Kan vi lære noget af træerne?

Pia Rönicke kigger dybt i skovene, deres biologi og deres historie i en tankevækkende udstilling på Munkeruphus.

Forestil dig, at alverdens træer begik kollektivt selvmord for at straffe menneskene for deres rovdrift på dem. Konsekvensen ville være, at stort set alt andet liv på planeten ville uddø på ganske kort tid. Træer og skove er ikke bare noget, der er derude, som vi kan gå tur i; de er en betingelse for, at vi andre er her. De er langsomme, men altid i bevægelse. Måske kan vi ikke blot lære at passe bedre på dem, men også lære noget af dem?

Sådanne tanker ligger bag Pia Rönickes meget konkrete projekt om skovene, deres planter og svampe, som hun har undersøgt fra mange forskellige vinkler – de sidste tre år med fokus på den skovfyldte svenske provins Gävleborg.

Her har hun undersøgt de østsvenske skove og deres historie i dybden, hvilket blandt andet har udmøntet sig i den lange dokumentarfilm Drifting Woods, der på kalejdoskopisk vis samler viden og beretninger, såsom den om ‘skovfinnerne’, der vandrede hertil i 1500-tallet for at arbejde med at fælde træområder, dyrke jorden som svedjebrug og fabrikere trækul. Ligesom skovene ikke kender til landegrænser, har skovfinnerne levet som en minoritet, der blandede finsk og svensk kultur og sprog.

Filmens kaleidoskopiske kompositionsprincip præger også de tilhørende montrer, hvor forskellige tids- og indholdslag krydser og forbinder hinanden på kryds og tværs. Det gennemsyrer hele projekter, at naturens organisering af menneskene altid også er politisk. Vi har i århundreder betragtet naturen som en ressource, der kunne udvindes med profit for øje og bruges som redskab i vores stadigt mere avancerede livsformer.

Styrken er her, at Pia Rönicke ikke forbliver i en abstrakt, besværgende kapitalismekritik, men forholder sig nuanceret og med grundig research til helt konkrete eksempler på konsekvenserne af vores omgang med skovene.

Det gælder blandt andet ideen om fælleden i bred forstand, altså de fælles naturområder, som ingen private ejere har, og som derfor ikke bruges til profit, men til almenvellets bedste. I midten af 1800-tallet blev dele af de svenske skove udstykket og privatiseret som en del af industrialiseringen, og trods den nøgternt dokumentariske tone hos Pia Rönicke fornemmer man, at det var her, det gik galt, at det var her balancen tippede fra at bruge skoven i et mådeligt omfang til en massiv rovdrift.

Nyholisme

Pia Rönicke indskriver sig delvist i en større tendens, man kan iagttage i disse år i både filosofi, kunst og videnskabsformidling; en tendens, man kunne kalde for ‘ny holisme’ eller ‘ny materialisme’. Den adskiller sig fra dét, man normalt forstår ved holisme, ved at være fokuseret på det materielle snarere end på det spirituelle, og den adskiller sig fra den klassiske materialisme ved at anskue alle former af materien som indbyrdes forbundne, især de levende.

Et konkret eksempel: Inde i mennesket er der en gigantisk mængde bakterier, vi indeholder mere bakterie-DNA end menneskeligt DNA, og vi er dybt afhængige af det økosystem, der er inde i os, samtidig med at det er i konstant udveksling med miljøet uden for os, ikke mindst når vi spiser og går på toilettet. Og så videre. Vi er stadig indlejret i naturen, samtidig med at vi har en gigantisk og efterhånden fatal indflydelse på den.

Det er der ikke noget nyt i, men hvis man for alvor tager konsekvensen af det, er man nødt til at vende sig polemisk mod den herskende humanisme, der sætter mennesket på afstand af naturen som et åndsvæsen, der har til opgave at administrere den.

Hvis ikke vi er åndsvæsener sat på jorden af Gud til at herske over naturen, men i stedet et biologisk væsen blandt andre, der blot i kraft af en avanceret hjerne har formået at opbygge en uhyre kompleks civilisation, så er vi nødt til at kigge anderledes på den.

Og det indebærer også at lytte til skoven. Ikke nødvendigvis at kramme træerne eller sværme naturromantisk for en dyb, spirituel forbindelse mellem os og træerne.

Hos Pia Rönicke handler det blandt andet om, hvordan skoven ikke er et afgrænset område, men en nomadisk organisme, der vandrer og er i konstant forandring. Og hvor træerne ganske vist ikke har en bevidsthed, men dog reagerer på, hvad der sker med dem og oven i købet kommunikerer med hinanden via et komplekst system af underjordiske svampe. Svampene er også med på udstillingen i form af værket Ghost Flowers, en række spøgelsesagtige aftegninger lavet af de sporer, svampe udgyder, når de skyder op af jorden og åbner sig.

Fordi træernes og skovenes tid er en anden, har vi det med at tænke skovene som noget statisk. Økologi er ikke kun et spørgsmål om rum og kredsløb, men også om tid. Træer er langsomme, de underordner sig ikke sådan lige en moderne produktionslogik, hvor alting kan gøres hurtigere og mere effektivt. I stedet bliver der bare mindre og mindre skov i verden, og menneskeheden er i færd med at save den gren over, vi sidder på, for nu at bruge en træmetafor.

Så hvad nu, hvis træerne svarede igen ved at begå kollektivt selvmord? Ideen optræder i et lydværk, hvis tekst er skrevet af Kristian Byskov i dialog med Rönickes værker.

Teksten læses fornemt op af skuespiller Lisbeth Sonne Andersen i et mørkt rum med en enkelt lysende pære, som var man i en sparsomt oplyst hule i skoven. Undervejs klinger musik lavet af Awinbeh Ayagiba. Man følger fortællerens vandring ind i skoven, mens hun tænker over træernes betydning, og så sker katastrofen, det kollektive selvmord. En stemme, der repræsenterer de nu afdøde træer, hvisker dramatisk: “I er opstået i vores skygge. Vi er verden. Det her er vores magt. Nu lader vi himlen åbne sig over jer.”

Frø i eksil

Munkeruphus er uløseligt knyttet sammen med kunstner/designer Gunnar Aagaard Andersen (1919-1982), som fra 1958 boede og arbejdede på stedet, og også ham er Rönicke i dialog med.

Han designede nemlig et skovmuseum i den svenske by, Gävle, netop i den del af Sverige, som Pia Rönickes projekt fokuserer på. Så som en del af udstillingen har hun på sin sædvanlige arkiv-facon lavet et rum med montrer, der viser Aagard Andersens proces og skitser til Skovmuseum Silvanum.

Der er en vedvarende dialog med huset som rum, hvor persienner og et mørklægningsfilter i et af rummene stadig giver mulighed for at se træerne udenfor. Der er palmer, jordbunker, bregneblade, svampe og andet spredt rundt om i udstillingen sammen med en række skulpturmoduler i halvcirkler, Broken Circles, der kan sammensættes på forskellige måder.

I fordelingsgangen er væggene tapetseret med værket The Pages of Day and Night, der tager afsæt i historien om, hvordan forskere reddede vigtigt materiale fra en lokal frøbank fra borgerkrigen i Syrien ved at sende det til den globale frøbank i Svalbard.

På tapetet ser man udvalgte mellemøstlige planter, og der spilles på ideen om disse frøs eksil i Norden på en måde, så det er svært ikke også at tænke på flygtninge.

Træer er nomader, frø transporteres rundt i verden og spreder sig. Pia Rönickes dybe og kloge udstilling er inspirerende på et niveau, der kan ændre ens forhold til skoven og vores omgang med den.