Kunstnerduo med særlig stil

Det hele starter blidt med Brenda Lees smørbløde stemme, som smægtende lokker dig ind i udstillingens mørke: ’You can depend on me’, synger hun – fra dengang kvinden stod bag sin mand i et og alt. Her blendes sangen ind og ud af den filmiske sammenhæng i Hanne Nielsen og Birgit Johnsens dramatiske Camp Kitchen. Et spritnyt storskærms værk, der henvender sig til publikum med knivskarpe billeder, velkomponerede filmiske sekvenser og tredimensional lyd.

Hollywoodstilen til trods bærer dette barokke og mørke køkkendrama duoens umiskendelige fingeraftryk: Fortællingens brud og sammenstød, der skubber historien i nye retninger og referencer til billedkunsten i form af malerisk symbolske scener med kroppe, kålhoveder og bjerge af mel. I dette scenarie forvandles to kvinder fra hustruer i et stemningsfuldt køkken til aktive ninja-agtige krigersker, der, akkompagneret af Pussy Riots oprørske punkmusik, går i aktion mod en fjende, der med brølende helikoptere og skudsalver trænger ind i hjemmet og forvandler køkkenidyllen til et forblæst krigshærget landskab.

I filmforløbet pendulerer de to subjekter mellem det passive, nærende og regenererende og dets modsætning, den aktive forsvarshandling med produktion af madbomber, kagehåndvåben. Køkkenet er skueplads for medrivende transformation, hvor madvarer og køkkenredskaber forandrer karakter i takt med at fortællingen ændrer indhold og retning.

En kunstig sol
Som en barriere mellem krigszonen og resten af udstillingen er Getting in sync with nature installeret op ad væggen som en varmende radiator. I lyset fra en kunstig sols stigen og falden kan vi falde til ro og tænke lidt over, hvor selvfølgelig denne mediering af et naturfænomen forekommer, og over hvor let vi tilsyneladende accepterer den kunstige sols kvalitet.

En svensknøgle i munden
Bag ved solen finder vi et tætpakket og veldisponeret rum, der tjener som œuvre-katalog over værker fra duoens gennembrud i 1990 ‘erne og frem. På en monitor vises de allerførste one-takes med løg og flødeboller, den noget foruroligende Monkey Wrench, hvor en ung kvinde med mørke kvieøjne propper munden til bristepunktet med svensknøgler og Wake up Charlie, hvor en eksalteret gut på ret ufølsom vis er i gang med at genoplive en død solsort.

Fra væggen ved siden af tiltrækkes øjet af den ironiske Constructions in Space video med manden, der ligger uforstyrret og nøgen på et bord. Et modelfly cirkler rundt over hans krop, idet den holdes i en line spændt fast til hans lem, der derved drejes rundt og rundt af det konstante træk fra flyveren. En typisk Nielsen og Johnsen kommentar til den maskulinitet, som lader sig afstive af fart og mekanik – her i en omvendt passiv form, der i bogstavelig forstand lægger manden ned.

Oppustede konstruktioner

Overfor ses Inflated Constructions, der som flere af duoens tidligere videoer tager fat på klichéerne om kønnenes roller og magtforholdet mellem mænd og kvinder.

Som titlen angiver, er der tale om oppustede konstruktioner, her i bogstavelig forstand balloner og i overført betydning den konstruktion, som tilkender manden en overordnet position i kraft af hans køn. Med humor og stor effekt tager Johnsen og Nielsen fat om problemets rod.

Referencen til pornografiens traditionelle rollefordeling med den servicerende kvinde på knæ for den passivt modtagende mand er åbenlys, men her slutter ligheden også, for det er ikke kønnet, som bearbejdes, men en attrap; en kunstig konstruktion, som kvinden tilsyneladende anerkender og aktivt medvirker til at blæse liv i. På den måde afsløres konstruktionen og det faktum, at et magtforhold kræver mindst to aktører, som begge påtager sig deres roller i forholdet.

På en ipad-skærm vises en video, hvor oppustningen foregår i et ophidset tempo, ballonen eksploderer og det udløsende knald gentages, som en kort skudsalve, rettet mod kvinden. Scenen er lattervækkende og ironisk over for manden, der med sit overspændte, virkningsløse knalderi mere ligner et barn med en legetøjsrevolver.

Værket er formelt nedbarberet. Ved at økonomisere med virkemidlerne opnås en coolness, som afbalancerer indholdssidens spektakularitet. Inflated Constructions er dygtigt iscenesat med en fin fornemmelse for at holde igen på og forstærke en effekt, så dens potens og flertydighed udfoldes helt.

Mørke og frygt
I de tilstødende sale findes to nye værker, som begge har krævet en del research, og som grundlæggende udforsker en hybridform, der lægger sig et sted mellem dokumentarisme, kunstvideo og installation.
Det gælder for The missing Darknes, som omhandler den moderne lysforurening og  Defense Against the Unpredictable, der har katastrofeangst som tema.

