Det kuratoriske mål er mangfoldighed og fordybelse

Rie Hovmann Rasmussen og Louise Lassen Iversen åbner i januar det nye udstillingssted meter på Nørrebro. Visionen er at udfolde anderledes perspektiver på samfundet via kunsten og eksperimenterende kuratoriske greb.

“Det er fantastisk, at Statens Kunstfond motiverer skabelsen af ny kultur i Danmark ved at støtte nye kunstnerdrevne og selvorganiserede udstillingssteder. Støtten disse steder kan opnå er dog ikke stor nok til, at de reelt kan løbe rundt. Man bliver nødt til at tænke i alternative økonomiske strategier, hvis man skal sikre sig en løn for sit arbejde,” indleder Louise Lassen Iversen smilende i de lyse, store lokaler på Henrik Rungs Gade 25 på Nørrebro og fortsætter:

“Jeg tror, tanken er, at disse steder ikke nødvendigvis skal forblive, men ses som midlertidige. Positivt set sikrer dette et dynamisk og kulturelt mangfoldigt byliv. Dette lægger sig op af strategier om, at kunst og kultur skaber et attraktivt bymiljø og kan tiltrække kapital og ressourcestærke borgere. Negativt set har vi her en masse kulturarbejdere, der arbejder for meget få penge og underbyder de store, etablerede institutioner. Det sidste er dybt problematisk, og vi er klar over, at vi er med til at underbygge denne tendens ved at åbne dette nye udstillingssted.”

Hendes medkurator, Rie Hovmann Rasmussen, sidder lige ved siden af og smiler med. En elektriker banker på, og der ligger værktøj og malergrej rundt omkring i rummene, for Rasmussen og Iversens nye udstillingssted meter er tæt på åbningsdagen næsten færdigt, men stadig under etablering. Begge kuratorer har tidligere været en del af den kunstner- og kuratordrevne udstillingsplatform NLHspace.

“meter er forskellig fra kunstnerdrevne steder. Vi er to kuratorer, der står bag. For os er skabelsen af dette sted vores primære erhverv og på sigt en økonomi, imens det for kunstnere ofte er en bibeskæftigelse,” siger Iversen. “Ja, det er en helt anden form for investering for os,” bifalder Rasmussen.

Derfor kalder de to kuratorer heller ikke meter for et projektrum, og ønsket er at gå imod den to-årige midlertidighedstendens. I stedet bliver de blivende potentialer en del af de kuratoriske eksperimenter, der vil kendetegne meter.

Langvarige udstillinger
“Selv museerne bliver i kraft af oplevelsesøkonomien underlagt ideen om, at der konstant skal ske noget nyt. Dermed mister man fordybelsen, men der er noget ved varigheden, i de faste samlinger, i det, at man kan blive ved med at gå ind og kigge på de samme malerier eller skulpturer,” mener Iversen, og Rasmussen overtager:

“Præcis. Der er noget interessant ved at dvæle ved samtalerne. Vi har begge tidligere haft erfaringer med, at vi måtte stoppe samtaler med kunstnere, fordi projekter sluttede. Men det tager tid at udvikle ting og skabe de samtaler.”

Begge kuratorer oplevede i deres arbejde i NLHspace, at de blev forpustede på grund af udstillingsfrekvensen, og at folk ikke altid nåede at se udstillingerne.

“I meter kører vi med udstillingsperioder på 4-5 måneder. Det giver os muligheden for at dvæle ved kunsten og samtalerne med kunstnerne. Udstillingerne er dog ikke statiske, men udvikler sig over tid. Fordi de er organiske, kan værkerne forandre sig, og dialogen med kunstnerne handler ikke om, at nu producerer du det eller det, men om at de kan medtænke, at der skal ske noget med værkerne undervejs,” forklarer Rasmussen. “Eller bidrage med noget mere…,” supplerer Iversen.

Kontekstualisering af kunsten
Men det betyder ikke, at lederne af meter tænker i et processuelt værkbegreb. Det er derimod kunstens kontekstualisering, de gerne vil påpege i udstillingsstedet meter.

“Det foranderlige kommer meget forskelligt til udtryk fra udstilling til udstilling. Vores sidste to udstillinger præsenterer måske mere procesorienterede værker. Men de to første udstillingers værker er objekter i en fast form, og det foranderlige ligger i det kuratoriske greb. Vi er meget bevidste om, at kunst altid er kontekstualiseret. Vi vil pointere, hvor meget det betyder for et værk, hvilke andre kunstværker det er placeret ved siden af, eller hvilken tematik det indgår i,” fortæller Iversen.

I meters første udstilling Unravelings bliver der helt konkret flyttet rundt på værkerne. Fx indtager kunstneren Annarosa Krøyer Holms stille værk Chromofobi fig. 1 rummet først, mens kunstneren Javier Tapias larmende installation senere bryder overdøvende ind. I en traditionel udstilling ville et sådant greb sikkert ikke finde sted.

