Kærlighed på Brænderigården

Et ord på ni bogstaver
På vejen op ad trappen fra stueetagen til 1. sal i Brænderigården i Viborg, kan man på væggen opleve et relief af Lone Høyer Hansen. En hurtig granskning af værket åbenbarer teksten ”. A Four Letter Word. Da udstillingen, der for tiden finder sted i kunsthallen, hedder Kærlighed, er det såmænd ganske enkelt at udlede hvilket ord, der er tale om. Det vil i al fald være ret indlysende at udelukke ’hate’.

Kærlighed i en billedkunstnerisk sammenhæng er nok oftest skildret i forholdet mellem mand og kvinde. Emnet rummer et utal af perspektiveringer; men i bund og grund eksisterer der to udgaver af kærlighed: Den gengældte og lykkelige, som får mennesker til at glemme tid og sted – og den ulykkelige, som vel overvejende akkumulerer et behov for blot at glemme?

Hjerteblodet størknet
Netop Lone Høyer Hansens rum på Kærlighed er bygget op omkring skulpturinstallationen Memoire fra 2002, som består af et stykke bomuldsstof, der er placeret i forbindelse med en trækonstruktion. Denne kombination fremstiller et objekt, der associerer til en anordning, hvormed man kan udvinde saft af bær. Nede i stoffets hulrum befinder sig tilsyneladende en rød væske; men hjerteblodet fremstår i størknet form. Værkets udførelse i uprætentiøse og spinkle materialer afføder en skrøbelighed, som er ét af kærlighedens kendetegn.

På væggene i samme rum er bl.a. placeret forskellige symboler på kærlighedens evige følgesvend, lidenskaben. I relieffet Stak Ånde optræder f.eks. spermatozolignende former bøjet overbevisende i neon. Et højt, rødmalet, organisk objekt er ledsaget af et gammelt kinesisk digt med titlen Til Dig: ”mit hjerte følger dit som krop skygge”. Et stort emne kogt ned til syv ord af Tsui Chung Yung for mere end tusind år siden.

I naborummet har Martin Erik Andersen i sin installation One for loss and one for losing ligeledes udført sit budskab i lysende neon sammenkoblet med udklip fra Anders And-bladet samt små fragmenter af strikke- og hækletøj.

Kitchet humor
Lilibeth Cuenca Rasmussen har i de senere år udgjort et markant element på den danske samtidskunstscene. Ved åbningen af Kærlighed udførte hun en performance, der kan ses som videoinstallation, så længe udstillingen løber. Mens hun danser en fiks orientalsk dans, afsiger hun indigneret en rap, som klart signalerer, hvad hun mener om at blive overset på kærlighedens store marked.

Scenografien består af et stort kludetæppe i filt med eksotiske motiver. Værket i sin helhed fremstår charmerende og corny ud over alle grænser og tilkendegiver, at racisme ikke kun er noget, der praktiseres af et lands oprindelige befolkning. Den optræder også nydanskere imellem. ”Får han mon opfyldt sit begær, når han knepper den sorte mær…”, hedder det bl.a. i sangteksten. Det er stærke sager, men værket rummer samtidigt så megen kitchet humor, der fungerer overbevisende i kontrast til det udtalte. Lilibeth Cuenca Rasmussen har asiatiske rødder.

Bonnéns statements
Maleren Kaspar Bonnén besidder en sjælden evne til at skabe perspektiv i sine malerier, uanset om han beskæftiger sig med rumlige kompositioner eller – som her – symbolladede statements. ”Du er stadig i mine tanker”, hedder det i ét af de kvadratiske malerier fra 2007, som Bonnén er repræsenteret med på udstillingen. I en anden klart anskueliggjort komposition hedder det: ”Husk at spørge om hendes ønsker til fremtiden”. Det første udsagn beretter om tab eller savn. Det andet om kærligheden som funktionelt begreb. Det er vel altid hensigtsmæssigt at være praktisk forberedt, selv i dén fase af livet? Enhver ved jo, at kærligheden er en ofte flygtig og skrøbelig størrelse.

