Ka’ De li’ østers?

Med gruppeudstillingen Oyster på Galleri Jacob Bjørn er der blevet skabt rum til refleksion og eftertanke med en vellykket sammensætning af værker, der rent formmæssigt spænder fra konceptkunst til maleri og tematisk dyrker en reflekteret krop og sansning.

Udstillingen har fået navnet Oyster, og ligesom hos den dekadente spise åbner der sig i galleriet en rå verden af spiselige, levende organismer. Man skal ikke dykke længe ned i værkerne, før man opdager flere små perler, og alle har de det tilfælles, at de inviterer beskueren til at komme i en trancelignende tilstand, hvor kontemplative overvejelser for alvor kan få lov at indfinde sig.

Kropslige forbindelser
Maiken Bents trapezlignende skulpturer syet som patchwork af tekstiler i forskellige farver og mønstre er noget af det første, man møder i udstillingen. Værkerne hænger ned fra loftet i lænker, og de er på konfronterende vis blevet placeret midt i rummet på en måde, så det som besøgende er umuligt at undgå at forholde sig til det.

Trapezerne i det første rum refererer gennem form og farve til Ted Gahls to meter høje værk, som hænger i forlængelse af skulpturerne. Faktisk kan det være lidt af en udfordring at betragte Gahls værk uden ikke også at forholde sig til Bents abstrakte skulpturer. Med værkernes placering i rummet kobler man sig rent fysisk til værkerne, og med lænkerne i Bents skulpturer, som giver associationer til noget sadistisk, ender det med at blive en makaber og smertelignende tilstand, som man befinder sig i.

Hvor Bent eksperimenterer med forskellige materialer og objekter, som ikke ellers ville passe sammen, befinder Gahls malerier i udstillingen sig på mange måder inden for en mere klassisk genrebetegnelse. Med sine abstrakte lag på lag malerier trækker han kunsthistoriske linjer tilbage til gamle kendinge som eksempelvis Rauschenberg og Rothko.

Gahls malerier er et eksisterende bevis på, at maling på lærred stadig kan noget. Dette ”noget” er i Gahls maleriers tilfælde at skabe refleksion og engagement hos sine beskuere. Man kan vælge at lede efter motiver og figurative symboler, men man kan også ”bare” vælge at tage abstraktionen og de klare farver ind på en intuitiv og kontemplativ måde. Sidstnævnte er helt klart anbefalelsesværdigt.

Intuitive opdagelsesrejser
Men som det også forholder sig i Wolfgang Voegele og Humberto Poblete-Bustamantes værker, er det ikke muligt at opretholde trancen ret længe ad gangen. Som det ofte sker, når man betragter abstrakte malerier, bliver man hele tiden i tvivl om, hvordan man skal se på billederne. Skal man fx betragte det på klos hold eller stå langt fra værket? Også her skabes en relation mellem værk og betragter, som indbyder til, at man faktisk også forholder sig kropsligt til det, man ser. Og jo længere tid, man kigger på Gahl, Voegele og Poblete-Bustamantes værker, jo flere motiver og figurer vil man opdage i dem.

Værkerne bliver en opdagelsesrejse i sig selv, og der fremkommer nye motiver ved hvert nyt øjekast. Som hos Gahl forsvinder også motiverne i Poblete-Bustamantes værker, og det bliver betragterens egen intuition, som kommer i centrum frem for symboler og figurative spejlinger og genkendelser. Oplevelsen bliver i høj grad meditativ samtidig med, at man i de tykke penselstrøg fornemmer kroppens bevægelser under hvert enkelt værks tilblivelse.

Tilfælde af tilfældigheder
Hos Voegele er det også en søgen efter repræsentationer, figurer og motiver, som man kan genkende fra den virkelige verden, der kan fremhæves. Når man har opdaget et genkendeligt motiv, kan det forsvinde lige så hurtigt, som det er opstået. Men nye motiver tager hurtigt form og viser sig på lærredet i malingen, og Voegeles værker kommer – ligesom udstillingen i sin helhed – til at forekomme som en række af tilfældigheder. Men intet er i virkeligheden tilfældigt i denne udstilling – bortset fra de refleksioner, som værkerne afstedkommer hos den enkelte betragter.

Oplevelsen af tilfældigheder er også et tema, som synes at befinde sig i Graham Collins’ værker. Brugen af forskellige materialer præger værkernes form og materialitet. Genbrugt træ, malede lærreder, glas og vinduesfarve forenes i en kombination, som man kunne forestille sig ville virke rå, ufærdig og tilfældig, men som faktisk viser sig at være det stik modsatte.

Som i Bents skulpturer fungerer sammensætningen af de forskellige materialer også i Collins’ værker. Og som betragter bliver man mindet om sin egen eksistens og kropslige tilstedeværelse gennem glaspartiets refleksion, som samtidig betyder, at man ender med næsten at gå i et med dem. Dette moment tilbyder udstillingen effektfuldt i sin helhed.

Meditative tilstande
Sammen med Bent og Collins placerer også Francesca Capones værker sig rent genremæssigt uden for det klassiske maleri. Med tråde væver Capone sine egne historier, som hun fortæller helt uden ord. Vævning som arbejdsform er en langsommelig proces, og modsat i mange af udstillingens andre værker er førstehåndsindstrykket af Capones værker ikke, at noget som helst skulle være tilfældigt.

De sirlige linjer er med al sandsynlighed lavet med dyb koncentration og præcision, og i værkerne fornemmes den meditative arbejdsproces tydeligt. Som beskuer adopterer man denne tilstand samtidig med, at trådenes ordløse historier er med til at pege på, at udstillingen i sin helhed kan opfattes som et sted, der kan rumme alle refleksioner over vores egne kropslige eksistenser.

Oyster på Galleri Jacob Bjørn præsenterer en fyldestgørende kombination af værker, og sammensætningen virker på én og samme tid pirrende tilfældig og forløsende gennemtænkt. Med andre ord formår udstillingen at opretholde en balance mellem tilfældig harmoni og planlagt dissonans.