Kunstnernes Efterårsudstilling er et køkken med mange kokke

Som altid er spørgsmålet, hvad konceptet ‘censureret gruppeudstilling’ har af relevans? Her får vi et sammensat måltid med noget fra hver genre. Malerierne er kartoflerne, de skulpturelle objekter måske kødet, og garnituren kommer i form af de få skæve indslag. Det er desværre ikke blevet en sammenhængende kulinarisk oplevelse. Her er mest af alt tale om fissions-køkken, hvor kunstneriske midler og strategier stritter i hver sin retning.

Det trætte maleri
Der er, som sagt, noget kartoffelagtigt over maleriets status i dag. Den gamle, velkendte opskrift – pensel på lærred – har på mange måder båret den store interesse i de seneste år. Vi har set mange afarter af finurlig figuration og arkitekturfantasi tilsat lidt ekspressiv gestik med malingens stoflighed som omdrejningspunkt.

Forskydninger og bearbejdninger af plan og flade har været en fast kompositorisk indgangsvinkel. Med den målestok er der ikke så meget nyt på udstillingen. Mest interessant virker de tydelige bearbejdninger af ‘fundne’ motiver, som i Aliaksandr Marchuks udviskninger af noget, der minder om trommesalsmalerier, og Thomas Brinkbæks voldsomt udførte russiske figuropstillinger. Her er der tydelige referencer, der peger ud over mediet selv.

Ironiske objekter
Den ironiske kunst er gentagne gange udråbt til den eneste relevante form i dag. Den er tilpas postmoderne til tiderne, som eksempelvis i Sanne Lautrups små skulpturer, der mikser vvs-materialer med hegn og træer fra modeltogenes verden for at skabe små paradoksale sammenstød mellem vante kategorier.

Det er egentligt fint, men ikke revolutionerende. Ligesom udstillingens eneste minimalistiske værk, Alexander Thiemes to granitsten, der knuser og krøller et sammenrullet lærred, også er spøjst tankevækkende.

Og nogle skæve fuldtræffere
Monotoni er titlen på nogle små, skitseprægede filmstumper af Nicholas Sparre-Ulrich, hvor udklip fra populærkulturen på klumpedumpeagtig manér er animerede med et morsomt, hjemmestrikket lydspor. Som ung, mandlig anmelder føler jeg mig ramt af det barnlige univers.

Udstillingens mest imponerende ret er dog seks ophængte, sorte figurer, der umiddelbart ligner små forkullede mumier. De forvitrede eller kraftigt afbrændte keramiske stykker, A New Beginning, af Mikael Jackson og Kristine Tillge Lund viser sig at tage udgangspunkt i Anders And-figuren. Det er anderledes og originalt, både i materialevalg, udformning og referencer, og lægger dermed afstand til resten af udstillingen, der langt hen ad vejen mest ligner en aflæsning af ‘tendenser’.

Hvor peger det hele hen?
Det er i udvælgelsesmetoden, hvor en censurkomite har udvalgt det, de bedst kunne lide af omtrent 3000 indsendte stykker, at Kunstnernes Efterårsudstilling har sin styrke og sin svaghed. Pressemeddelelsen lancerer det utvetydigt som ‘toppen af toppen’. Og ja, det er et smagfuldt, men langt fra mættende overblik over, hvad vi måske kan vente af fremtidens nye, uprøvede kunstnere.

Måske gemmer der sig et fremtidigt svar på billedkunstens Paul Bocuse eller Gordon Ramsay iblandt dem alle, men det er svært at opfatte gennem den opsplittede menu. Som besøgende vil man kunne finde sit eget bud på en fremtidig kandidat. Indtil videre tror jeg ikke, at hun/han skal findes i maleriet.