Kan denne udstilling fremme medfølelse for migranter?

Udstillingen Forbindelser – danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien på Statens Museum for Kunst handler om migranterfaringer, og blotlægger manglen på sammenhæng og solidaritet snarere end forbindelser mellem forskellige kulturer. Men det forhold kan man også lære noget af.

At forbinde handler om knytte noget, der var adskilt, sammen. Skabe mellemled, passager, broer eller overgange.

I udstillingen Forbindelser – danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien har kurator og Ph.d. stipendiat Tijana Mišković samlet syv kunstnere, som alle med enkelte undtagelser er kommet til Danmark som børn med deres familier på flugt fra krigene på Balkan i de tidlige 1990’ere. Med immigrationen fra dette specifikke geografiske område til Danmark som afsæt vil udstillingen sætte aktuelle migrationsspørgsmål på dagsordenen. Om udstillingens ærinde og aktualitet siger Mišković:

“I en tid præget af landflygtighed er det vigtigt at sætte fokus på de forbindelser, der opstår mellem forskellige lande og kulturer. Kunst kan skabe meningsfulde forbindelser på tværs af den kløft, som migrationen har skabt.“

Med dette i baghovedet er det bemærkelsesværdigt, hvor få forbindelser der i virkeligheden manifesteres i udstillingen. Det er snarere kløften, der blotter sit gab, splittelsen og den manglende bro, der er present.

Vores grænse er i Kroatien

Når man ankommer til udstillingen er således det første værk, man oplever, Nermin Durakovićs droneoptagelse af grænsedragningen mellem Kroatien og Bosnien Hercegovina foldet ud på en storskærm. Som et ar skærer grænsen sig gennem et skovfyldt bjergområde.

Our Border er værktitlen, for det er vores ‘danske’ grænse. Da Kroatien er medlem af EU – og Bosnien Hercegovina ikke – er det hér, vi sætter foden i for adgang fra flygtninge fra krigs- eller fattigdomsramte lande fra det globale syd.
Hvilken finger til forestillingen om ‘forbindelse’!

Og Nermin Duraković fokuserer i sine øvrige bidrag til udstillingen ligeledes helt skarpt på de politiske forhold, der obstruerer muligheder for at skabe, ja, forbindelser og solidaritet mellem mennesker, der kommer fra forskellige lande og kulturer.

Se blot hans plakatværk med den klare grafik: MULTICULTURALISTS, PLEASE DEAL WITH THE DANISH RACISM AND LEAVE US FOREIGNERS ALONE.

Værket fra 2018 refererer til Superflex plakaten Foreigners, Please Dont Leave Us Alone with the Danes, 2002 (som igen var planket fra det parisiske graffiti-slogan “Etrangers, ne nous laissez pas seuls avec les francais”), men står jo også som et selvstændigt, krast udsagn til den skel-sættende og uforbindende ‘udlændingedebat’.

Og i sin installation (Re)arranging (2009-) har kunstneren med tape markeret et ca.12m2 stort rum på gulvet. Placeret inden for rektanglet er en (køje)seng, et bord, to stole og to skabe – omarrangeret som udtryk for trods og kreativitet. Institutionsmøblerne stammer fra et dansk asylcenter fra 1990’erne, og de 12 m2 svarer til størrelsen på de rum, asylsøgerne fik tildelt.

Det er flygtningelejrens undtagelsestilstand, hvor der gælder andre regler for ‘andre mennesker’, og det bliver helt nærværende her i udstillingen, hvor det klaustrofobisk tætmøblerede rum er sat som udråbstegn i kontrast til kunstmuseets højloftede og pompøse rum. Som Rikke Hansen redegjorde for i sin analyse af værket i en artikel på kunsten.nu er dette undtagelsesrum også et udelukkelsesrum.

Læs også: Kunst skaber nye rum – og nye rum skaber nye tider

Et ulige ægteskab

Udstillingen Forbindelser er næsten symbolsk og stedmoderligt henlagt til det imposante mellemrum mellem det gamle SMK og den moderne tilbygning – et mellemrum som i parentes bemærket bare på ingen måder fungerer som udstillingsrum.

Bevæger man sig fra Durakovićs asylcentermøblement i den ene ende helt ned i den anden ende, finder man Ana Pavlovićs værker, som nok er dem, der er tættest på at passe ind i udstillingens tematiske fordring.

Proposal (2018) er en syv minutter lang video med udgangspunkt i Pavlovićs egen historie. Som 23 årig kom hun i 2000 til Danmark med håbet om bedre levevilkår og fremtidsmuligheder, og værket kredser om en brev- og fotoudveksling med moderen derhjemme i Serbien. Vi forstår, at hun skal giftes med en dansk mand – også at hun er rådvild, for manden er såmænd sød og rar, men også en lidt initiativløs vatnisse. Underteksten er, at ægteskabet giver adgang til opholdstilladelse i Danmark.

