Kvinder uden kurs

Skal kvindelige og mandlige kunstnere have samme mulighed for at havne på de danske museer og kunsthaller? Selvfølgelig! Er det i orden at rette op på den skæve kønsfordeling og skubbe statistikken i den rigtige retning ved at vise ”kvindeudstillinger”. Ja, hvorfor ikke?

Så langt så godt. Med udstillingen Stir Heart, hentet fra Museet for Samtidskunst i Oslo, sætter Brandts fokus på den manglende ligestilling i kunstverdenen. Alle 8 kunstnere er kvinder, og alle har arbejdet innovativt med billedkunsten. Værs’go.

Men er det nok? Desværre vinder Stir Heart ikke denne anmelders hjerte.

Kunsterne arbejder med vidt forskellige udtryksmåder, materialer, tematikker osv., og hver for sig har damerne helt sikkert noget at byde på. Men sammen står de ikke stærkt – i hvert fald ikke i dette tilfælde, hvor den røde tråd mangler.

Sjove sammenstød
Når det er sagt, så opstår der heldigvis små, pudsige forbindelser undervejs. Fx mellem Natalie Djurberg og Pipilotti Rist.

Mens Djurberg skildrer kroppen som en bunke frastødende flæsk i en absurd dukkefilm, er Rist som altid god for et æstetisk sansebombardement. Her med en videoinstallation, der projicerer kroppens organer op på væggen som smukke landskaber i et farverigt drømmeunivers.

Tilsammen folder de to værker kroppens spændvidde ud. Fra kød, død og dyriske drifter til en verden af livskraft, skønhed og mysterier.

Stofpose eller hvalros?
En sjov kobling opstår også mellem Djurberg og Ellen Hyllemose. I Djurbergs anden dukkefilm sprætter en eskimolignende kvinde maven op på en hvalros, lægger sig ind i skindet, syr sammen og svømmer af sted. Hyllemoses uformelige stofskulptur ligger lige i nærheden og mimer hvalrossens træk – med tydelige syninger hen over stoffets bulninger. Og som den træt læner sig op ad en stolpe, bliver den næsten til en komisk abstraktion over filmens tema – hvis man selv digter med.

Et vægmaleri i vilde, psykedeliske farver skæmmer fx Vibeke Tandbergs stramt komponerede sort-hvide fotografier.

Her møder vi en kvinde, der brutalt er overtegnet med tusch-streger og påhæftet forskellige attributter fx en blond paryk. Hun er forslået og gravid, hun græder, bærer maske  – eller er helt streget over. Kombinationen af foto, tusch og collage er enkel og effektiv og skaber foruroligende billeder af en destruktiv leg med identiteter.

Tandberg leverer udstillingens måske bedste indslag, men bliver desværre ikke bakket op af de omgivende værker. Fx virker Josefine Lyches Budda-maskine, der udsender new-age-musik, helt malplaceret i denne forbindelse.

Samspillet mangler
Det hænger bare ikke sammen. Hist og her opstår der sjove dialoger. Især hvis man finder fantasien frem og digter voldsomt med. Men i det store hele bliver udstillingen en fremvisning af enkeltværker, der peger i hver sin retning.

Ja, kunstnerne er kvinder. Og lokker de ligestillingen hele vejen ind i kunstens verden, så tak for det! Men det er desværre ikke nok til at gøre Stir Heart til en helstøbt udstilling med noget på hjerte.