Koldnålen fra Falster
Alle kunstnere fra ind- og udland med hang til koldnåle og fotogravure kender Niels Borch Jensen. Nu åbner han efter lang tids tøven et showroom i København.
Alle kunstnere fra ind- og udland med hang til koldnåle og fotogravure kender Niels Borch Jensen. Nu åbner han efter lang tids tøven et showroom i København.
Han er ikke en kunsthandler – så er det sagt. Penge og administration har han betalt sig fra. Han er håndværker med stort H, trykker af den gamle skole, men også en visionær og nytænkende trykker, der er førstevalget blandt mange kunstnere, når de bevæger sig ind i trykkets komplekse praksis, hvor meget lidt kan forudses.
“Det er jo en afstand mellem kunstneren og kunstværket, som for nogen gør det til mindre kunst, og for andre er en fantastisk udfordring. Men lige meget hvor meget erfaring man har, så skal man kunne forestille sig, hvad det er, man vil nå frem til.”
Her er praktisk erfaring og tillid nogle helt grundlæggende præmisser for kunstnerne, og den har Niels Borch Jensen oparbejdet.
Fra Falster til kunstverdenen
En formningslære i gymnasiet på Falster indkøbte en skomagerpresse, som han fik introduceret den unge og ret kunstneriske Niels for. Det bed den unge mand så kraftigt, at han fik sin far til at købe en presse, der fik plads ved siden af sengen på drengeværelset.
Derfra gik det slag i slag, over læreplads hos I. C. Sørensen i Hjørring (den store litograf dengang), dernæst et ophold i USA og siden i Madrid under Franco, hvor Niels Borch Jensen blev en del af et af de få internationale værksteder med de to kvindelige frontfigurer: Maria Corall og Carmen Gimenes – to senere kunst- og kulturprofiler i Spanien. Siden har kunstverdenen været hans vante verden.
Skattekisten åbnes
I 1979 åbnede han værksted i København, og den 29. marts – 33 år senere – åbner han så for første gang op for et dansk publikum, så de kan få et kig i skattekisten. I et lokale i værkstedet på Prags Boulevard, hvor værkstedet har ligget siden 1988, har han, nu hvor han har rundet de 60, endelig besluttet sig for at åbne dørene.
Siden 1999 har Borch Jensen også haft galleri i Berlin (Galerie Niels Borch Jensen), hvor indbudte kunstnere har udstillet. Og Berlin har slupret trykkene og de markante kunstneres ofte mere perifære, men derfor også uhyre interessante, værkproduktioner i sig. Men han er heller ikke gallerist, så Isabelle du Moulin blev sat til at lede stedet.
“Ideen var at Berlin skulle være vores ansigt udadtil, og at produktionen lå her,” lyder forklaringen. Showroom’et i København bliver et supplement til dette.
Og i dag tæller listen af kunstnere profiler som: Georg Baselitz, Janet Cardiff & George Bures Miller, Tacita Dean, Thomas Demand, Olafur Eliasson, Michael Elmgreen & Ingar Dragset, Douglas Gordon, Damien Hirst, Carsten Höller, Per Bak Jensen, Martin Kippenberger, Per Kirkeby, João Penalva, Tal R, Al Taylor, Rachel Whiteread, John Kørner og det er slet ikke alle…
En trykker på beatet
Denne omgang namedropping er ikke tilfældig. Han har knoklet, været opsøgende, rejst, skabt sig en profil og været først til at udvikle teknikker, som ingen andre mestrede.
“Da jeg startede i 1971, var der et stort boom med litografier og silketryk i USA. Der var et helt specielt miljø på det tidspunkt, der var langt fra situationen i Hjørring. Op igennem 80’erne var der en stigende interesse, men i 90’erne gik det lidt i stå, også fordi fotografiet fik en større status i kunsten. Derfor indså jeg også, at vi var nødt til at udvikle en teknik til fotografi.”
Det gjorde de på Niels Borch Jensens værksted i starten af halvfemserne.
“Det gjorde jo, at vi kunne lave projekter med kunstnere, som man aldrig vill have set på tryk,” understreger Borch Jensen.
Det skulle vise sig at være startskuddet til et sandt rend på Amager og en kunstnerisk epoke, hvor der står ‘Niels Borch Jensen’ ud over det meste af kunstverdenen. Det er den aktuelle udstilling på Fotografisk Center, fotoGRAFISK – fotogravure fra Niels Borch Jensen Værksted for Kobbertryk, og den markante kunstnerliste endnu et bevis på.
Retur til håndværket
Trykket har i følge Niels Borch Jensen længe levet et perifært liv, men der har været positive udsving i flere omgange.
“Det er et medie, der er meget arbejdskrævende, og jeg vil mene, at det kun er meget få, der faktisk kan lave helt fantastiske tryk. Men når man forstår hinanden, og kunstprocessen er optimal, kan man nærmest udkrystallisere en kunstners praksis i trykket. Man er nødt til at skære ind til benet.”
Og siden en stille periode for det klassiske kobbertryk i halvfemserne, så ser det helt anderledes ud nu.
“I de siste år og helt aktuelt ser vi en øget interesse, også fra de helt unge kunstnere, hvor de gamle teknikker har fået en fornyet renæssance. Det, der var totalt yt i 90’erne, er vendt tilbage med fornyet styrke,” lyder analysen fra trykkeren.
Det har gjort, at helt unge kunstnere har fundet frem til værkstedet i de senere år. Borch Jensens erfaringer er kort og godt i høj kurs i disse år.
Nu kan man ved selvsyn se hvorfor.
Fakta
Udstillingssted
Niels Borch Jensen Showroom
29 mar 2012
m.fl., Erik A. Frandsen, Per Kirkeby, John Kørner, Preben Hornung, Per Bak Jensen, Tal R
Niels Borch Jensen Showroom Se kort og tider
Fakta
Niels Borch Jensen Showroom Åbningsreception: torsdag den 29. marts kl 15-19 De første præsentationer vil især fokusere på danske kunstnere, men løbende vil flere værker fra Galleriet i Berlin blive vist på Amager.