Klar og kryptisk kommunikation i vandkanten

Vejle Kunstmuseum har bogstavelig talt søsat kunsten under udstillingen Floating Art.

Et kunstmuseum er til for publikum. Det er vigtigt, at museet er imødekommende, formidler levende, leverer medskabende interaktivitet og en god kop kaffe. De oplevelsesøkonomiske tilstande har medført stødt stigende besøgstal på landets kunstmuseer. Men ikke nok med at museerne bestræber sig på at være eksemplariske værter, når de åbner deres døre. Nu kommer museerne også til dig – for der kan stadig være dem, der finder kunstens hvide udstillingsrum elitære eller ekskluderende, og dem vil museerne (og kunstnerne også) gerne nå.

Herhjemme er eksempelvis Museet for Samtidskunst og KØS eksponenter for at rykke udendørs og skabe udstillingsprojekter i by- eller havnerum. Ligeledes har den delvist Aros-producerede strand-udstilling Sculpture by the Sea’s gigantiske publikumssucces været svær at overse.

Nu er det Vejle Kunstmuseums tur til for en stund at rykke udenfor murene – og ned på havnefronten, hvor museet står bag udstillingen Floating Art. Otte kunstnere deltager med værker på eller omkring vandet ud for signatur-byggeriet Bølgen i Vejle Havn. Det er der kommet en ganske varieret udstilling ud af, hvor det falder i øjnene, hvor forskelligt værkerne egentlig kommunikerer. 

Lige på
Det belgiske kunstnerpar Schellekens & Peleman står for udstillingens ikoniske værk. En kæmpestor oppustelig flygtning sidder på en lille tømmerflåde og vugger i havnen. Udsatheden er så at sige forstørret, og det er et værk, der ikke er til at overse – ej heller selvfølgelig værkets henvisning til den aktuelle og forfærdentlige verdenskrise, hvor nogle flygter og andre skærmer sig. Værket er enkelt, men det virker. Det kommunikerer lige på. Det er også guld værd for en udstilling, for det fungerer som brand – skabt som det er til ikon-billeder på vores hastige medieplatforme. Men selvom man kunne påstå, at det er (for) hurtigt læst, har det trods alt en vantro, surreel virkning alene i kraft af størrelsen.

Også Lene Desmentik taler ret enkelt og klart – omend mere dæmpet. Havehegnet, som kunstneren ofte arbejder med, er her flyttet ud i vandet som en ‘hyggelig’ territorialafmærkning, der nok er absurd, men også ganske velplaceret, idet også den vejlenske havnefront ændrer sig med nedlæggelse af industri til fordel for dyre private boligkomplekser.

Andreas Stoubye Johansen og Anna Samsøe derimod vil skærpe vores sanser og nærvær, og de gør det ved hjælp af to store tragter, der fungerer som analoge høreapparater, som forstærker havnens lyde ganske effektfuldt og øreåbnende. Igen er det enkelt, men virkningsfuldt.

Kryptiske udsagn
Anderledes forholder det sig med værker af Mille Rude, Jonas Kjeldgaard Sørensen og Karen Petersen, som kræver en større indsats af den besøgende. Jeg advokerer ofte for, at det er en kvalitet, hvis kunstværket indeholder en vis kompleksitet, og man ikke er færdig med det med det samme. Men det kan selvfølgelig også blive unødig fortænkt.

Mille Rude vil en hel masse med sit værk, som er en ‘processuel skulptur’. Først ligger en stabel træstammer på kajen. Stammerne er fældet lokalt, hvorefter de er bearbejdet med høvl og udskæringer i kunstnerens atelier. 24 august ‘frigives’ skulpturen, når stammerne ruller ned i vandet, hvor de sidenhen stages sammen og samles til en flåde. Form skifter form, betydninger transformeres. Samtidig spilles på ordet ‘stamme’, idet initialerne på kunstnerens familiemedlemmer er sprayet på stammernes ender. Den ‘formelle’ skulpturundersøgelse tilføjes et velgørende psykologisk og personligt touch, selvom man næppe kan koge en entydig, homogen fortælling ud af det.

Ligeledes giver heller ikke Jonas Kjeldgaard Sørensen lette læsninger. Yderst på molen har han sænket en ankerkæde i vandet – efter sigende påhæftet canadiske sølvdollars, der skulle være den sikreste valuta at investere i. Ifølge kunstneren trækker værket på barndomserindringer om at fiske efter krabber, og det retoriske spørgsmål er: “Hvor stor skal den skinnende mønt være, før de bider på”. Værket er ‘usynligt’, da sølvmønterne er under vand, og det kræver et publikum, der er villig til at lade sig forføre af legen og den obskure tanke.

Karen Petersens værk Nedtælling af personer i kajak er et performativt værk, der aktiveres, når en person en gang om dagen ror ud på vandet i en kajak og holder et skilt med et tal op: Først tallet 12, næste dag 11 og så videre indtil 1. september, hvor værket, udstillingen og nedtællingen slutter. Det kan selvfølgelig opfattes som god service, at vi løbende bliver gjort opmærksom på, hvor mange dage der er til, denne begivenhed slutter, men det er også ret uklart, hvad værket vil udsige.

Stedspecifik eller ej
Det er dog positivt, at udstillingen tør tage nogle chancer, vise nørdede værker og eksponere kunstnere, som endnu prøver sig frem. Jonas Kjelgaard Sørensen er eksempelvis stadig studerende på Det Fynske Kunstakademi. Samtlige ovennævnte kunstnere forholder sig i øvrigt, som det fremgår, eksemplarisk i forhold til konteksten, vandet, havnen, stedet. 

Desværre er det ikke tilfældet med Louise Sparre og claus ejner. De gør, som de plejer. Sparre laver en – i øvrigt fin – skulptur med fokus på det stoflige og et spil mellem fotografiske nærbilleder af hud og de tredimensionelle skulpturelle former og overflader. claus ejner laver et af sine tankevækkende humoristisk/absurde tekstværker.

Men Sparres skulptur kunne ligeså godt have stået indendørs på museet, for den forholder sig hverken tematisk eller formmæssigt til udstillingens maritime rammer. Og hvorfor claus ejners billboardtekst skal stå på en flåde på vandet i Vejle Havn, er der heller ikke noget åbenlyst argument for. Det kunne man godt kræve.