Konfrontation med det sorte indre

Med udstillingen Cirkus Europa på ARKEN ser vi en ny udgave af Michael Kvium (f. 1955). Det er nemlig første gang, han præsenterer en så helstøbt udstilling, hvor alle værker er skabt specifikt til denne sammenhæng – en politisk totalinstallation, der formår at konfrontere vores selvbillede uden at prædike.

Hver eneste dag kan vi i nyhederne læse om alskens tragedier, kriser og katastrofer – hvad enten det er global opvarmning, flygtningekrise eller noget helt tredje – og vi kan læse om, hvordan vi som samfund forholder os frustrerende forskelligt til disse problematikker. Cirkus Europa er Michael Kviums måde at tilkendegive denne frustration, og udtrykket er umiskendeligt Kvium:

I sin karakteristiske stil med hæslige mennesker i dystre omgivelser mestrer han balancegangen mellem alvor og humor. Gennem både malerier, skulptur, installationer og video søger Kvium at fremhæve den mørke side af den vestlige kultur, hvilket allerede indvarsles i videoen, som byder én velkommen.

Læs også:
“Jeg forsøger jo ikke at male et billede så grimt som muligt” – Interview med Michael Kvium

Absurd men modig åbning
Selveste Rune Klan er sprechstallmeisteren i det ti minutter lange videoværk, som (på modig vis) åbner udstillingen. Det er absurd teater, der ender med en pointe, som kommer til at gennemsyre hele udstillingen: Nemlig vores (manglende) evne til at kigge indad. Tryllekunstneren slår et æg ud, som overraskende har et sort indre, mens han henvender sig personligt og fortæller, at det symboliserer vores eget sorte indre. Han udfordrer vores skrøbelige selvbillede: Overbevisningen om at være moralsk overlegne. Det direkte engagement er med til at understøtte én af pointerne i udstillingen, nemlig at der er en spejling mellem individ og samfund, mellem mikropolitik og makropolitik. Vi har kort sagt et personligt ansvar for tingenes tilstand.

Udstillingen er god til at veksle mellem medierne, og vi belønnes efter videoen med det, som de fleste nok forbinder med Kvium: Malerier i den særegne, barokke, næsten tegneserieagtige stil. De fleste værker er indskrevet i en slags forsamling af malerier, hvor flere lærreder, der hver bibringer betydning, er sammensat til en slags collage. Dystre gøglere i triste, men komiske situationer opretholder et ellers falleret cirkusshow. Den sørgelige “rytter” i Illusion stirrer eksempelvis modløst ud på beskueren i håb om anerkendelse.

Værdiernes opløsning
I den følgende, dunkle skulpturpassage står personifikationer af diverse centrale begreber i samfundet, såsom Troen, Retfærdigheden, Friheden, Magten, alle i olietønder til livet. De er alle i gang med at blive opløst – men det betyder ikke, at vi har sympati med dem: Hver og én ser de enten modbydelige eller ondsindede ud.

Kunsten er også repræsenteret, og den skiller sig ud ved ikke at skildre den traditionelle stereotype af en kunstner. Han hedder vel at mærke ikke Kunstneren, men Kunsten – personen er værket. En grufuld mand i wifebeater og en rød kasket, der vækker associationer til den karakteristiske ‘Make America Great Again’-kasket, rager op af olietønden.

Læs også:
Ugens kusntner – Michael Kvium

Kunsten og politikken har det tilfælles, at de begge handler om at præsentere et perspektiv på virkeligheden, og man må sige, at denne ‘skabning’, denne populistiske bevægelse, som han repræsenterer, på det seneste har kraftigt påvirket den måde, vi anskuer verden på. Kunsten udfordrer det eksisterende ­– eller de eksisterende forudindtagelser. Kunst er manifestationen af, at intet er entydigt, endimensionelt, simpelt og let. Den frie kunstner har derfor som regel haft en samfundskritisk hensigt. Såfremt vi anser Donald Trump som pendant til en kunstner, fremgår det, at det samfundskritiske ærinde er forvrænget voldsomt af populismens automatiske betvivlelse af enhver “elitær” autoritet. Fakta er blevet noget, man abonnerer på, og nu kan vi ikke engang blive enige om, at Jorden er rund længere.

Individets frihed – til forbrug
Tab af troen på autoriteter kender vi også fra Kviums tidligere værker. Men det er anderledes nu: Den eneste værdi, der ikke blot er en tom floskel, er pengenes. Symboliseret med en slidt, cigaretrygende amerikansk kvinde er selv Friheden i forfald. Måske fordi vi har reflekteret for lidt over, hvad den indebærer. Frihed til at forbruge. Det er ikke frihed for frihedens skyld – hvilket ville være idealet – men frihed, så samfundets hjul kører videre.

