Jytte Rex – tanker om en pionér

“Hvad drømmer du om?” er et spørgsmål, man som beskuer får lyst til at spørge de mange kvinder, der på hver deres måde står centralt i kunstneren Jytte Rex’ værker. Jytte Rex’ billedepoetiske verden er drømmende og mystisk og viser os, at den logiske tankegang ikke altid skaber den egentlige logik, for for at finde den, må vi sanse os dybere ned i lagene.

Jytte Rex har netop været aktuel med udstillingen Eftersøgning på Møstings Hus, hvor hun både søgte tilbage men også frem. Hendes kunstneriske virke strækker sig helt tilbage til 60’erne, og gennem tiden har hun arbejdet tværmedialt med både tekst, film, maleri, tegning og fotografi.

På udstillingen i Møstings Hus kunne man opleve et stort udvalg af både ældre og nyere værker, her i blandt et nyt filmværk Eftersøgning. Et filmværk, der gennem en strøm af montageklippede billeder af alt fra naturfænomener og katastrofer til et ungt pars lidenskabelig kys forskyder både tid, sted og handling og viser os verden, som den er – fragmenteret, kaotisk og uforudsigelig. En verden, hvor katastrofen ikke længere kun udspringer fra naturen, men i højere grad fra mennesket.

Mange af de værker, der blev vist på udstillingen er såkaldte objekt-billeder, idet det er fotoemulsioner trykt på forskellige former for materialer såsom træ, metal og gips. En metode, der gør op med den traditionelle måde at trykke fotografier på og dertil tilfører en anden stoflighed, der nærmer sig maleriet. Fotografierne er fra Jytte Rex’ enorme arkiv og er alle forskellige i deres motiv, men fælles for dem er, at de er erindringsbårede fragmenter af det levede liv. Som beskuer får man følelsen af at være med på en rejse, der ikke skelner mellem det hallucinerende og virkelige eller mellem fortid og fremtid.

Jytte Rex’ værker er derfor ikke entydige, men derimod en sammenfletning af forskellige medier. På trods af det fornemmer man en klar sammenhæng mellem værkerne, selvom de hverken har deres eget eller et fælles narrativ. Hvad end det er fotografier, tekst eller film fremstår hendes værker som flydende øjebliksbilleder, der forsøger at gøre det usynlige synligt. Der laves, som Jytte Rex beskriver det; små sprækker i det fortrængte. Sprækker, der “tvinger” os til at reflektere over, hvad det er, der åbner sig op for os.

Begyndelsen til Jytte Rex’ kunstneriske virke
Men det begyndte alt sammen, da min mor rejste til Danmark, draget af en kærlighed, der viste sig håbløs og umulig, og som prægede hende for livet. Og det fortsatte med Kvindernes bog, hvor grunden blev lagt til en stor del af mit senere billedkunstneriske og filmiske arbejde.
(Jytte Rex: Kvindernes Bog, Gyldendal, 2004: s. 15)

Jytte Rex blev født i 1942, efter at Jytte Rex’ mor fire år tidligere var rejst til Danmark og væk fra det kort tid senere Hitler-besatte Tjekkoslovakiet. I Danmark blev Jytte Rex’ mor stormfuldt forelsket, men allerede i 1946 blev hun skilt og blev alenemor. Jytte Rex’ mor var venstreorienteret, men tysktalende, hvilket efterlod hende i en position som fremmed og isoleret i et land, hvor tysk var tabuiseret på grund af nazisternes besættelse af Danmark. En position, som krævede styrke at stå i – ikke mindst som kvinde.

Som Jytte Rex selv pointerer i det ovenstående citat, så har hendes mor sat et stort aftryk i hende, hvilket også ses tydeligt, idet Jytte Rex’ mor går igen som en nærmest ikonisk figur i mange af hendes værker. Der er derfor ingen tvivl om, at Jytte Rex’ mors historie blev katalysator for, at Jytte Rex igennem sit kunstneriske virke har haft behov for at skildre kvindernes liv.

Kvindefrigørelse
Jytte Rex gik på Kunstakademiet i København fra 1963 til 1969.  En periode, hvor mange kvindelige kunstnere satte fokus på kvinders frihedstrang i form af politisk og social løsrivelse. Kunsten var især præget af en opmærksomhed på samfundsengagement og det hverdagsnære, hvilket stod i stærk kontrast til den distancerede modernisme.

I 1968 dannede Jytte Rex sammen med en række kvindelige og mandlige medstuderende kunstnerkollektivet Kanonklubben. Ifølge Jytte Rex forsøgte Kanonklubben at sætte fokus på “(…) at skabe nogle nye og relevante sammenhænge mellem kunst, politik og almindelig hverdag.” (Jytte Rex: “Kvindebilleder i marts 70” i Billedet som kampmiddel. Kvindebilleder mellem 1968 og 1977. Informations Forlag (1977) s. 55)

Mange kunstnere eksperimenterede dengang med nye medier og udtryk, hvilket især sås indenfor kunstretninger som popkunst, installationskunst, konceptkunst, happenings m.m. Et af Kanonklubbens helt store projekter blev det første danske feministiske performance- og aktionsorienterede installationsprojekt, Damebilleder. Et projekt, der diskuterede kønsidentitet og kvinders afgrænsede position i samfundet og dermed havde til mål at skabe solidaritet mellem kvinder.

Kvindernes bog
Kvindeliv, kønskamp og solidaritet blev gennemgående tematikker i Jytte Rex’ kunstneriske virke efter Kunstakademiet, og i 1972 udkom Jytte Rex’ værk Kvindernes Bog.

