Mo Maja Moesgaard: Derfor laver jeg kunst

Af
3. oktober 2024

For Mo Maja Moesgaard er kunsten et forsøg på at håndtere livets udfordringer – uanset om det gælder klimakrisen, kønsidentitet eller frygten for at blive gammel.

Mo Maja Moesgaard.

For Mo Maja Moesgaard er kunsten et forsøg på at håndtere livets udfordringer – uanset om det gælder klimakrisen, kønsidentitet eller frygten for at blive gammel.

Af
3. oktober 2024

I denne artikelserie spørger vi kunstnerne ligeud: “Hvorfor laver du kunst?” Denne gang møder vi Mo Maja Moesgaard, som længe har ledt efter sin plads i kunsten. "Da jeg efter flere år begyndte at tage fat på spørgsmål om identitet og køn og fandt et stærkt kollegialt fællesskab, begyndte jeg at få fat i noget, som føltes som en praksis," fortæller Mo.
Mo Maja Moesgaard: "Hvorfor arbejder jeg med kunst?
'Et barn af Vestjylland kommer ikke på kunstakademiet' blev der sagt i bedste mening og med et middelklasseblik for det usikre og umulige ved et liv med kunst.
Så jeg startede på universitetet, hvor jeg det meste af tiden ikke trivedes. Jeg stødte mig på formaterne og for vild i måderne at læse teksterne på. Jeg ville engageres i verden og skabe noget med mine hænder. Så jeg tog på kunsthøjskole og elskede arbejdet, men fandt visningerne rædselsvækkende. Så jeg tog tilbage og læste geografi. Her fandt jeg et teoretisk hjem, hvor rummet er et begrebsmæssigt udgangspunkt for al tænkning - noget jeg senere opdagede havde stor overlap med billedkunstens felt, og dertil havde faget en stærk politisk tradition."
Jeg elsker at gå ind i mit arbejdsrum, hvor leg, lyst og det angstfremkaldende eksisterer samtidig.

Mo Maja Moesgaard

Mo Maja Moesgaard: "På et sidefag mødte jeg billedkunstnere, Andrea Creutz og Lise Skou, og det blev et afgørende møde for mig. De introducerede mig for danske teoretikere og billedkunstnere, som arbejdede i et socialt felt, hvilket gav mig mod til at søge på kunstakademiet, som på trods af en svær start blev ved med at åbne verdener op for mig. Da jeg efter flere år begyndte at tage fat på spørgsmål om identitet og køn og fandt et stærkt kollegialt fællesskab, begyndte jeg at få fat i noget, som føltes som en praksis.
Min praksis er et vedblivende forsøg på at håndtere og begribe verden og livet - især det svære. Samtidig er det et forsøg på at række ud til andre, uanset om det er klimakrisen, queer liv eller angsten for at blive gammel, jeg arbejder med. Jeg elsker at gå ind i mit arbejdsrum, hvor leg, lyst og det angstfremkaldende eksisterer samtidig. Håndens arbejde sammen med en løssluppen omgang med tekst er mit helle. Det er arbejdsrummet, processen og kollegerne, der får mig til at blive ved med at arbejde kunst.
Samtidig forbliver alt det usikre ved livet som billedkunstner og præstationskravet uafklaret for mig. Ikke sjældent sidder jeg og kigger i lister over efteruddannelser, og nogle dage kan jeg længes så inderligt efter en fast månedsløn, pensionsordning og en elbil i en indkørsel."
Mo Maja Moesgaards hjemmeside

Se værker af Mo Maja Moesgaard herunder:

Om kunstneren

Mos håndholdte, bløde æstetiske udtryk er nerven i dens arbejde. Den arbejder med politiske kriser, men i kunsten er verden, som den ønsker at se den, indenfor rækkevidde.
Der er altid en tydelig krop til stede i Mos værker med alle sine fejl, styrker og sårbarheder. Dens foretrukne medier er tegning, animation, tekstil og tekst.
Mo er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2014 og bor og arbejder på Møn. Mo bruger 'den' som personligt pronomin.