Kvinderne regerer på Odense Havn

Det er kvinderne, der styrer løjerne på havnen i Odense, men de får ikke nok ud af det. De kredser om køn og identitet, men kun et par enkelte værker ryster ved den traditionelle forestilling om køn, kunst og kvindelige kunstnere.

Snehvide på hovedet
Det var Snehvide vendt på hovedet: En mandlig og syv kvindelige kunstnere var med til at lancere livsstilsmagasinet VITAVRAP-LIFESTYLE med en såkaldt L*I*V*E-udstilling i den nedlagte skibssmedje på havnen.

Kvindelige ord-, billed-, video- og performancekunstnere og Kristoffer Ovesen fik hver et kvarters tid til at udfolde deres værker for publikum en torsdag aften den 1. oktober.

Køns- og kunstroller
De traditionelle kunstroller var fordelt på god, gammeldags vis: Flere af de kvindelige kunstnere brugte sang og performance, der iscenesatte kønsroller og identitetsformer – med en enkelt afstikker til klimadebatten hos Tine Louise Korterman – og Kristoffer Ovesen lukkede festen med megahøjt, metallisk elektronisk musik.

Lidt sjovt og lidt mærkeligt
Kvinderne var mestendels spøjse uden at være vilde eller voldsomme; Camilla Gaugler sang og bevægede sig i en sort heldragt med snurrende og neonlysende kugler, mens hun sang sødt om voldtægt og misbrug. Det var sjovt og lidt mærkeligt, men ikke noget, der rykkede ved verdensbilleder eller, mindre ambitiøst, satte tanker i gang.

Fabelagtigt videoværk
Tine Oksbjerg rykkede derimod. Hun beviste, hvorfor det er kvinderne, der har bukserne på i Odense.

Hendes videoværk, Supper Club, fik med nogle greb fat i noget virkeligt spændende: En åndsfraværende stemme læser et højtideligt ordensreglement op hen over hverdagsscener fra køkkenet.

Små øjeblikke fra familiebordet, hvor børn og deres mødre snakker, griner og spiser. Og reglement-oplæsningen sætter hverdagsbanaliteterne i et nyt lys.

Geniale banaliteter
Den højtidelige oplæsningstekst viser sig efterhånden at være fra en loge-orden, og deres regler og ritualer bliver ikke mindre latterlige, når Oksbjerg læser eller får dem læst op af en sløv, snøvlende stemme.

Det er virkningsfuldt, men det bedste er, at latterligheden virker tilbage på hverdagsscenerne.

Oksbjergs fine, uprætentiøse øjeblikssituationer med spisende, smilende og småsnakkende børn og mødre bliver til noget særligt og smukt. Det er ikke romantiserende eller karikeret, men helt enkelt; biedermeier-idyl på den rigtig fede måde.

Rendyrket maskulinitet
Kvinderne dominerede scenen, indtil den eneste mandlige kunstner, Kristoffer Ovesen, afsluttede udstillingen med en lille halvtimes elektronisk musik, som det må lyde i en nedlagt skibssmedie.

En sort/hvid film med sønderbombede bygninger kører som baggrundsfilm. Foran står Ovesen ved mikserpulten, og her, i en stor, mørk fabrikshal på havnen, bliver det ikke meget mere maskulint.

Modvægt til kvindekunsten
Maskin-musikken var alt for høj, og det gjorde ondt i ørene, men det fungerede som en god kontrast til den kvindelige overmagt.

Det rykkede bare ikke rigtig ved, at det var kvinderne med Tine Oksbjerg i front, der bestemte, hvor kunsten skulle stå.

Kvinderne til kødbyen
VITAVRAP-LIFESTYLE holder releaseparty igen i København på DASK Gallery i Kødbyen fredag den 23. oktober.