En jonglør standser ikke op for at tælle boldene

Retrospektiv udstilling på Trapholt viser med al tydelighed, at Kirstine Roepstorffs kunst er kompleksitetens kunst, og at den storladent rækker ud efter universel balance.

Collagen har altid haft en central plads i Kirstine Roepstorff arbejde, og hun startede med vreden som brændstof. Vreden udsprang af en følelse af, at den måde, som verden blev repræsenteret på i mediernes billeder, var forenklet og utilstrækkelig. Derfor collagen, for i collagen kan billederne klippes op og sammenstilles med andre billeder og vise noget mere; noget mellem billederne, ved siden af dem eller bag dem. Collagen rummer potentialet for langt mere komplekse billeder.

I en stærk medieret og visuel kultur, som den vi lever i, er der kamp om billederne, og det ligger ligefor at agitere med entydige billedstatements. Her kan kunsten noget ganske andet, for mange kunstnere søger netop de meget komplekse billeder. Og selvsamme kompleksitet er en af kunstens store kvaliteter, hvis du spørger denne signatur.

Komplekse er i hvert fald Roepstorffs collager og desuden visuelt frapperende og særdeles inspirerende at opleve. De er kæmpestore, kropsligt indbydende og reliefagtige med materialebevidst brug af fotokopier, stof, papirklip og messing blandt andet – og den aktuelle, retrospektive udstilling med titlen Edicius & Lilith på Trapholt viser i fire sale et betragteligt antal af dem.

I udstillingen indgår desuden en større beton/messing-’arkitektur’ (Rehearsing density), en samling ophængte messingmobiler (Klangmenchen) og et helt nyt 45 m2 stort billedtæppe (Himmelfrø). Det hele virker ved første øjekast lidt kompakt installeret i de ikke så store rum, indtil man opdager, at de rumlige objekter samspiller med de væghængte værker i en form for udvidet collage.

At holde balancen
Det er sikkert ikke tilfældigt, at et af udstillingens åbningsværker er If balance stops and ask why, balance will die, for selvom billedet er et tidligt værk, forekommer “balance” stadigvæk at være et ledemotiv for kunstneren. En jonglør er igang med tre bolde foran et grandiost landskab med nåletræer, sø, bjergmassiv og solnedgang.

Men dette evige landskab er slet ikke varigt eller homogent, men flækket nødtørftigt sammen af billedfragmenter, stofrester og papirklip og desuden inficeret af et væld af mindre billedfremstillinger af eksplosioner, brande, krigsscenarier, demonstrationer og katastrofer. Balance handler om at være i en verden, der er i konstant tilblivelse og opløsning. Balance handler om flow.

Hvis man er jonglør, funker det ikke at standse op for at tælle boldene, men netop om at holde det hele kørende, som Roepstroff udtrykker det i den lille formidlingsfilm, der er tilknyttet udstillingen. Sådan er det også med god billedkunst. Analysen kommer til kort overfor værkets væren, og det er godt sådan.

Opdateret mytologi om det feminine og det maskuline
Titlen Edicius & Lilith henviser til et andet dominerende spor i udstillingen, nemlig forholdet mellem kønnene eller måske snarere forholdet mellem kvaliteter, som traditionelt knyttes til kønnene: det maskuline, det feminine.

‘Feministen’ Lilith, der optræder i jødisk folklore som hende, der kom før Eva og så sig selv som Adams ligekvinde, manifesterer sig i udstillingen i form en række kulsorte collager med ‘heksede’ titler som eksempelvis Black bitch with dried roots and other forms. Der er mørk urpower i disse billeder, men også en forfinet sarthed i form af de sirlige papirudskæringer og -fletninger.

Sortheden er her en positiv faktor, et modstykke til vores overbelyste kultur –  jævnfør Roepstorffs bidrag til sidste års Venedig Biennale, som netop var et opråb til fordel for mørket som stedet for vegetation og ny skabelsesproces.

Læs anmeldelse af Venedig-udstillingen her

Edicius – som læst bagfra danner ordet suicide (selvmord) – er kunstnerens selvskabte figur, og kan måske bedst forstås som forsøget på at etablere en ny mytisk figur, der personificerer en aktuel, spirende form for maskulinitet.

I udstillingens tredje rum er der collageserien Exercise without the frame med mænd, der poserer som modeller – altså hinsides den traditionelle rolle som dem, der ser på de kvindelige modeller – og i Fall going and we part ser vi i billedets forgrund to unge nøgne mænd på en klippe. De er klistret på et stort stykke indfarvet stof, der udgør collagens bageste plan og som skaber et  et lidt ubestemmeligt rumligt ‘skovunivers’ med fotokopi af et træ og lodrette stofstrimler, der agerer træstammer.

Er der ikke noget paradisisk over scenen? Men i modsætning til det bibelske paradis er her ikke æbler, men klynger af pærer på træerne.

Det kan – om man vil – ses som et opdateret skabelsesbillede, som peger på den følsomme og ‘poetiske’ maskulinitet, som er kultiveret frem igennem de seneste halvtres år.

Hvis man således tolker Roepstorffs univers lidt håndfast, må den maskuline kraft, der har drevet den menneskelige kultur frem til nu, ‘begå selvmord’ for at give plads til en ny maskulinitet i pagt med en mere nuanceret, cyklisk, ‘mørk’ og feminin fremtid. I hvert fald synes udstillingen at dreje omkring et behov for at omformulere forholdet mellem kønnene og skabe bedre balance mellem det mandlige og det kvindelige aspekt.

Livets flod
I det hele taget forekommer det, at Roepstorff er en kunstner, der ikke er bange for at tage skridtet ud på det dybe vand og forsøge at formgive intuitive fornemmelser om universel balance, om tæthed og diffusitet, om væren og om menneskers klange. Man kan få tanken, at kunstneren vil favne ‘alt’, og hvorfor ikke, kunne man spørge, selvom det selvfølgelig er et umuligt kunststykke.

Men Roepstorffs kunst er ikke begrænsningens eller entydighedens kunst, men en kunst, der antyder fornemmelser af, at klippeblokke, bladranker, træer, messingklange, avisudklip, stofrester der har absorberet farve, forår, efterår, tid, rum, mænd, kvinder og betonblokke udveksler og er del af den vedblivende strømmen gennem det, vi kender som livet.

Med Roepstorff er vi i sandhed vidne til et komplekst værk.