Kviums groteske eksistensteater

Det skinbarlige øje er titlen på en ny, 58 minutter lang, dokumentarfilm om maleren Michael Kvium. I følge Ordbog over det danske Sprog betyder skinbarlig noget, der er klart og tydeligt for øjet, men også virkeligt og ægte.

Filminstruktøren Peter Klitgaard, der har drejet filmen om Michael Kvium, angiver altså allerede i titlen, at Kvium evner at male tydelige, virkelige og ægte billeder, hvilket man kun kan være enig med ham i:

Kviums figurative sprog bygger på genkendelse, men han flytter konstant på elementerne, forvrænger og manipulerer med det kendte og pirrer vores pinlighedsgrænser.

Det har han snart gjort så længe og så vedholdende, at hans vokabular har omformet vores syn på virkeligheden.

Et folkets sprog
Kviums groteske figurer er generelt på skideren og befinder sig i offerrollen, men enkelte af dem skiller sig ud som diabolske bødler, perverterede og onde – som senest hans nonner, kardinaler og dommere, der er vildt uhyggelige, men også grotesk morsomme.

I filmen fortæller han, at han i akademitiden gik imod sine professorer, som mente, at kunst var forbeholdt eliten.

I stedet insisterede Kvium på at udvikle et kunstnerisk sprog, der kommunikerer til alle – gamle som unge, lærde som læge. Og det er lykkedes. I dag er han stik imod, hvad man forventede, da han debuterede i 1980’erne, blevet folkeeje.

Frugtklaser på paletterne
I filmen følger vi Kviums arbejde i atelieret. Vi ser ham tegne skitser, male og overveje nye slag på det firkantede lærred – en enkelt gang ser vi ham overmale et billede. Det er spændende at følge hans arbejde og se, hvordan han først tegner motiverne op og dernæst med sin sikre hånd påfører malingen, der ligger og venter på paletterne som frugtklaser.

Vi ser ham også gå rundt i naturen og fotografere de spæde, selvsåede birketræer, som ret overraskende blev en del af hans vokabular, da han for nogle år siden flyttede atelier fra Nørrebro til Tisvilde Hegn i Nordsjælland.

Det er derudover interessant at høre Kvium sætte ord på sin kunst: For Kvium er maleriet en scene, hvorpå personerne performer eller spiller en bestemt rolle. Motivet skal renses for alt overflødigt fedt, og billedets elementer opfatter han som rekvisitter. Kunstneren kaster nogle elementer ind i et billede, som så svarer igen. I det øjeblik billedet ikke stiller flere spørgsmål, er det ifølge Kvium færdigt.

En flue på væggen
Instruktøren har diskret fulgt Kvium igennem en treårig periode, og i modsætning til Jørgen Leths film om John Kørner er Peter Klitgaard fluen på væggen. Han har optaget 30 timer i atelieret – heraf nogle i Andalusien, hvor Kvium har sit andet atelier. Her henter han inspiration både i den tørre, rå og bjergrige, sydspanske natur og i den spanske malerkunst, navnlig Velazquez, Ribera, Zurbarán og Goya. Begge dele er vandret ind i hans egen kunst.

Inde i filmen er der et lille klip, der viser et eksempel på Kviums absurde videokunst i form af scener fra videoen Attack and Defence fra 1997, hvor Kvium iklædt først en sort og dernæst en hvid, lang undertrøje og narrehat smadrer henholdsvis hvide og sorte æg med sine nøgne fødder. Godt at opleve ham også som performancekunstner – det er en væsentlig side af hans virke.

Ærbødig instruktør
Filmen fortælles roligt og koncentreret, og vi kommer ind under huden på den følsomme og let sitrende Kvium, der fortæller om sin opvækst i Horsens i en katolsk familie som femte barn i en søskendeflok på otte.

Cluet er en traumatiserende oplevelse, da hans mor hen mod slutningen af svangerskabet får mareridt og skriger et dødsskrig, som hjemsøger Kvium, da han er i tyverne.

Moren fik en fødselspsykose efter nedkomsten, og Kvium bliver i den første tid passet af nonnerne på det katolske hospital, hvor han blev født.

Til deres store fortrydelse bliver Kvium ikke nogen from katolik, men han finder en ny figurgruppe i nonnerne, som han fremstiller som perverse og grumme.

Alligevel er der ingen tvivl om, at Kvium i bund og grund er en kristen maler, som især beskæftiger sig med lidelsen og ydmygelsen, hævder Christian Lemmerz i en lille bonusfilm, hvor en charmerende Lemmerz giver en mundtlig rundvisning i sin vens kunst på sit gebrokne tysk-dansk. Men desværre er lyden ikke alt for god, og den lange optagelse med stationært kamera i en lænestol er noget kikset.

Det er en smuk og absolut seværdig film, for Kvium er en dybt interessant kunstner, men filmen hæmmes af en vis ensformighed i fortællesproget og lidt for stor respekt for kunstneren. Man savner modspil fra instruktøren, der mest er mikrofonholder.

Filmen fremstiller Kvium som en ener, og den traumatiske fødsel bliver stående som den væsentligste årsag til hans særegne og stærkt virkende kunst. Men det er en alt for snæver udlægning af Kviums formelt set raffinerede, civilisationskritiske og dybt fascinerende kunst.