I denne serie spørger vi kunstnerne ligeud: “Hvorfor laver du kunst?” Denne gang møder vi Kathrine Ærtebjerg, hvis billedverden har været en central del af dansk kunst siden begyndelsen af 00’erne.
Kathrine Ærtebjerg: "For mig at se er livet svært, for der sker voldsomme ting med en selv og med ens kære, men livet er også meget smukt - fx er himlen altid smuk, et træ er altid smukt, en hånd – et øje – en mund – er som regel smuk.
Mere og mere ønsker jeg at ytre mig ved at lave smukke og nære billeder, og oprigtige billeder, hvor jeg er ærlig og nænsom i min ytring."
Om kunstneren
Kathrine Ærtebjerg har siden begyndelsen af dette århundrede været en markant skikkelse i dansk kunst. Hendes drømmelignende motiver forener indre liv og ydre verden, hvor fabelagtige figurer møder hverdagsting som nøgler, grøntsager og klemmer i nye, overraskende sammenhænge. Hendes værker udspringer af interessen for menneskets eksistentielle og psykologiske væren og skaber et poetisk grænseland mellem fantasi og virkelighed.

Kathrine Ærtebjerg: Drøm virkelighed, 2021. Foto: David Stjernholm
Kathrine Ærtebjerg: "En gevinst ved at lave billeder er, at jeg skaber et indre rum, hvor jeg i ærlighed kan være med hele mit menneskelige, sammensatte og strittende liv, og omskabe et hjørne af det til noget – et billede – som i billedsprog kan tale til et andet menneske.
Det er dejligt at lave billeder – jeg vil gerne omforme noget strittende til noget skørt, eller noget voldsomt til noget klart, eller noget smukt til noget nært.
Jeg nyder at bruge mit liv med maling på hænderne, at bevæge hånden over lærredet, forsigtigt tegne en bue, hurtigt fjerne en plet, skødesløst som regn at dryppe med løbende maling på et lille stykke land, et lille stykke lærred."
Det er fyldt med mening for mig at omforme det svære liv til noget andet .
Kathrine Ærtebjerg

Kathrine Ærtebjerg: Verden i mit hoved, 2023. Foto: Lea Nielsen

Kathrine Ærtebjerg: Det evige liv eufori og opløsning. Foto: Lea Nielsen

Kathrine Ærtebjerg: Menneskebarn. Foto: David Stjernholm

Kathrine Ærtebjerg: Lyset aftrykket forbindelsen. Foto: Jan Søndergaard
Kathrine Ærtebjerg: "Det er fyldt med mening for mig at omforme det svære liv til noget andet – at bearbejde og komme videre – eller bearbejde og gentage en kompliceret kædedans med verden, i billeder.
Det betager mig at skabe en verden i verden i verden, og jeg vil gerne give den voldsomme og komplekse verden et enkelt, nært og smukt billede mere.
Et billede – en ytring – gerne smukt som et blad i haven, gerne enkelt som et stykke værktøj, man ikke kender funktionen af."









