhed. Det er en måde at gå imod professionaliseringen og få ny sensibilitet i sit arbejde”, siger han.

 
I dialog med stedet
Mens Bonnén rejser spørgsmål om grænserne mellem det private og det offentlige rum, spiller Tanja Nellemann Poulsen specifikt op til Godbanen som ramme for kulturproduktion.

“Mine tekstinstallationer fungerer i dialog med stedet og med de ting, der er her i forvejen”, forklarer Nellemann Poulsen om hendes tekster, der er opsat alle mulige (og umulige) steder på området i form af folieskilte, træudskårne billboards, vejhaneflag eller neontekst.

Det er ord eller korte tekster, som kommenterer stedet som et offentligt kulturelt produktioncenter – ofte dobbelttydigt, i cirkelforløb eller med spejlvendinger. Således modsvares “Hvor er fremtiden” af det spejlvendte “hvor er fortiden” i et skilt på området.

Tekster skal ses i kikkert
Selvom Nellemann Poulsen ikke vil kalde sig digter, føjer teksterne netop poetiske – og/eller politiske – dimensioner til stedet. “Om mit generelle arbejde med ord vil jeg sige, at jeg er optaget af det billedlige ved ordene – af det associative”, forklarer hun.

Tiltider skal man lede godt efter tekstudsagnene  – og nogle gange skal man bruge en kikkert. Eksempelvis udsiger en tekst i vinduet i en lejlighed på fjerde sal overfor Godsbanen: “Tillid til sprogets emhætter og karruseller”.

Kultur, kultur, kultur
Og på et billboard på arealets fjerneste krog kan man sande, at kultur er mange ting. Kultur kan både være “skovsøskultur”, “onlinekultur” eller “kulturby-g-punkt”.

“Der er jo mange forståelser af hvad ‘kultur’ er, fortæller Nellemann Poulsen. “Nogle siger, det er noget om vaner, nogle at det handler om civilisation og dannelse – andre gange er det et meget ‘floffy’ begreb. På Godsbanen er kulturen som en hvepserede med mange brugere på mange forskellige niveauer – det vil jeg gerne folde ud”.

På toppen af den gamle hovedbygning er et lille tårn og på spiret af den en vejrhane. Her har Nellemann Poulsen tilføjet en ekstra vejrhane med skriften “Kulturby 2017”

“Med mine installationer på Godsbanen kommenterer jeg også det paradoksale i, at Aarhus skal være kulturby i 2017. Det er paradoksalt i den forstand, at alt fokus er rettet på det, alle midler og penge. Det er som om, man siger, at Kulturen er derude i fremtiden – i 2017. Men kultur er her jo bare, den vokser op alle vegne – altid. Mit værk her er også en kommentar til en stereotyp og magtfuld forståelse af kulturbegrebet”, slutter Tanja Nellemann Poulsen.