Kunstens flygtningekommissær

I den kuraterede hovedudstilling, All The World’s Futures, på dette års Venedig biennale er hun repræsenteret med 40 malerier i værkserien Syrian Project, hvor meget konkrete og ellers ’usynlige’ statistiske informationer er indlejret i værkerne, der dermed fortæller en meget direkte historie om mistede liv og menneskelige omkostninger i den syriske konflikt hentet i nationale og internationale organisationers ofte komplekse optegnelser, der næppe ville nå en offentlighed eller kunne aflæses af udenforstående.

Hos Tiffany Chung får de både form, indhold og sammenhæng, da hun og hendes assistenter sidder og sammenfører de forskellige instansers oplysninger. Det er de menneskelige historier, der driver projektet fremad og en erkendelse af, at vi alle blot er prikker eller et tal i en statistik over levede liv.

Chungs aktuelle udstilling ved CAMP – Center for Art on Migration Politics i Trampolinhuset på Nørrebro; fra bjergene til dalene, fra ørkenerne til havene: rejser i historisk uvished, bygger videre på den fortælling, den uvished og forsøger at komme nærmere migrationen som fænomen.

Vi møder både konfliktens virkelighed og billeder, konfliktens fakta og tal og møder spørgsmålet om migrationen som en naturlig præmis i klodens omskiftelighed og magtforskydninger.

Ofrenes historie
I 2010 indledte Tiffany Chung projektet Scratching The Walls of Memory ­– en kunstnerisk undersøgelse af en række konflikter fra det tyvende århundrede, særligt Vietnamkrigen, der sendte hende selv og hendes forældre på flugt. Deres flugt endte efter flere år i USA, hvor Tiffany Chung bor og arbejder i dag. Undersøgelserne har lige fra starten af ikke fokuseret på de politiske og militære hændelser, men de menneskelige omkostninger og konsekvenser.

”Det er ofrenes historie, der interesser mig, menneskene, der aldrig har haft en chance for at blive hørt.”

Og for at få adgang til disse informationer og fortællinger, er Chung dels fast gæst i arkiverne hos UNHCR – The UN Refugee Agency (FN’s Fygtningehøjkomissariat) og dels medlem af forskellige online-fora, hvor hun indsamler de beskeder, folk skriver til hinanden, og stykker en fortælling sammen af disse tusinder af små fragmenter.

”Én fortæller måske om en båd, hun var med på, og så er der en anden, der skriver: ”åh, den var jeg også med på, men blev reddet af den her båd,” og så starter der samtaler, hvor flere og flere bidrager. Vi følger disse tråde via forskellige kanaler, Facebook fx, og forsøger langsomt at sætte det hele sammen.”

”Jeg er helt åben omkring min identitet og motiv og har masser af samtaler med dem, jeg støder på. Og hvis jeg har brug for at få klarlagt nogle huller, så fortæller jeg dem nøjagtigt, hvem jeg er, og hvad jeg laver, og at de kan google mit navn. Men det bliver også hurtigt klart for dem, at jeg er én af dem, hvilket selvfølgelig giver mig nogle fordele i forhold til især vietnamesiske flygtninge.”

Et smukt spark i maven
I lang tid følte Chung, at hun ikke kunne finde en vej ned i det materiale, også på grund af den personlige historie. Men med databaserne og de personlige beretninger som udgangspunkt synes hun at have fundet en metode.

”Jeg anvender en meget destinkt æstetik til mine værker, og den går igen i alle projekterne. Udgangspunktet er, at når du har gennemgået en masse lidelser og voldsomme påvirkninger, har du ikke lyst til at se mere blod, mere ødelæggelse – vi bliver bombarderet med voldsomme billeder hver eneste dag. Vi er næsten følelsesløse. Jeg bruger skønheden strategisk til at lokke publikum indenfor, før de indser at de faktisk er blevet sparket i maven.”

Da jeg spørger til netop denne manglende forbindelse, som værkerne forsøger at reetablere, lyder svaret:

“Jeg tror, vi kun ser overfladen af den her konflikt, billederne, og ikke dybden i det her. Måske er det faktisk en mangel på interesse, der gør det, en selvoptagethed, der også handler om at man har svært ved at forstå den her situation, hvis man ikke har været der selv. Det virker umiddelbart mærkværdigt at vi ikke reagerer kraftigere på det her,” erkender Chung og uddyber:

”Der er meget få mennesker, der aktivt stiller spørgsmålstegn ved disse strukturer i dag. Vi lever i en generation præget af forbrug, der ikke reflekterer over historien, den store sammenhæng, så dér føler jeg som kunstner et meget konkret ansvar,” forklarer hun.