Jeg havde nok en trang til at sætte lys på de mange skjulte styrker i den lukkede privatsfære. Og så har der også været en følelse af solidaritet med de mange kvinder og deres uudtalte fortvivlelse over manglende muligheder, at være socialt trådt på og være mentalt spærret inde. Og på trods af vilkårene så var mit projekt at se kvindernes farvestrålende gnister, deres erotik, varmen og elektriciteten. Kvindernes Bog er fyldt med sådanne billeder og beskrivelser, som trækkes op i virkelighedens overflade gennem kvindernes historie. (UDSIGT – Feministiske strategier i dansk billedkunst. Af kvinder på værtshus. Informations Forlag (2004) s. 79-82)

Med Kvindernes bog skabte Jytte Rex et kollektivt portræt af kvinden, hvor hun gennem et nærmest labyrintisk greb lader forskellige kvinders historier og ansigter glide ind og ud af hinanden. Det er ikke den “opdragede” kvinde, der taler, men den ufiltrerede kvinde, der søger og forsøger at gøre krav på sin identitet og ikke mindst frihed i en tid, hvor kønsrollerne var stærkt opdelt.

Når vi så gik på gaden, så gik jeg forkert, så stod jeg forkert, og så talte jeg forkert, og så lagde jeg forkert betoning på ordene. I virkeligheden talte jeg rigtigt, men for at have magt over mig og for at vide, hvor længe han havde magt over mig, så lærte han mig at lægge betoningen forkert.
(Jytte Rex: Kvindernes Bog, Gyldendal (2004) s. 115)

Jeg vil være en gazelle i mit næste liv, sådan et dyr der render rundt ude i skoven, og solen skinner ned (…). (Jytte Rex: Kvindernes Bog, Gyldendal (2004) s. 34)

Som disse to ovenstående uddrag viser, så varierer teksterne i længde, beskrivelser og tematikker, og ikke mindst fra hvilken generation kvinderne taler. Men alligevel minder Kvindernes bog os om, at selvom vi ikke er ens, så er der noget, der binder os sammen uanset tid og sted. Forfatteren Naja Marie Aidt, der har skrevet efterordet i bogens andet oplag (2004), skriver meget sigende om bogen:

Bogen vil ikke vise, at kvinder er ens, bare fordi de er kvinder. Stemmerne er primært båret af deres forskellige temperamenter. Og netop derfor bliver det klart, hvad det så ER, kvinderne har tilfælles, om de vil det eller ej, for mange af sammenfaldene handler netop om ydre ting, som påvirker dem – vilkår, status, andres syn på dem, andres og egnes forventninger til dem, muligheder og mangel på samme. (Jytte Rex: Kvindernes Bog, Gyldendal (2004) s. 353)

Selvom mange vil mene, at der er sket store samfundsmæssige forandringer siden 1970’erne, så er mange af de problemstillinger, der findes hos kvinderne i Kvindernes bog, de samme som i dag. Dette vidner endnu engang om, at kvinden er dybt underrepræsenteret inden for en lang rækker områder i vores samfund i dag, og at der fortsat er sociale og politiske kampe, der skal kæmpes. Forskellen er dog – fra dengang til nu – at vi står i en mere privilegeret situation, idet der er nogle, der har kæmpet før os, og dermed har gjort sig erfaringer, vi kan gøre brug af. Erfaringer, der aldrig kan blive forældet, men derimod er vigtige vidnesbyrd, der kan give os redskaber til at forstå os selv og de problematikker, vi står overfor i dag.

Vi lever i en tid, hvor der advares mod en stigende underminering af demokratiet, og at vi derfor er ved at gentage historien. En af dem, der har pointeret dette, er den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright. Ligesom Jytte Rex, ved hun, hvad kvinder har kæmpet for i generationer og bruger blandt andet dialogen mellem kvinder som et middel mod disse uønskede tilstande.

(…) women have an obligation to help one another. In a society where women often feel pressured to tear one another down, our saving grace lies in our willingness to lift one another up. (…) I would welcome an informed dialogue that crosses generations. We have much to learn from one another. (Læs artiklen med Albright her)

I dag er der fortsat brug for solidaritet og kollektivitet, før der sker en egentlig handling. Dette ses blandt andet med #metoo-kampagnen, der har været med til at give kvinder såvel som mænd mod til at tale højt verden over. Det er netop sådan et sammenhold, der fornemmes i Kvindernes bog, og det, som har givet dem mod til at stå frem og være sig selv. Kvindernes bog er derfor lige så aktuel og berigende i dag, som i 70’erne. Den husker os på, at der er ting, der går igen i ethvert menneske, uanset hvilken generation man er fra, nemlig drømme og længsler efter at blive accepteret og behandlet som det menneske, man er.

Et sammenhængende udtryk
Der er mange værker, man kunne have lyst til at komme nærmere ind på, for gennem årene har Jytte Rex været yderst produktiv. Hvis man skuer ud over hele hendes kunstneriske virke, så har det båret præg af mødet mellem banaliteter – det drømmene, mystiske og erindrende. Der er på den måde et klart sammenhængende udtryk, der går igen, hvad end det er hendes film, tekster eller fotografiske værker. Som beskuer bliver man forført ind i et sanseunivers, hvor der efterlades plads til vore egne drømme. Det er som om værkerne har en form for magisk slør over sig, hvor intet står klart, men alligevel føles det som en afsløring af verden.