Det sidste viser Kaspar Bonnén i en fotoserie, hvor han bogstaveligt søsætter et statement, der siger ”Jeg vil altid elske dig”. Dette løfte kan over et livsforløb synes umuligt at overholde, og det rummer da også i sig selv noget klichéagtigt, som var det taget ud af trivialkulturens overskudslager. Vandet opløser også hurtigt tekstens betydning, der således optræder flydende i mere end én forstand.

Skåret ud i pap
Hos Martin Erik Andersen og Lone Høyer Hansen, som er udstillingens ældste deltagere, oplever man temaet bøjet i neon. Hos udstillingens yngste deltager, Heine Klausen, bliver det i bogstavelig forstand skåret ud i pap. Et større antal collager med tekster, som man genkender fra blandt andet pophits og som relaterer til kærligheden på den ene eller anden måde, er placeret i et regelmæssigt forløb på udstillingsrummets vægge. Det brydes af enkelte andre collager, hvor hovedmotivet er udsnit af tatoverede personer. Dette motiv går igen i en del af nogle karakteristiske skulpturer, forarbejdet i træplader og demonstrerende et righoldigt udvalg af denne permanente kropsudsmykning.

Det er ikke den klassiske sømandstatovering eller proletardrukkenboltens favoritsymboler, som udgør det motiviske omdrejningspunkt i disse tatoveringer. Her ses eksempler på dramatiske og voldsomme tegninger, som kun i begrænset grad skaber forbindelser til hovedtemaet. Ikke desto mindre ser man hjertet med den indlysende tekst ”Thicker than Water”. Igen må det være hjerteblodet, der refereres til.

Ellers er der ingen grænser for, hvor meget horror og gru, man kan vælge at lade sin krop udsmykke med. Man kan også forelske sig i en japansk geisha og lade hende være hovedmotivet på sin overkrop. Artificielt udført med vifte, kåbe og en myriade af detaljer.

Blomster og bier
I Michael H. Kirkegaards rum er der ikke så meget at tage fejl af. Bistaderne på Lüneburger Heide består af nogle specielle kurvelignende genstande, som er fotograferet og indrammet i groft forarbejdede rammer. Nærbilleder af forskellige blomstertyper bliver vist på samme måde og hele denne ruminstallation, der meget naturligt bærer titlen Blomsterne og bierne, understøttes af en lydkulisse, som befinder beskueren sig midt i sværmen.

Dorte Jelstrups rum på udstillingen består af en serie objekter og fotos, der sammen med nogle Matisse-inspirerede tegninger af sære androgyne individer, sammenfattes dels som vægobjekter og dels i en installation, af noget violet stof i både glat og draperet form. I det hele taget er violet en gennemgående farve i dét rum; men om det er dén kendsgerning, der efterlader denne skribent med lidt afmålte følelser i forhold til værket, skal jeg lade være usagt.

Idé og kuratering
Idégrundlaget bag udstillingen Kærlighed er udviklet af Brænderigårdens kunstneriske leder Karen Lintrup og Bodil Billeskov Bøving, indehaver af Galleri Hummeluhre i Århus. Bodil Billeskov Bøving har efterfølgende fungeret som udstillingens kurator med afsæt i et segment af kunstnere, som hun har haft en tillid til kunne bidrage med værker, der refererer til emnet. Kunstnerne tilhører forskellige generationer med, som tidligere nævnt, Lone Høyer Hansen (født 1950) og Heine Klausen (født 1978) som de aldersmæssige yderpunkter.

Hvis man medregner kuratoren, er der kønsproportionel balance; men ellers er det svært at gennemskue de kunstneriske kriterier for at blive udpeget til en udstilling, der faktisk – i langt de fleste tilfælde – tager et omfattende emne under original og kærlig behandling.