Systemets viden
Tiffany Chung opfinder som sådan ikke noget nyt. Hun samler, sammensætter og visualisere materialet og oplysningerne, så folk lettere kan forstå, hvad der foregår. Processen tæller kæmpe store spread-sheets med navne, datoer, lokationer, data og løbende data-analyser baseret på både data og personlige fortællinger.

”Det er meget omfattende, og samtidig er jeg nødt til at læse en hel masse for at forstå historien, konteksten og fx den nationale migrationspolitik. Efter det, efterforsker jeg de statistiske tal i UNHCRs databaser og går frem og tilbage mellem de forskellige data. Nogle af disse tal er offentlige, men andre skal man ansøge om at få adgang til, og man skal godkendes i det system. Jeg blev godkendt for lang tid siden, så i dag er det forholdsvist enkelt for mig at få adgang. De kender mig efterhånden og vil gerne facilitere mine undersøgelser.”

Da Chung lavede projektet i 2010, var der flere facetter, der ikke var klarlagt for hende.

”Men i 2014 lavede jeg de første serier af landkort og begyndte at indsamle store mængder af billedmateriale fra nyhedsbureaerne, og pludselig indså jeg, hvorfor jeg var så optaget af den syriske flygtninge konflikt: Den havde direkte historisk forbindelse til den massive flygtningekrise under den store udvandring fra Vietnam i perioden 1975 til 1995.”

Frihedens pris
Det her emne er både meget akut og ret deprimerende ifølge Chung, fordi historien har en tendens til at gentage sig, igen og igen. Den store vietnamesiske udvandring, hvor mere end to millioner mennesker flygtede over havet og en tredjedel – alt efter kilderne – omkom til havs, har for eksempel en konkret og ubehagelig forbindelse til nutiden.

”Den drøm, som præger mennesker i den her tilstand, er friheden, men i sidste ende spørger jeg også mig selv om friheden – i stedet for forfølgelsen – er den kamp, de mange lidelser, tab og traumer værd? Og er friheden nogensinde fri?”

Tidligere samme dag, besøgte Tiffany Chung Sandholmlejren for at lave lidt research.

”Alting var så genkendeligt. Nogle få mennesker henvendte sig og brokkede sig højlydt over de strukturelle forhold – de er jo fanget dér, og kan ikke søge andre steder hen, når de først er registrerede som asylansøgere i Danmark. En mand jagtede os skrigende gennem gangene derude. Men det er småting. En fireårig pige blev voldtaget i en flygtningelejr i Hong Kong dengang (under Vietnamkrigen, red.). Det er en ekstrem situation at være i som menneske. Men jeg tror, drømmen er den samme, også i dag. De vil tage sig af deres børn, have en bedre fremtid, være i stand til at klare sig selv – ordinære drømme.”

Grænsernes magt
Som krigsoffer og flygtning har Chung en dyb adgang til disse konflikter, men også en klar forståelse af, at det her er en gråzone – et minefelt.

”Hvis der er noget, der optager mig og som styrer os som mennesker, er det hele fiktionen omkring ’grænsen’. Det er bl.a. derfor, jeg er optaget af kartografien og producerer kort, der redefinere disse grænsedragninger. Man vil aldrig kunne skabe en fastdefineret, statisk grænse. Den bliver forskubbet på alle mulige planer hele tiden.”

Og jo mere man graver og lærer om situationen, des klarere og vigtigere bliver de koloniale magtstrukturers historie ifølge kunstneren.

”Der er blevet trukket nogle uhensigtsmæssige grænser gennem både Mellemøsten og Indokina, der har skabt store forskydelser af magt og enorme flygtningebevægelser, der har ændret regionerne. Vi kommer til at kæmpe i mange år for at skabe balance i disse dele af verdenen, og jeg funderer tit over, hvorvidt vi når til et punkt, hvor disse mennesker kan være lykkelige? Det er den slags tanker, der skubber mit projekt fremad,”

Lige som grænsernes ustabilitet er udvandringen en naturlig tilstand i Chungs optik. Til udstillingen har hun således skabt en masseudvandring af dyr, som gerne skulle få publikum til at fundere over, hvad der sker.

”Hvorfor vandrer de? Hvad flygter de fra? Vi kan på en måde identificere os med dyr, og de mister konstant deres territorier, deres hjem – er nødt til at flytte sig for at overleve. Og det gør vi jo også. Naturkatastrofer, krige, sult, tørke – vi har en historie, der er præget af migration. Græsset er altid grønnere på den anden side af floden. Vi er blot nogle andre væsener i den her sammenhæng.”