Kirsten og evigheden

Fotografen Kirsten Klein er for øjeblikket udstillingsaktuel på den store fotoudstilling STEDER – Danmark under forvandling på kunstmuseet HEART. På udstillingen præsenteres 14 markante danske fotografer og deres individuelle og særegne fotografiske bud på forvandlinger i det danske natur- og kulturlandskab.

Kirsten Klein er repræsenteret med 14 karakteristiske sort-hvide landskabsmotiver fra Limfjorden, Vendsyssel og Thy Nationalpark.

KUNSTEN.NU mødte hende på HEART til en snak om hendes motivverden, den dybe fascination af naturen samt hendes fotografiske teknik og kendetegn.

Kirsten Klein (f. 1945) bor og arbejder på Mors. Hun har i en årrække udforsket det danske landskab, og som hovedregel er motiverne hentet i den natur, hvor hun til dagligt færdes.

Hun uddrager skjulte sider af naturen med sans for det dramatiske i landskabet og naturens former set i forskellige belysninger og skiftende årstider. Hendes ofte storladne motiver vidner tavst om, hvilke store kræfter der er på spil i de afbildede (ur)landskaber og den processuelle forvandling, der er foregået.

Landskabsforvandlinger
“Jeg er dybt fascineret af landskaber, hvor man kan aflæse de historiske og geologiske forvandlinger, deres former og strukturer. At skildre forvandlingerne i det danske landskab til udstillingen STEDER, har været en udvidelse af mine hidtidige fotoprojekter.”

“Det har været en udfordring for mig at drage de elementer, som fortæller om forandringerne i kulturlandskabet, for eksempel landbruget, ind i fotografierne. Jeg skildrer de spor vor kultur sætter i det åbne land.”

“Motivet fra Nissum Fjord med elmaster og togskinner har sin egen særlige energi. Det er mere stemning end egentlig drama. Motivet har en anden stemning end den følelsesmæssige dramatik, der ofte knytter sig til et eroderet kystlandskab,” forklarer Klein.

Fanges af lys
Når Kirsten Klein laver sine landskabsbilleder, er det ofte lyset, der karakteriserer stedet der fanger hendes interesse. Hun bruger aldrig fotostativ. Det skal være enkelt og nemt, det udstyr hun medbringer på sine ofte timelange ture i naturen:

“Jeg bruger kun zoomobjektiv, 28-70 mm. Og højst 1-2 objektiver. Jeg bruger ikke stativ, selv om jeg tit anbefales at gøre det. Derimod bruger jeg mørkekammereffekter. For eksempel er billedet med sol og træer fra Thagård Plantage ‘softet’ i mørkekammeret. Jeg ønskede at opnå en sanset og blød oplevelse, der svarede til oplevelsen på stedet.”

Udfordrende fotografi
Hun understreger, at sort-hvide fotografier har sine særlige oplevelsesmæssige kvaliteter, som hun konsekvent optimerer:

“Jeg foretrækker, at mine billeder er sort-hvide og kornede. Det er min særlige teknik og fotografiske udtryk. Når jeg tager fotografier, eksponerer jeg altid efter skyggen og efterfølgende ‘overfremkalder’ jeg negativets lyse partier i mørkekammeret. Det giver billederne deres grove, kornede karakter; – ‘korn’ giver struktur og karakter til billederne.”

“Jeg foretrækker at lave sort-hvide fotografier, fordi de bedre taler til ens personlige følelser. Tonernes glød og spillerummet i tonerne er mere udfordrende i sort-hvide fotos. Jeg synes, at farvebilleder er meget ‘færdige’ billeder. Hvorimod sort-hvide fotografier har en tomhed, der giver plads til betragteren.”

Det tilfældige motiv

Kirsten Klein opsøger det gode motiv på sine talrige vandreture, men det sker også, at det tilfældigvis er dér helt af sig selv. Hendes lidt usædvanlige og atypiske fotografi af en gravhøj med en sovende mand i forgrunden var et tilfældigt og heldigt motiv.

“Jeg havde et motiv med de historiske gravhøje i baggrunden, men pludselig var manden der bare. Han havde voldsomt ondt i ryggen og trængte til at hvile. Han faldt i søvn. Han blev en tilfældig del af motivet. Tilfældigheder er en skøn ting! Der er kun få mennesker i mine fotografier, fordi de nemt tager opmærksomheden.”

Inspirationer
Flere kunstkritikere og skribenter har påpeget lighedspunkter mellem Kirsten Kleins fotografier og maleren Vilhelm Hammershøi’s billeder, for eksempel Mikael Wiwel i sin Kirsten Klein biografi, ”Kirsten Klein:Mellem Lyset og Mørket” fra 2010. Hun afviser, at hendes udtryksmæssige inspiration skulle komme herfra:

“Jeg kan sagtens se, at der er lighedspunkter, og at vi er optaget af de samme ting, nemlig lyset og skønheden, men min drivkraft er en hel anden. Min drivkraft kommer af og fra naturen; mit mål er at gøre opmærksom på, hvor sart naturen er.”

Fotografiet og evigheden
Hun finder at hver årstid, hver dag, har sine fotografiske motiver. Og hvert fotografisk øjeblik rummer et aspekt af evigheden.

“Jeg kan lide at skildre alle de forvandlinger der foregår fra efterår til forår. Jeg elsker det smukke morgenlys, sommerens aftenlys eller bare skumringen. Jeg holder af lyset og at alt er skygger. Jeg må indrømme, at jeg er meget optaget af fotografiets dobbelthed. At det både repræsenterer øjeblikket og evigheden. Når jeg fotograferer sporene af forandringer i naturen giver jeg logisk nok også en tanke til evigheden, en fornemmelse af noget tidløst.”