“Det er på en måde et overgreb overfor Annarosas værk, men fordi hendes værk hænger i hele udstillingsperiodens fire måneder, og Tapias installation kommer ind forskudt i to måneder, så står hendes værk stadig og sitrer på væggen. Værket kommer til at gå igennem mange stadier og vil skifte karakter, ligesom alle værker gør igennem deres liv,” siger Iversen, og Rasmussen uddyber:

“Den tilgang kan åbne værkerne fra forskellige vinkler uden nødvendigvis at gennemgå dem alle på en gang. Derudover forsøger vi at hive dialogen ind i udstillingsformen, så der er plads til uenighed. Vidensdelingen og udvekslingen bliver altså en vigtig del af projektet og kan influere på visningerne. Vi vil gerne åbne offentligt op for de samtaler, der ellers ofte kun sker mellem kurator og kunstner.”

Derfor vil man på meters hjemmeside også kunne læse interviews med kunstnere, teoretikere osv.

“Websitet er også et kunstrum. Vi har kontakt med kunstnere, som eventuelt kun skal præsenteres der. Billedudveksling i dag sker i så stor grad på hjemmesider. Der er mange institutioner, jeg er stor fan af, men jeg aldrig har besøgt fysisk. Jeg har et indtryk af deres profil fra deres hjemmesider. Der lever udstillinger videre, og man kan nå ud til et større publikum,” bemærker Iversen.

Tomme, hvide rum
meters åbningsudstilling Unravelings den 5. januar, hvis fokus er hundredåret for Danmarks salg af de Vestindiske øer, bliver ikke en larmende en af slagsen, men passende anderledes: kompleks og subtil. Kunstnerne Annarosa Krøyer Holms, Miriam Hailes og redaktøren Sine Frejstrups Hvid[mə] Archive skal installeres alene i et af meters fire lokaler, mens resten står tomme for på den måde at gøre opmærksom på den hvide kube, som en indlejret selvkritik.

“Hvid[mə] Archive er startet af Annarosa Krøyer Holm og har været installeret på Den Kongelige Afstøbningssamling – et gammelt pakhus, hvor varer fra de tidligere danske kolonier har været opmagasineret. For hende var vores ide om at flytte arkivet fra Den Kongelige Afstøbningssamling til vores hvide kube fuldstændig logisk, for arkivets projekt er at italesætte et hvidt privilegium igennem dets tekster. Farven hvid er gennemgående for teksterne; det hvide privilegium, dekolonialisering, den hvide kube, den klassiske marmorstatue, arkivet udfolder ideen om, hvad et hvidt privilegium kan være,” pointerer Iversen.

“Desuden har Annarosa Krøyer Holm sammen med Miriam Haile og Sine Frejstrup lavet et open call og har fået nye bidragsydere til at udvide arkivet med nye tekster,” fortæller Rasmussen.

Herefter udvikler udstillingen Unravelings sig med materialiseringer af nogle af teksterne i arkivet og værker af kunstnerne Jessie Kleemann, Javier Tapia, Nanna Debois Buhl, La Vaughn Belle, Annarosa Krøyer Holm, Trine Mee Sook Glerup og Julie Edel Hardenberg.

Det første anstrøg til en materialisering af arkivets tekster bliver den grønlandske kunstner Jessie Kleemanns performance I tråd med tiden den 6. januar.

En anden tilgang til samfundet
Udover et organisk, flydende kuratorisk greb vil det, der præger meters profil, være et samfundsengagement. Navnet til udstillingsstedet kommer derfor også fra en videnskabelig måleenhed, der gør verden håndgribelig og forståelig. Men udstillingsstedet meter vil undersøge, hvordan man kan udforske verden via kunstpraksisser, der kan undslippe videnskaben og finde andre, nye perspektiver på verden.

“Nogle vil mene, vi skal fejre 100-året for Danmarks salg af de Vestindiske øer, men vi er stadig en kolonimagt. Grønland og til dels Færøerne er stadig underlagt Danmark, men det er ikke en del af vores bevidsthed. Grønlandske eller færøske nyheder er fx ikke engang en del af nyhederne i Danmark, fastslår Iversen og fortsætter:

“Vores mentalitet omkring forskellige dele af Danmark siger meget om, hvem vi er, og hvordan vi er i forhold til andre. Det, at vi ikke italesætter vores forhold til Grønland, er en synliggørelse af magt. De er ikke eksisterende.”

”Markeringen af 100-året for salget af de Vestindiske øer med udgangspunkt i arkivet er tænkt som en anledning til at kigge på Danmarks forhold til sin kolonifortid og -nutid. Og vi bruger gruppeudstillingen til at pege på de mange forskellige retninger og perspektiver, der er af vores fortid og nutid,” tager Rasmussen over igen.

“At det ikke er en del af vores bevidsthed, at Danmark er og har været en kolonimagt har måske en forbindelse til, hvordan vi behandler folk fra andre kulturer i dag. Diskussioner om n-ordet kommer fx stadig op. Der er en manglende selvsikkerhed omkring den danske identitet og hvorfor dog det? Det er den kultur, der fylder mest, så hvorfor føler vi os truede? Vi vil med aktiviteterne i meter ikke bare være kritiske, men vil gerne vise, at den danske identitet allerede er udvidet, at vi allerede er flere og andre end den hvide dansker. Det er ikke et realistisk billede af danskeren,” anfører Iversen.

“Unravelings er netop andre perspektiver, andre tilgange eller strukturer, der bliver hevet frem, tilgange man ikke er bevidst om,” afslutter Rasmussen.