Alle skulpturerne er ved at blive opløst i kapitalismens vare par excellence – olie – og Troen er tilmed i kapitalismens vold. Den himmelske frelse er yt: Kapitalismen er blevet de facto verdensreligion, som overdøver alle andre principper. Vi er blevet dårlige til at ofre os for hinanden, selvom vi for længst har anerkendt, at det er den største gestus. Alle de principper, som, vi bilder os ind, er kerneværdier (f.eks. næstekærlighed?), underordnes, fordi alting er blevet en transaktion; en udmåling af, om mine gode handlinger også er gode handler.

Den bedøvende bekvemmelighed
“The show must go on,” står der i ARKENs katalog om, hvordan hverdagen fortsætter på trods af bevidstheden om aktuelle problemer, og denne holdning skinner igennem, da vi møder tryllekunstneren igen i det andet videoværk. Haltende ind på scenen er han ikke ligeså veloplagt som tidligere, men han insisterer på at gennemføre. På en næsten postapokalyptisk scene skranter det for showmanden, og han higer efter at opretholde facaden, selvom det ikke går så godt.

Cirkus Europa spiller åbenlyst på den kritiske betegnelse for EU, Fort Europa. Cirkusset som metafor er Kviums måde at parodiere det alvorlige og derved udstille det ved hjælp af humor. Et cirkus har ikke samme rigiditet som et fort – det er et gakket, uforudsigeligt spektakel.

Et cirkus er teatralsk uden at være teater og undgår som regel kategorien kunst, for cirkusset behøver ikke at have noget på hjerte – det skal bare underholde. Ved ikke at udfordre kan man anklage det for – på fornøjelig vis – at opretholde status quo.

Læs også:
Kviums groteske eksistensteater

Vores konferencier ryger videre på cigaretten, selvom han kaster blod op. Sættet, hvor videoen er optaget, kan man få lov til at inspicere nærmere i udstillingen. Iturevne slikposer og tomme vinflasker ligger hulter til bulter, og den måde hvorpå, det flyder med egentlige luksusvarer, minder om efterladenskaber fra en lejr på Roskilde Festival. Kvium leverer gennemgående en kritik af vores brug af stimulanser, og det italesættes nærmere i en samling malerier i slutningen af udstillingen. Bombarderet med bedøvelsesmidler er vi som i Huxleys Fagre Nye Verden styret af nydelse. Den hedonistiske forblændelse gør, at vores modstand svækkes, og derfor skal kunsten være ubehagelig, den skal være en modvægt, lader til at være Kviums mantra. Det vulgære lystprincip afspejler nemlig overdådighed uden at have noget til overs, overlegenhed uden overskud: En bekvem modvillighed til at ændre sig.

Demonstration af det absurde
I et af udstillingens sidste rum træder vi selv bogstaveligt talt ind i manegen og nægtes vores passive beskuerrolle. Flakkende spotlights søger efter det næste levende billede, en aktør. En, der handler. En, der tager ansvar. Vi er på scenen sammen med en flygtningebåd punkteret af en kolossal mængde ordbøger. Den er bukket under for det øjeblikkelige krav om assimilation. Assimilation til en opdelt union. Samtidig buldrer den foruroligende lyd af en fjern cirkustromme eller en tiltagende storm gennem lokalet: Enten er cirkusset langt væk eller også smuldrer det forjættede land foran os.

Læs også:
“There will never be another you” – Anmeldelse af Selvspejlinger I

‘Fort Europa’ antyder en udelukkelse af de andre for at beskytte os selv. En sådan indstilling er ikke indskrænket til kun at gælde interkontinental politik, men findes også i vores interpersonelle adfærd: Alle vores handlinger er politiske, og den protektionistiske tilgang er smittet af på dem. Stammegenet findes stadig, og nu handler det ikke bare om at beskytte vores egne økonomiske interesser, territorier, kulturelle værdier og symboler, men også vores egne sandheder. Kvium konfronterer os med den arrogante tribalisme: Måske er vi ikke så civiliserede, som vi går og tror.

Der afdækkes som sådan ikke nye problematikker eller præsenteres løsningsmodeller i udstillingen. Og det må man heller ikke forvente. Selvom vi læser og snakker om disse problemer, kriser og katastrofer hele tiden, betyder det ikke, at udstillingen er irrelevant. Kunsten kan det, som ordet ikke kan: nemlig at sige noget uden ord. Cirkus Europa er ikke prædikende, men nærmere en demonstration af det absurde.

I en verden, hvor det noble princip øjensynligt kun opstår, hvis det giver afkast, er det måske ligefrem en meget passende forstærkning af absurditeten, at man på vej ud gennem ARKENs shop blandt meget andet kan købe “puder i Social Pattern-stof med mønster af Michael Kvium” for 1799,-. Det tager lidt brodden af en udstilling med en uundgåelig kapitalismekritik, men tager til gengæld ikke noget fra den gennemgående pointe: At selvransagelse er nødvendig.

Slå hul på æggeskallen.