Kunsten bringes til torvs

”Døren til vor tids demokrati.” Sådan er ordlyden på et skilt opstillet uden for Museet for Samtidskunst. Det er Peter Holst Henckels værk Under Construction, som frit mimer byggepladsens informationsplanche. Med denne velkomst rejser sig en forventning om, at udstillingen tager fat i oplagte spørgsmål om torvet som demokratisk centrum i byrummet.

Det er dog hverken referencer til antikt græsk torve-demokrati eller hjemlig sæbekasse-ytringsfrihed, der fylder på Torvet. Istedet tages der fat i mere subtile problematikker om fælles erindring og den personlige historie i det offentlige rum.

Udstillingen byder på smukke og interessante værker, men det samlede udsagn formår ikke for alvor at redefinere eller aktualisere torvet.

Teatermekanik ude af drift
Kunstnerduoen benandsebastian tager udgangspunkt i Roskilde Domkirke som traditionel begravelsesplads for landets regenter. De har skabt et mekanisk teater, der gennemspiller et fremtidigt scenarie; begravelsen af den sidste dronning.

Under mit besøg var kisten strandet på ryggen af en af teatrets miniature-figurer, og de mange tandhjul stod stille. Det begrænsede unægteligt oplevelsen af værket en del.

The Burial of the Last Queen of Denmark kan nok kun ophidse de mest rygende royalister med sin varsling af republikken, og torvet spiller kun en birolle. Mobilt eller ej står teatret dog som et visuelt fascinerende værk med duoens karakteristiske detaljerigdom indkapslet i et mørkt kabinet.

1029 års historie skrevet om
Historiseringen fungerer optimalt hos Anders Bojen og Kristoffer Ørum. Her bliver Roskildes officielle historie fra lokale arkiver spædet op med skønlitteratur og konspirationsteorier. Alt blandes sammen i et computerprogram, og i udstillingsperioden bliver historien fra år 980 til idag genskrevet.

Ved mit besøg var tekstmaskinen nået til marts 1047. Den berettede om Harald Blåtands relationer til ’Den Hornede Guds Tjenere’, storpolitiske spekulationer og fakta om klima og domkirkens indtægter. Med den computergenererede tekst sættes spørgsmålstegn ved grundlaget for den fælles erindring, og værkets absolutte fravær af kildekritik peger på problematikken omkring hvem og hvad, der skriver historien.

Opslugt af byen
Den tematik udstillingen får adresseret mest vellykket er individets rolle i det offentlige rum. Det behandles på forskellig vis i videoværker af henholdsvis Jesper Just og Matthew Buckingham.

I Buckinghams A Man of the Crowd danner torvet ramme om en forfølgelseshistorie inspireret af Edgar Allan Poes novelle af (næsten) samme navn. En cafégæsts opmærksomhed bliver fanget af en mand på gaden, og han tilbringer resten af dagen med at følge dennes målløse vandring gennem byen.

I kraft af værkets perspektiv og installation bliver beskueren inddraget som en tredje person i forfølgelsen, og man efterlades på et gadehjørne med refleksioner over den anonymitet og ensomhed, der følger med storbyens masser.

Torvet som scene
Refleksionerne i dette værk modstilles og udvides i Justs No Man Is an Island. Her bliver man som publikum konfronteret med den berøringsangst og forlegenhed, der formentlig udløses hos de fleste, som overværer stærke følelsesudbrud i det offentlige rum.

At se en midaldrende mand slå sig løs i dans, mens en anden lader tårerne trille, er ikke hverdagskost i det danske byrum, hvor man almindeligvis holder på formerne. Et smukt og gribende værk, der meget præcist italesætter et spørgsmål om, hvad ’man’ gør og ikke gør på et offentligt torv.

Op på sæbekassen
Hvor videoværkerne får et udsagn klart igennem og i sig selv står som forrygende kunst, forbliver andre af udstillingens værker lidt for vage og deres afsæt i ‘torvet’ bliver ikke ladet med tilstrækkelig betydning til, at man som beskuer oplever torvet på ny.

I Rune Søchtings lydinstallation på Hestetorvet bliver kunsten ganske enkelt overdøvet af virkelighedens larm og Nanna Debois Buhls værk – en mængde postkort hængt op på række, hvor tekstbidder fra kortene strømmer fra højttalerne – bliver ikke rigtigt interessant hverken visuelt eller konceptuelt.

De værker, der rører beskueren, er dem, der tager fat på brydningen mellem individet og byrummet, og det er absolut en relevant og interessant vinkel på torvet. Men hvis Museet for Samtidskunst for alvor vil lade kunsten være en dør til vor tids demokrati, som Holst Henckels værk indikerer, og genforhandle torvets betydning, må kunsten hive megafonen frem og komme op på sæbekassen.