Konceptmaleriets pris

Stockholm i november. Carnegie hylder også i år prisvinderne med substantielle midler, der er tjent hjem af mæcenen, Carnegie Investment Bank, som dog her for 11. gang har skruet ned for blusset: Man har sparet udstillingsturnéen væk, men priserne er lykkeligvis blev uddelt. Det var endog meget sent, at man aflyste udstillingsturnéen til de øvrige, nordiske lande. The Times They Are A-Changin, som en vis herre synger.

Nedskaleringen skyldes, at Carnegie Investment Bank blev udskilt som en selvstændig enhed i Carnegie, da en ny ledelse tog over i 2012, med det resultat, at bankens økonomiske råderum er blevet indskrænket.

Efter årets udstilling vil Carnegie “vurdere Carnegieprisens fremtid”, forlyder det ildevarslende fra Carnegie Art Award.

Mod strømmen
Carnegie-prisen blev indstiftet i 1998 for at fremme malerkunsten i en tid, da maleri nærmest var et fy-ord. Men ikke kun malerkunsten er hen ad vejen blevet tilgodeset– også video- og fotokunst er kommet gennem juryens nåleøje.

Apropos jury, så er udvælgelsesproceduren lagt i hænderne på en fem mand stor, kunstfaglig jury med rektor Mikkel Bogh fra Kunstakademiet i København som formand.

Desuden opererer man med et skiftende ekspertpanel på 25 medlemmer, der udpeger en række talentfulde kunstnere. I år indstillede disse 113 kunstnere, hvoraf juryen nominerede 17 kunstnere.

1.og  2. prismodtagerne
Der ligger et stærkt og morsomt, kunsttematiserende koncept bag 1. pris-vinderen (1.000.000 SEK), norske Dag Erik Elgins (f. 1962) 49 nummer-malerier på pastelfarvet baggrund – med titlen Balance of Painters. Man forsøger umiddelbart at finde meningen med disse tal. Er det salmenumre eller matematiske formler?

Men som med megen anden konceptkunst, skal man læse sig til en forklaring: Det handler om den franske kunstkritiker fra 1600-tallet, Roger de Piles, som gav de største kunstnere fra renæssancen og barokken karakterer fra 0-18 i kategorierne komposition, tegning, kolorit og udtryk. På den baggrund har Elgin på sin vis portrætteret disse berømte kunstnere.

Det er originalt, fordi Elgin derved både går i dialog med minimalismens antydende formsprog og med fortidens kunst – og det er jo oplagt på en udstilling med fokus på maleri.

Svenske Sophie Tottie (f. 1962), modtager af 2. prisen (600.000 SEK), dyrker også et minimalistisk og samtidig nørdet maleri, der har fingrene helt nede i malingens materie. Også hun maler med et dogmekoncept i baghovedet: Ved første øjekast fremstår værkerne som motivløse monokromer, men så snart man bevæger sig frem og tilbage, kommer mønstre og farver til syne i kraft af lysets refleksioner.

Både skæve og alvorlige vinkler
De danske kunstnere står stærkt i år: Med tungen i kinden gør tredjeprisvinderne (400.000 SEK), den danske kunstner-kvartet A Kassen (med Christian Bretton-Meyer, Morten Steen Hebsgaard, Søren Petersen og Tommy Petersen) tykt grin med maleriet som genre med deres C-prints af elskede objekter The Colour of Things, som de har pulveriseret og derefter smurt ud på væggen som en firkantet monokrom i brune brækfarver.

Det er en opfindsom replik til maleriet som auratisk og feticheret objekt. Et atlas, en kaktus, en stol og en kajak i smukt lakeret træ er blevet ‘slugt’ og spyttet ud som ‘maleri’.

Anderledes alvorligt tager Ib Monrad Hansen maleriet i sine storslåede, civilisationskritiske malerier og tuschtegninger. Han er en genuin maler og både konceptuelt stærk og håndværksmæssigt yderst kapabel. Skønt han benytter et let genkendeligt, figurativt sprog, leger han med kompositionsprincipperne, der forskyder sig i en surreel og abstrakt retning. Det er intet mindre end Jorden set fra outer space.

Det er inden menneskene kom til og hærgede i en grad, så vi dårligt kan trække vejret, ligesom vi oplever urbaniteten i hans store tusch-tegninger fra Kina – og fra flere helt radikale vinkler. Monrad udkæmper en kamp mod både modernismens genstandsløse kunst og postmodernismens tomme ironiseren.

Han mener sin samfundskritik og er dybt anfægtet af tingenes tilstand.

Maleri-installation
Også Mette Winckelmann (f. 1971) gør et godt indtryk med sine meditationer over mønstre og strukturer, fremstillet som en dialog mellem materialerne i henholdsvis tekstil og maling/gesso.

Herudover brillerer unge Alexander Tovborg (f. 1983) med sin maleri-installation med titlen Teenage Jesus: 21 små værker på træ i brede, historie-tunge rammer.

Her gennemspiller han i mini-format og i friske, frugtagtige farver nogle af de temaer, som han har arbejdet med tidligere, dvs. primært de monoteistiske religioners ikonografiske muligheder og stereotyper.

Mie Mørkeberg (f. 1980) har i sine ekspressive og langt fra pænhedsdyrkende Vakuum-malerier skildret et hjem, hvor der hersker et undertryk.

Her råder kaos:

Tallerkener tårner sig op og bliver til antikke søjler, alt koger og bobler og ramler og opløser sig i dette hjem, som Mørkeberg maler ekspressivt og med lettere rystet penselsføring i disse modige billeder.

Originale flader
Herudover vil jeg fremhæve islændingen Einar Garibaldi Erikssons (f. 1964) konceptuelle og originale værk, der består af fundne vejskilte fra Italien, indsamlet under hans ongoing Grand tour til Støvlelandet, der startede i slutningen af 1990’erne.

Disse piktogrammer af brede pensler, der er i færd med at male vejlinjerne op, refererer kækt til maleriet som medie.

Et enkelt af dem har ekstra street credibility og har fået påført en rigtig graffiti-signatur.

Den unge, islandske kunsnter Davið Örn Halldórsson (f. 1976), der modtog talentprisen (100.000 SEK), har skabt en række malerier på fundne træstykker.

De er heftige, ekspressive og farveintensive, og det i en sådan grad, at han nærmest botaniserer med penslen og får motiverne til at blomstre på fladen. Hans billedsprog befinder sig i krydsfeltet mellem grafitti, folklore og psykedelisk kunst.

Less is less?
Man siger godt nok, at less is more, hvilket generelt er sandt, men nogen gange er less altså less!

1. og 2. prisvindernes stramme, minimalistiske malerier er båret af en overdimensioneret konceptualitet. Publikum (i hvert fald denne signatur) efterlades med en hunger efter et maleri, der i højere grad kalder på genoplevelse. Man bliver lidt for hurtigt færdig med disse lidt blodfattige, men bevares ganske begavede, konceptmalerier, når først pråsen er gået op for én. Men udstillingen i de smukke sale i Konstakademien er alt i alt aldeles værd at se.

SE FLERE BILLEDER FRA PRISUDSTILLINGEN