Altimens vi får oplæst fragmenter af brevene, ser vi et par hænder klippe personer ud af fotografierne for at sætte dem sammen i aparte collager, der søger at forbinde familien i Serbien med de nye danske bekendtskaber – og det hænger netop ikke helt sammen. Et stilfærdigt men ganske effektivt værk, der viser noget om de personlige brud og det manglende tilhørsforhold, der er en del af migrantens lod.

Syet af tøj fra krigsofre

Vi får andre glimt af den virkelighed. Vladimir Tomić minder undtagelsestilstanden i sin film Flotel Europa (2015) om skibet, der i 1990’erne var flygtningelejr for bosniske flygtninge i København, og hvor Tomić som dreng boede i tre år. Suada Demirović hækler et verdenskort, som viser familiens spredning rundt i verden (Home – the Terrible Beauty of Unbelonging), og Alen Aligrudić beder os melankolsk om at tage postkort fra et land, der ikke længere eksisterer (Greetings from Yugoslavia (2006-21).

Og så er der krigstraumet. Amel Ibrahimović viser et samlesæt til en kiste til ligdele (netop ikke hele lig) opgravet fra massegrave, mens Ismar Cirkinagić har skabt et stort installatorisk værk, hvor murbrokker ligger på gulvet i et system, som markerede de en plantegning eller et fundament til et hus, der ikke findes. Henover er hejst store sejl syet sammen af store mængder beklædningsgenstande, skjorter, t-shirts, shorts.

Hos Cirkinagić ligger betydningen i høj grad indlejret i de materialer, installationen er bygget op af. Således er sejlene syet af tøj, der har været båret af mennesker, som har mistet livet i krige og politiske konflikter forskellige steder i verden, ligesom bygningsfragmenterne er indsamlet fra konfliktramte områder. Fra Bosnien-Hercegovina, hvorfra Čirkinagić stammer, men også fra Kroatien, Egypten, El Salvador, Guatemala, Honduras, Israel, Nordirland, Palæstina, Sydafrika, Serbien, Syrien, Uganda og Ukraine.

Ikke mindst materialiteten rammer på den måde i maven. Vi er hinsides det symbolske. Der er ikke ‘malet’ med dyre kunstnerfarver købt i en art-biks, men derimod med selve bevismaterialet på død og ulykke – en realitet som ikke er abstrakt mange steder i verden, men som er svær at fatte, når man bor i et land, der er forskånet for krig. Men taler vi om migration, er det også væsentligt at tale om krigserfaringer og traumer.

Jeg tænker ikke, at dette er et propagandistisk eller politisk værk i snæver forstand. Snarere taler det trods sin monumentalitet tyst, sørgmodigt og rørende om menneskelig lidelse, der – ikke mindst i kraft af sin materialitet – bliver nærværende selv her på det renvaskede, danske kunstmuseum.

Hvorfor national vinkling

Et par enkelte forbehold: Jeg synes præmissen med at vise kunstnere med rødder i et specifikt område, det tidligere Jugoslavien, er lidt problematisk. Hvorfor denne nationale vinkling, og på hvilken måde er den produktiv i en udstilling, der vil tale generelt om migrationserfaringer?

Og så kunne man måske savne elementer i udstillingen, der også indeholdt mindre tilbageskuende værker og behandlede erfaringer med at leve længe i en ‘fremmed’ kultur. Når nu udstillingen hedder Forbindelser, og kunstnerne har været i Danmark i 20-30 år.

Men som etnisk dansk besøgende er jeg måske ikke den primære målgruppe for en udstilling som denne. Som hvid, midaldrende, europæisk mand har jeg jo langsomt måttet lære, at ikke al kunst skabes til at spejle min erfaringshorisont. Det kalder på ydmyghed.

Men alligevel er det vel også en del af meningen med udstillingen, at sådan en som jeg får mulighed for tilnærmelsevist at forbinde mig med andre erfaringshorisonter.

Der er selvklart de strukturelle, politiske og magtideologiske obstruktioner, som Nermin Duraković spider, og som udfordrer til selvkritik. Danmark tager sig ikke venligt ud som modtagerland. Er det fordi, vi er afstumpede og mangler evnen til medfølelse? Der er selvfølgelig magtkampen om at få eller beholde den bedste del af kagen og hele automatikken med at projicere alle skyggesiderne ud på andre (samt de populistiske megafoner, som nærer dét karaktertræk ved mennesket). Men lige så meget tror jeg, det handler om, at mange har svært ved at forbinde sig med ‘de fremmede’.

For det er jo i virkeligheden ekstremt svært virkelig at sætte sig ind i andre menneskers virkelighed (og det gælder altså ikke kun for danskere – ikke kun for tilhængere af Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige etc.), men evnen til medfølelse er alt andet lige noget af det allervigtigste at kultivere netop nu i en tid med global overophedning, uro og voksende landflygtighed.
Måske kan Forbindelser hjælpe os lidt med det?