Sidstnævte  fortælles i tre spor på tre skærme og drejer sig om angsten, som den manifesterede sig i koldkrigstidens Europa, og som den kommer til udtryk i nutidens USA. Hvor naturkatastrofer som orkaner, skybrud, tørke og skovbrande – sammen med en forhøjet frygt for terror og atomulykker – har reduceret befolkningens tillid til regeringens evne til at håndtere truslerne og beskytte indbyggerne. Frygten har afstedkommet en situation, hvor mennesker bruger tid og ressourcer på selv at kunne beskytte sig mod disse apokalyptiske katastrofer. De såkaldte ’Preppere’, som de kalder sig, findes i mange afskygninger.

I en række interviews viser Nielsen og Johnsen, hvordan denne trang til at føle sig sikker kammer over og bliver en altoverskyggende besættelse på den ene side, samtidig med at den på den anden side også afstedkommer innovative løsninger, som både er fascinerende og nyttige. Over for dette stilles koldkrigstidens atomkrigstrussel, som man forsøgte at håndteret fra officiel kant i datidens Danmark og i USA. Den forenklede forklaring på et uoverskueligt problemkompleks i forening med den autoritære og alfaderlige henvendelsesform fra den tid sættes på spidsen i mødet med de antiautoritære og regeringsmistroiske preppere i de helt nye optagelser fra Californien. Heroverfor vises på en stor skærm billeder af de kilometerlange mørke underjordiske gange fra Flagfortet på Stevns, og det fungerer godt, som et symbol på en bevidsthed, der langsomt forsøger at trænge ind i og finde mening i et uendeligt mørke af modsatrettede informationer, konspirationsteorier og hallucinationer.

Tråde til 90’erne
Udstillingen hedder Inklusion / Eksklusion – et begrebssæt, der har været anvendt inden for postkolonial kritik. Etableringen af ’os’ og ’dem’ er den oprindelige genstand for kritikken, der i udgangspunktet handlede om, hvordan vi i vesten ekskluderer mennesker uden for vores egen kulturkreds ved enten at eksoticere og/eller dæmonisere dem.

I dag bruges begrebet bredere til at gøre opmærksom på en lang række forhold i samfundet, som henholdsvis fungerer inkluderende eller ekskluderende på enkeltindivider eller grupper. I Nielsen og Johnsens tilfælde er det nærliggende at benytte denne titel, fordi duoen i mange sammenhænge netop undersøger, hvordan vi som mennesker oplever at være ude eller inde, og hvordan vi tackler dette vilkår i bestræbelsen på at skabe identitet og mening.

På den måde knytter de fint an til den tid i 1990 ‘erne, hvor de havde deres gennembrud, og som i høj grad var præget af diskursen om inklusion og eksklusion, som dengang også kom kraftigt til udtryk inden for kunsten. Især på den internationale kunstscene, hvor kvinder, homoseksuelle og mennesker fra ikke vestlige kulturkredse for alvor tog ordet og italesatte den eksklusion, som de følte sig udsat for.

Til at bære disse intime og ofte stærkt personlige fortællinger frem, var videoen eminent, og derfor fik videokunsten også for alvor luft under vingerne i den tid. Det vrimlede med bekendelsesvideoer, hvor kunstnersubjektet var helt centralt. Nielsen og Johnsen har lige fra starten af deres samarbejde udvist stor fornemmelse for deres samtidiges udtryk og kunstneriske strategier. De har gravet sig ned i tilsvarende emner – men været i stand til at fortælle historierne på en helt unik facon, hvor deres egne personhistorier ikke var vigtige som sådan. På den måde har de undgået det selvbiografiske og de mere narcissistiske aspekter af identitetstematikken.

Imødekommende kompleksitet
Nielsen og Johnsen arbejder med en stærk fornemmelse for det latente, det tvetydige og det komiske. Ofte findes der i et værk både noget neddæmpet og noget overspændt: De modsætninger og stemningsskift, som skabes i dette spændingsfelt er synonyme med duoens særlige stil. De kobler fænomener med sociologiske og psykologiske aspekter, og på deres helt egen lidt skæve facon undersøger de emnerne på en måde, som ser ud til at være drevet af nysgerrighed overfor verden lige så meget som af fascination af mediet. Både det, det kan og det, det gør ved os.

De skaber komplekse tankevækkende værker, der taler om det at være menneske i en verden fyldt med støj, uro og ambivalens. Deres kunst undersøger, hvordan vi udfordres personligt, interpersonelt, strukturelt og politisk. De helt nye videoer stiller skarpt på, hvordan vi tackler den globaliserede verden, som vi oplever den gennem den allestedsnærværende informationsteknologi.

Udstillingen på Aros fungerer rigtig godt, og der er gjort meget for at komme beskueren i møde. Visuelt, installatorisk og lydmæssigt er udstillingen gennemarbejdet ned i mindste detalje. En flot bogudgivelse perspektiverer og uddyber især duoens hovedværker, hvoraf flere ikke vises i denne sammenhæng.