Kirstine Autzen: “Billeder er spejle, vi kigger i for at se, hvem vi er”

Spørgsmål om hvem, der er overset i kunsthistorien fylder rigtigt meget i samtidskunsten. Kirstine Autzen har kurateret udstillingen New Tactics for Unseen Bodies på Galleri Image for at sætte fokus på de særlige kunstneriske metoder eller taktikker, der piller ved historiens billeder. “Når vi ved, vi er påvirkede af problematiske forhold fra vores historie, hvordan kan kunsten så arbejde med historiske billeder på en måde, som kan blive et bedre udgangspunkt for fremtiden?”, spørger hun.

Artiklen er en del af temaserien Repræsentationer af køn, klasse og kultur.

Monet, Picasso, Warhol. Vi behøver ikke engang fornavnet, for at genkende kunsthistoriens mastodonter. Men disse – og mange andre kanoniserede kunstnere – har også et andet fællestræk: De er alle hvide, vestlige mænd. Og skal man pege på én helt central udvikling i samtidskunsten, så er det, at denne dominerende position nu udfordres af alle de stemmer, som hidtil har været overset, når kunsthistorien skulle skrives.

For selvfølgelig er kunst ikke alene noget, der skabes af hvide mænd, og for at kulturen også skal afspejle virkelighedens mangfoldige positioner, arbejder stadig flere kunstnere med at skærpe vores opmærksomhed på disse historiske misforhold.

På Galleri Image i Aarhus står kunstner og kurator Kirstine Autzen bag udstillingen New Tactics for Unseen Bodies. I sin kunstneriske såvel som kuratoriske praksis arbejder Autzen med forholdet mellem billeder – og særligt fotografiske billeder – vores krop, vores identitet og selvopfattelse. Udstillingen præsenterer fire internationale kunstneres arbejde med vores visuelle arv gennem fotografi, video og collage. Fælles for kunstnerne er, at de alle udforsker, hvordan man kan bruge og transformere fortidens billeder, til noget, man kan bygge en mere divers og repræsentativ fremtid på.

“Spørgsmålet om, hvilke kroppe, vi ser, og hvordan de bliver repræsenteret, er jo et stort felt i enorm udvikling”, indleder Autzen. “I denne udstilling har vi særligt fokus på billedet af kroppen som noget, der er i en konstant forandringsproces. Det er den grundlæggende tanke, at selvbillede og selvforståelse opstår i en udveksling med ydre billeder – og at det forhold er i konstant bevægelse.”

De senere års debatter om statuer i det offentlige rum, #metoo og Black Lives Matter har for alvor sat emnet på den offentlige dagsorden. For hvordan forholder vis os til en kunsthistorie, der traditionelt har ekskluderet en bred vifte af samfundsgrupper på baggrund af køn, etnicitet eller seksualitet?

“Det er spørgsmål, som er relevante for os alle”, mener Autzen. “Vi bruger alle sammen billeder i vores identitetskonstruktion: De billeder, vi overtager fra historien, er som spejle, vi kigger i for at se, hvem vi er. Men i billeder ser vi også sporene af alle dem, der har været her før os. Så hvordan forholder vi os til det? Når vi ved, vi er påvirkede af problematiske forhold fra vores historie, hvordan kan vi så arbejde med de billeder, vi har, på en måde, som kan blive et bedre udgangspunkt for fremtiden?” spørger hun retorisk.

Netop disse spørgsmål om ejerskab og repræsentation er temaet i flere værker i udstillingen New Tactics for Unseen Bodies.

En af de udstillende kunstnerne, Alinka Echeverria, arbejder i sit store projekt Nicéphora, med repræsentationen af kvinder med udgangspunkt i et kolonialt billedarkiv i Nicéphore Niepce-museet i Frankrig. I billederne så hun det samme mønster gentage sig, når kvinderne blev fotograferet ud fra en slags skabelon, skåret efter den mandlige fotografs begær og efterfølgende trykt som postkort og distribueret tilbage i Europa. I sine værker gør Echeverria mønsteret tydeligt og kobler det til andre fremstillinger af kvinder fra antikken og frem.

En anden vinkel er på færde i colombianske Juan Covellis værk Speculative Treasure, der tager udgangspunkt i en colombiansk guldstatuette, som opbevares utilgængeligt i en spansk museumssamling. Covelli kan ikke få adgang til at bruge billeder af figuren, så værket arbejder med brugsretten til ens egen kulturarv. Ved hjælp af machine learning – kunstig intelligens – skaber en algoritme nye billeder af lignende figurer, og genererer derved en ny, digitaliseret version af skulpturen, som er tilgængelig og fri til at rejse.

Men hvorfor er det så vigtigt, at vi i netop kunsten arbejder med disse problemstillinger?

“For det første har vi fra kunsthistorien en massiv arv med os, og hvis vi ikke forholdt os til dén, ville vi have en stor blind plet i forhold til at forstå vores nuværende opfattelse af verden, kroppe og identitet. Men det andet er, at etableringen af vores identitet generelt foregår i en rodet hverdagspraksis, hvor alle mulige medier, politikker og relationer blander sig sammen, og her kan netop kunstudstillinger skabe et mere roligt rum, hvor der er mulighed for at fordybe sig både sanseligt og intellektuelt”, påpeger Autzen.

Én ting er ifølge Kirstine Autzen hvad kunsten kan, noget andet hvad kunstnere kan: “Kunstnere er trænet i ikke ukritisk at overtage visuelle koder og medier. De er vant til at gå til billeder på en måde, som hele tiden udfordrer. Det er også derfor udstillingen hedder New Tactics for Unseen Bodies og viser forskellige metoder – taktikker – som kunstnerne har valgt. Kunstnere kan være med til at udvikle vores billedkultur på en måde, som jeg ikke tror, vi kan forvente andre steder i samfundet”, mener Autzen. For for hende er det netop væsentligt at skabe bevidsthed om det potentiale, billeder har for os alle:

“Den store risiko er jo, at man som majoritet bare tænker: ’Det er da også er lidt ærgerligt for dem, der ikke føler sig repræsenteret ordentligt, men det har jo ikke rigtigt noget med mig at gøre – så det behøver jeg ikke engagere mig i’. Det er ofte den automatreaktion man møder”, mener hun.

“Jeg synes, at det er for let at distancere sig fra spørgsmål om, hvordan billeder former os, hvis man ikke lige tilhører en af de grupper, som historisk set har været marginaliseret. Så jeg håber, at udstillingens fokus på metoder til synlighed og transformation gør det lettere for flere at identificere sig med de mere grundlæggende spørgsmål om identitetsskabelse, som er på spil”, afrunder hun.