Klima-kunst nærer erkendelsen

København er oversvømmet i COP15-relaterede klima-aktiviteter, og medierne flyder over med kvote-tal, skrækscenarier og skepsis. Men det kan være ualmindeligt svært at finde sin egen vej ind i problematikken og forholde sig til den – sådan for alvor.

Det forsøger den tyske kunstnerduo Haubitz + Zoche at hjælpe på vej gennem visualiseringen af en helt konkret trussel i værket Water Knows No Walls.

Som en del af RETHINK Kakotopia på Kunsthallen Nikolaj har de trukket en blå linje gennem København, som markerer hvortil vandstanden vil stige, hvis indlandsisen smelter som følge af global opvarmning. Dertil har de omdannet Nikolaj Kirkes tårn til et fyrtårn.

Smelte-skepsis
”Jeg tror, de fleste har hørt om, at hvis indlandsisen smelter, stiger vandstanden syv meter. Men du forstår ikke, hvad det reelt betyder for dig selv, for din by eller andre steder i verden,” fortæller kunstneren, Stefanie Zoche og uddyber:

”Hvis du konfronteres fysisk med en markering i byen, får det en anden betydning.”

På projektets hjemmeside kan man finde et kort over et oversvømmet København, og se om ens eget hjem synker i havet, hvis indlandsisen smelter. Zoche understreger, at beregningerne af den stigende vandstand på globalt plan, er meget præcise, men forskellige faktorer vil gøre, at stigningen vil variere kloden over.

Værket skal derfor forståes som et abstrakt billede på emnet. Zoche ser dog ikke noget problem i at arbejde kunstnerisk med en konkret problemstilling, som der stadig stilles spørgsmål til.

”Mindre end én procent af videnskabsfolkene sætter spørgsmålstegn ved, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og at vandstandsstigninger vil forekomme på en meget dramatisk måde,” siger hun.

”Men overraskende nok er 30-40 % af befolkningen stadig ikke overbeviste om, at klimaforandringer er menneskeskabte.”

En anden bevidsthed
Zoche er af den overbevisning, at kunsten har en vigtig rolle i den aktuelle klima-debat. Hun mener, at kunsten uden at være moraliserende kan tale i et mere følelsesmæssigt sprog, der kan rejse en anden bevidsthed omkring problemet end de politiske og videnskabelige udmeldinger.

”Jeg mener, at det er vigtigt, at kunst ikke bare bliver brugt til at videregive informationer, for kunsten arbejder på et andet plan, men jeg mener, at kunst og videnskab kan arbejde sammen på en interessant måde,” forklarer hun.

”Vi er konfronteret med et kæmpestort problem, og det må løses både på et kulturelt og et teknologisk plan. Det nytter ikke noget kun at forsøge at løse det på et teknologisk plan, hvis folk ikke selv er overbeviste. Det skal komme fra begge sider, og jeg mener, at kunsten kan nære den proces,” siger Zoche.

Den eneste chance
”Klimaforandringerne er det mest presserende problem for menneskeheden lige nu. Vi er den eneste generation som kan tage sig af det her emne, generationerne før os havde ikke nok information, og for den næste generation er det for sent,” lyder det fra Zoche med en klima-pessimisme, der overskygger bekymringen om at kunne blive indrulleret i en konkret politisk kontekst.

Hun vurderer, at enkelte kunstnere har arbejdet med emnet i årevis, og fungeret som en del af en avantgarde for klimabevidstheden, men det er kun en lille del af kunstscenen, der for alvor engagerer sig i emnet.

”Jeg tror, at mange kunstnere er bange for at blive kaldt moralister eller at arbejde i et felt, hvor det de laver kan blive udnyttet politisk,” siger hun.

”Derfor foretrækker de ofte at arbejde i et mindre åbenlyst felt, på en måde hvor kunsten ikke kan blive instrumentaliseret. Det er selvfølgelig vigtigt for en kunstner at arbejde på en måde, hvor kunsten ikke blot bliver middel til et specifikt mål.”

Et spinkelt håb
Duoens værk er det eneste på RETHINK-udstillingerne, som er udført i det offentlige rum, og Stefanie Zoche mener, at det er vigtigt, at kunsten interagerer direkte med publikum uden for institutionen og på den måde åbner op for et ekstra lag i kommunikationen.

Under arbejdet med at male linjen op gennem byen, har mange forbipasserende spurgt ind til projektet, og de fleste har været bekendte med problematikken. Sådan var det ikke for blot få år siden, siger kunstneren.

Hun mener, at en vis vandstigning er et scenarium, vi faktisk vil opleve ved udgangen af dette århundrede. ”Men bevidstheden omkring det har ændret sig markant,” lyder det i et lidt mere optimistisk tonefald. ”Det giver mig i det mindste en smule håb.”