Kunst kan være hvad som helst – og det gør den politisk

Når kunsten strækkes ud mellem det kapitalistiske og politiske – mellem Art Brussels og Documenta, forstår man, at kunsten kan være alt muligt. I og med at kunsten kan være alt muligt, er den fantastisk til at forstå mekanismerne omkring os: hvor og hvordan ting bliver kapitaliseret, og hvordan det politiske først og fremmest er noget vi finder på.

Kunstmessen Art Brussels er netop overstået, og jeg stoppede indenom i forbindelse med en udstilling, jeg lavede i den anden ende af byen. Værkerne på messen forekom som dele af den installation, som Art Brussels udgør. I messekonteksten er værkerne produkter for salg, men de kunne også være så meget andet. Hver især rummer de universer, hvis man vælger at gå dybere ind i dem.

I den sammenhæng bliver det tydeligt, at kunst er, hvad vi finder på, det skal være i en enhver given kontekst. Dette er samtidig den politiske styrke ved kunst. For ligesom kunst, er det politiske noget vi løbende formulerer, skaber og handler på.

Kunstnere som aktiver
En modsat forståelsesramme finder man i Magasinet South as a State of Mind, der agerer værter for den kommende Documentas researchplatform. Her skriver de midlertidige redaktører Quin Latimer og Adam Szymczyk (hovedkurator for Documenta 14), hvordan magasinet (og jeg citerer) er et:  ”tænkende redskab, som afslører metoder til at komme ud af den kvælende passivitet, der så ofte bliver projekteret hen på vore kunstnere og tænkere, og som antager, at de ikke er mere end blot isolerede og egoistiske kommentatorer, sjældent oversættere og endnu sjældnere aktive subjekter i den verden, som de forsøger at formulere.”

På Art Brussels er værkernes evne til at formulere noget om verden ikke fremhævet og den kulturelle praksis, de kommer fra, forbliver usynlig. Men det kunne også være så meget anderledes. Ligesom politik eller penge bliver værkernes værdi defineret et sted mellem de institutioner, der drager nytte af dem og hvad værkerne selv kan drage nytte af. Kunsten kan være en del af oplevelsesøkonomi, som nogen siger skaber vækst. For andre er den et forskningsfelt som skal skabe viden og for nogle tredje er den en del af almen menneskelig kulturel praksis, der ikke bare handler om det at være menneske, men som udgør kernen i det at være menneske. I sidste ende handler det om hvornår og hvordan relationen mellem et institutionelt system og kunsten kan være produktiv.

Kreditværdighed?
Kunstens flersidighed er en mulighed for at gøre os klogere på, hvad og hvordan det politiske kan kapitaliseres. Penge er et godt eksempel. I Danmark er ca. 20% af vores værdier penge, som staten har sat i omløb, mens de resterende 80% er fiktive tal på bankkontoer i form lån. Bankernes værdier er ikke penge som er indsat, men lån der satses på bliver betalt tilbage. Meget lig kunstens økonomi er der tale om kreditvurderinger: Har kunstneren en høj nok kreditværdighed i form af kulturel kapital, til at det kan betale sig at investere i vedkommende? Ligesom penge er der tale om et system, baseret på tillid, hvor kritikere, institutioner, kuratorer, statsfonde m.m. i fællesskab underbygger værkets kreditværdighed.

Kunst er imidlertid først og fremmest resultatet af interessante organisationsformer og -praksisser. Udstillingsformatet har dog det problem, at det ofte søger at overføre et personligt perspektiv fra kunstneren til publikum. Det er imidlertid mere interessant at se kunstværker som kulturelle artefakter, der siger noget om de praksisser, værkerne udspringer af.

Kollektivitetens nye former
I en Q/A i Spike Art Magazine gav tidligere Documenta-kurator Chuz Martinez og nu leder af Instituttet for Kunst på FHNW Academy of Art and Design i Basel for nylig udtryk for, hvor meget hun keder sig over den fortsatte udbredte brug af traditionelle udstillingsformater:

På spørgsmålet om, hvorvidt kunst kan generere nye kulturelle former, svarer hun, at der kan være potentialer i det, hun kalder ’supergrupper’; I Stedet for stort anlagte solo- og gruppeudstillinger ser hun hellere projekter, hvor man giver kunstnere muligheder for at arbejde sammen. Hun forestiller sig en form for velproduceret kabaret, der giver plads til en vildere forestillingsevne, forskellige sprogformer og tilblivelsen af nye former for køn.

Et relevant sprog
Derfor er projekter som det aktuelle kollektive kunstprojekt Det ku’ være politisk, som åbnede i Janusbygningen i Tistrup den 19. marts og kan ses frem til den 29. maj, som blev anmeldt i Kunsten.nu, oplagt og interessant.

Læs anmeldelsen her

Projektet har i næsten et år op til åbningen samlet et hold af kunstnere for at mødes og ”udvikle et fælles sprog, tekst, kontekst, solidariske og kollegiale relationer (…)”.

Projekter som Det ku’ være politisk foregår oftest uden for de mest publikumspopulære institutioner og i dette tilfælde – dejligt langt uden for hovedstaden. Det betyder, at de ikke samles op af de store kreditvurderende institutioner, men ser man mod de toneangivende internationale kunstbegivenheder som Documenta, tyder det på, at det er sådanne projekter, der er de mest relevante for tiden. Det betyder, at vi som publikum og institutioner må re-justere vores måder at se og rumme kunst på – væk fra tematiske solo- og gruppeudstillinger. Vi må indstille os på, at kunsten ikke blot er noget, vi kan forvente at komme og se på i en lukket kunstkontekst. Det er kulturelle praksisser, der må indlemmes, som en naturlig del af en radikalt åben kulturforståelse, hvor vi i en meget virkelig forstand løbende formulerer vores politiske liv.