Krigskunst

I perioden fra Slaget ved Dybbøl i 1864 og frem til Irakkrigen 2001 har Danmark ikke officielt været en krigsførende nation. Nu har danske styrker i snart 14 år været involveret i en lang række militære operationer på fremmed grund. Krigene blevet en del af vores fælles nutidshistorie, og på godt og ondt er de nu også en del af vores erindring. I Holstebro samles seks anerkendte samtidskunstnere omkring en up-and-comming-billedkunstner og veteran, for at sætte krigstemaet til debat.

Historiemaleriets fornyelse
Udstillingen læner sig op ad historiemaleriets tradition for at skildre krigen gennem det såkaldte ’bataljemaleri’, der beskriver selve krigshandlingen, og genremaleriet, der beskæftiger sig med livet og dagligdagen.

Dette greb fungerer fint, dels fordi det forankrer udstillingen i kunsthistorien, og dels fordi det samtidig afslører paradigmeskiftet i kunsten fra det klassiske nationalpatriotiske genremaleris endimensionale patriotisme til en langt mere nuanceret fremstilling, som bl.a. beskæftiger sig med antihelten som karakter med det politiske ansvar og med de mediale- og psykologiske aspekter af moderne globaliseret krigsførelse.

Nationalisme kritik
I en nationalismekritisk parafrase over det imposante Delacroixmaleri Friheden fører folket på barrikaderne lader Peter Carlsen ’folket’ – en lattervækkende hoben sterotyper hentet fra det såkaldte folkelige Danmark – føres på barrikaderne af den megalomane og kornfede antihelt Willy.

Andetsteds parafraserer Simone Aaberg Kærn over Otto Braches Soldaternes Hjemkomst til København 1849. Hos Kærn forstyrres den glædelige genforening af sønderskudte kroppe, der ildevarslende flyder i billedet som en grum og kun delvist fortrængt fælles underbevidsthed.

Parafraserne, ophængt side om side med deres respektive forbilleder, viser, hvordan fortidens autoritære og idealistiske blik på krigen og soldatergerningen ikke kan møde nutiden uden af blive modsagt. Dansk selvforståelse nuanceres og kritiseres, når krigen sættes til debat i samtidskunsten.

Symbolsk lemlæstelse
Simone Aaberg Kærn er vel nok Danmarks eneste bataljemaler – som inkarneret ’Dear Devil’ har hun længe forstået at fusionere sit personlige drive med indignation, humanisme og konceptkunst. Dette har bragt hende i nærkontakt med såvel de politikere, der har ansvaret for den danske krigsdeltagelse og med de soldater, som udfører krigsgerningen langt væk fra dansk territorium.

Hendes andet bidrag til udstillingen er en samling politikerportrætter, hvor Helle Thorning-Schmidt og co. ser på os med ansigter, der er grotesk deforme på grund at de skud- og granatsår, som kunstneren har tilført dem. Serien problematiserer det politiske ansvar på afstand af begivenhederne og italesætter krigenes faktiske skadevirkninger gennem en symbolsk visuel skamfering af danske beslutningstagere.

Invasion i komfort-zonen
Morten Schelde parafraserer også – om end på en mindre åbenlys facon: The Glorious Defeat er et drømmeagtigt billede af, hvordan krigen invaderer den danske selvforståelse, og hvordan funktionalistisk arkitektur og designmøbler ikke kan beskytte os mod det ansvar, som deltagelse i krigene tvinger os til at bære.

Ved gedigent at ælte sit motiv sammen med Niels Simonsens ’Tilbagetoget fra Dannevirke’ fra 1864 peger Schelde på den udbredte tendens til at efterrationalisere og retfærdiggøre krigshandlingen på trods af det faktiske resultat, og samtidig stilles spørgsmålstegn ved krigens værdi.

Fraværets røst
Niels Bonde benytter en strategi, der via neutralisering søger at potensere fraværet af handling i krigsbilleder fra massemedierne. Hans pointe er, at vi er så overinformerede af rædselsvækkende billeder, at vi ikke længere engagerer os i deres indhold og budskab.

Ved at overmale de faktiske hændelser i billederne fra aviser og internet, destabiliseres vores forventning til billedets information, og han forsøger at genetablere kommunikationen ved at lade det voldsomme indhold tale gennem dets fravær.

Krigserfaringen som drivkraft
Martin Nore er veteranen – der efter at have deltaget i stort set alle de krige, som Danmark har været involveret i – nu bruger kunsten til at kæmpe sig fri af posttraumatisk stress og tilbage til dagligdagen i civilsamfundet. Såvel fysisk som indholdsmæssigt er han udstillingens centrale figur.

Rambo vs. Lille Per
Med installationen 188971 viser han os, hvad der foregår inde i hovedet på en soldat, der – hjemvendt fra krigshandlingerne – forsøger at udskifte militærets uniforme nummeridentitet med sin oprindelige personlighed og alle de identitetsbærende træk og relationer, der knytter sig til navnet og privatpersonen Martin Nore.

Installationen inviterer til at nærlæse indhold fra to voldsomt modstridende verdener repræsenterede ved to sammenblandende arkiver:

Det dæmpede, intime og rørende personhistoriske arkiv med artefakter og fotos fra Martin Nores og familien Nores almindelige liv, og det andet og langt mere visuelt potente arkiv, med fotos af Nores soldaterliv fyldt med billeder af poserende, storsmilende og geværsvingende soldaterkammerater, hædersbevisninger, rejseplaner, majestætsmøder og certificeringer. Et på alle måder mere propagandistisk arkiv, der også afslører det bagvedliggende legitimitetsproblem, som militæret har, og som søges sløret gennem iscenesættelsen af soldaterkarakteren ved hjælp af emblemer, ritualer og demonstrativ korpsåndskultur.

Vedkommende udstilling
Som helhed fungerer udstillingen godt. Den er ikke skabt på et stort budget, og man kan argumentere for, at  f.eks. John Kørner kunne have bidraget med væsentligt materiale, og at en Jørgen Haugen Sørensen ville have givet Martin Nores selvinvestering medspil og ekstra sjælelig dybde.

Nore er den eneste af kunstnerne, som selv har været i krig, og hans bidrag udspringer af dyb nødvendighed, det giver udstillingen en anden dimension og er med til at gøre den ekstra vedkommende.

Men jeg savner værker, som behandler krigen set fra de civile vidner og ofres synspunkt. De bor også i Danmark, og deres point of view kunne sandsynligvis bidrage til en perspektivering af især Nores subjektivitet, fordi soldat og civilist ofte efterfølgende må slikke identiske fysiske og psykiske sår.

Der findes faktisk en del kunst, som er skabt af veteraner og af civile ofre for krigen, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan en lignende international udstilling ville kunne sætte en meget større og mere nuanceret dagsorden – også rent kunstnerisk.

Note: Kunstprojekt For Skadede Veteraner
Nore har også skabt et helt andet værk, som optræder på udstillingen, Kunstprojekt For Skadede Veteraner, der med dets indhold og intention, overskrider den kunstinstitutionelle ramme endnu mere.
Det tager jeg fat på i en særskildt artikel, som debatterer kunsten som terapeutisk og politisk værktøj.

Læs artiklen: Såret – kunst som terapi