Hvad hvis kvinderne styrede verden?

Dommedagsuret tæller ned i den israelske kunstner Yael Bartanas forestilling What if Women Ruled the World. Med to og et halvt minut til midnat står menneskeheden på afgrundens tærskel. Klimakrise, krig, terror og flygtningestrømme har skabt en global undtagelsestilstand. Et kvindeligt ekspertpanel har magten til at løse de internationale problemer og stoppe dommedagsuret. Spørgsmålet er, om de når det, inden det er for sent.

Aftenens forestilling står i skarp kontrast til den optimistiske summen af aktivitet, som gennemsyrer smilets by en iskold novemberaften. En tung røg og en ildevarslende stemning indhyller os publikum, som vi finder vores pladser i Studio 1 i Filmbyen ved Aarhus Havn. Der er mørkt og dystert. Rød er den eneste farve, som giver mørket modspil.

Scenografien – et konferencerum med et stort, rundt bord – er som et ekko af War Room fra Stanley Kubricks koldkrigssatire Dr. Strangelove (1964). I Kubricks film forestiller nogle få, overlevende, mandlige ledere sig at genbefolke jorden med ti kvinder til hver mand. Her er tingene vendt på hovedet. I Yael Bartanas forestilling har kvinderne den absolutte magt, og kvinderne omtaler selv rummet som et fredsrum.

Rod i virkeligheden
What if Women Ruled the World bevæger sig i grænselandet mellem fiktion og virkelighed. Forestillingens præmis er et politisk møde mellem en præsident, hendes kabinet og et hold af eksperter, der skal diskutere, hvorvidt den nation, præsidenten er leder af, skal nedruste sin militærmagt og tilintetgøre sine atomvåben.

Præsidenten og hendes kabinet består af skuespillere. Eksperterne er derimod hentet fra den virkelige verden. For hver forestilling skiftes ekspertpanelet. Fredag aften består panelet af en eklektisk blanding af forsvarsrådgivere, fredsaktivister, humanitære fortalere og intellektuelle: Anja Dalgaard Nielsen (leder af Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet), Karin von Hippel (generaldirektør ved Royal United Services Institute i London), Noura Bittar Søborg (socialentreprenør og humanitær aktivist), Or Rabinowitz (lektor for Internationale Relationer ved Hebrew University of Jerusalem) og Seida Saric (leder af organisationen Žene za Žene International Association Sarajevo).

Som i tidligere værker, eksempelvis i filmtrilogien And Europe Will Be Stunned (2011), har israelskfødte Yael Bartana hentet sin inspiration fra virkelige hændelser.

Fredag aften tager det ikke lang tid for publikum at regne ud, hvilken virkelig magtfuld mand forestillingens Arnold Twitler er modeleret ud fra. Og da en række misogynistiske tweets fra ham afbryder kvindernes intense diskussion om, hvordan man kan ændre folks tankegange, bryder latteren ud blandt publikum. En latter, der for et kort øjeblik ophæver den fortættede atmosfære, som gradvist er blevet stærkere, siden vi satte os tilrette i mørket.

Politik og moderskab
Kvindekomitéen diskuterer om krig er en iboende del af menneskeheden, hvad terrorisme fødes af, og hvad der er den største trussel mod verdenssamfundet. Er menneskeheden sin egen værste fjende? Og hvordan redder man en konflikt igennem dialog, når dialogen også kan skabe misforståelser, der fremprovokerer krig?

For Anja Dalgaard Nielsen er gennemsigtighed det allervigtigste. Ifølge hende er det fundamentet for konstruktiv dialog, da det viser ærlighed og oprigtighed. Seida Saric pointerer, i forlængelse af Anja Dalgaard Nielsen, at krig aldrig må være en mulighed. Hun er en klar fortaler for tilintetgørelsen af atomvåben – en holdning som alle eksperterne dog ikke deler. Karin von Hippel taler eksempelvis for muligheden af en gradvis nedtrapning eller oprettelsen af et atomvåbenfællesskab imellem de allierede.

De politiske emner, kvinderne debatterer, bliver gang på gang sat i modspil med det konkrete i moderskabet. Én får sekretæren til at ringe til sin barnepige, fordi mødet trækker ud, og en anden bliver afbrudt i diskussionen om kvindelige soldater, da hendes mand ringer til hende og beder hende om at synge godnatsang for deres søn.

Da komitéen holder mødepause, letter stemningen betydeligt mellem de medvirkende. Nogle trækker sig hviskende og smilende sammen i et hjørne og deler en smøg. Andre virker til ivrigt at tale videre om det, de er sat i stævne for. Som publikum bliver vi for første gang i forestillingen holdt uvidende om, hvad de taler om.

Nedtællingen er i gang
Komitéens pause afbrydes af en ringende telefon. Det hypotetiske bliver en realitet. Arnold Twitler har positioneret et atomvåben direkte mod én af nationens allierede. Dommedagsuret tæller ned på ny, og kvinderne skal finde en strategi, der nedtrapper konflikten.

Præsidenten ringer til Twitler. Efter en kort samtale lægger han på. Da hun ringer tilbage til ham, svarer han ikke. Telefonens opkaldstone skærer igennem salen som dommedagsmusik, og publikum holder uvilkårligt vejret. Lyset bliver rødt, og røgen lægger sig atter tungt over panelet.

Om kvinderne får opblødt konflikten eller om atomkrigen bryder ud, skal ikke afsløres her. Men som publikum blev vi alle efterladt med spørgsmålet om, hvorvidt der er en verden at vågne op til i morgen, og hvordan den i givet fald vil se ud.