Lilibeth Cuenca Rasmussen: “Identitet er meget mere komplekst end det, man ser”

I sin nye udstilling I am not what you see på Copenhagen Contemporary insisterer Lilibeth Cuenca Rasmussen på det skulpturelle, og viser blandt andet en iglo, der samtidig ligner et kæmpestort rokokoskørt. Vi har mødt hende til en snak om en lang praksis, der vedholdende forhandler kulturel flertydighed, køn og identitet.Hun tager smilende imod mig i døren på Copenhagen Contemporary. Lilibeth Cuenca Rasmussen, som må være en af landets mest kendte performancekunstnere, er ved at installere sin udstilling I am not what you see. En af de største soloudstillinger hun hidtil har lavet.
Hun viser vej hen til et af de bagerste, store udstillingsrum på førstesalen i kunstcentret. Hun fortæller levende, mens hun viser værkerne frem.

Værkerne er skabt af meget forskellige materialer, men fælles for dem er, at de mimer forskellige ikoniske, nomadiske boliger – igloen og tipien blandt andet. Men samtidig er de også udformet som beklædninger, man kan iføre sig. De fungerer altså både som arkitektur, kostumer og skulptur.

Temaer om det nomadiske, identitet og etnicitet udspiller sig i værkerne, som sammen med et tema om køn er blevet en vigtig bestanddel af Lilibeths praksis lige siden hun for første gang performede live med værket Absolute Exotic på Galleri Kirkhoff på Islands Brygge i 2005.

Hun blev opfordret af galleriets indehaver til at performe videoværkets sang live og sprang dermed – i tråd med en feministisk tradition – nærmest fysisk ud af det flade billede. Hun har sidenhen skabt et væld af tværæstetiske værker i et felt mellem performance, video, sang, musik, skulpturer og kostumer.

Boliger der også er tøj

”De nye værker minder meget om den måde, jeg arbejdede med tekst og kostumer som scenografi i mine første værker. Men jeg har i de nye værker insisteret på det skulpturelle og interesseret mig for skalaer. Jeg har arbejdet med en masse symbolikker, der ligger i materialerne. Hvis man kan sige, jeg arbejder på en bestemt måde med det tredimensionelle og med objekter, så er det i det symbolske”.

Skulpturen Miss Fabula, der ligner en iglo, men også er et rokokoskørt, som man faktisk kan tage på, selvom det er 2 meter højt, er for eksempel lavet af tretusind airmail konvolutter.

”Airmail konvolutterne repræsenterer og symboliserer en bestemt tid, som er ved at uddø, og brevene er sat op med tråde, som man kan se er blevet klippet over – et symbol på fragmenterede forbindelser. Igloen er hovedsageligt lavet af papir, som er forgængeligt. For mig er der referencer til den smeltende indlandsis”.

“En anden skulptur, Fatamorgana, mimer et kuld af hængekøjer. De er ikke lavet som traditionelle hængekøjer af reb eller stof, men af vatterede andedunsdyner. Så der er både kontrast og symbolik i materialerne”.

Med på udstillingen er også en kæmpestor, sensibel stofskulptur Quadripoint, som mimer en tipi. Den kommer til at kunne opløse sin egen form, og dele rummet op i flere nye rum i udstillingen.

”Quadripoint er et symbol på de tektoniske plader, der ligger under jorden og hele tiden bevæger sig. Lige så stille gennem flere tusind år skabes nye grænser, noget land forsvinder og nyt opstår”, forklarer Lilibeth Cuenca Rasmussen.

En cocktail af en performance

Skulpturerne aktiveres flere gange i løbet af udstillingsperioden med performancen Cocktails, hvor performere både bebor og iklæder sig skulpturerne med sang og dans.

”Cocktailen består af flere ingredienser som ’er ligeværdige’ og tilsammen bliver til noget nyt, en drink. Cocktail er et tværæstetisk, live-værk med i alt otte performere, både dansere og musikere, en fløjtespiller, en percussionist, en på rulleskøjter og mig.”

De fire skulpturer og performancen manifesterer tilsammen en undersøgelse af det nomadiske, etnicitet og identitet og følger temaer, som kunstneren har arbejdet med siden starten af sin kunstneriske praksis.
Lilibeths tekst til performancen på udstillingen, handler da også om, hvordan mennesket oprindeligt rejste rundt og levede som nomader.

”I min research har jeg læst om, hvordan vi har blandet vores DNA, har blandet os med hinanden. Ifølge de seneste videnskabelige kilder er de nordamerikanske indianere faktisk en blanding af europæere og asiater. Det er vildt sjovt, for det er, det jeg er. Da jeg var barn, spurgte min mor og far mig også, hvilket pas jeg gerne ville have, og jeg svarede: ’jeg skal have dansk pas, og i øvrigt er jeg amerikaner’. Det var nok, fordi jeg tænkte, at amerikanere er blandinger”, griner Lilibeth karakteristisk smittende.

Det nomadiske

Lilibeth Cuenca Rasmussen har gennem sin kunstneriske karriere ikke kun brugt sin egen kvindekrop, men også trukket på sin personlige dobbeltkulturelle baggrund, for eksempel i udstillingerne Inbetweeness (2014) på Horsens Kunstmuseum og Being Human Being (2014) på Nikolaj Kunsthal og det storstilede projekt Gaia (2013). Alle udstillingerne har kritisk diskuteret identitet, ophav og advokeret for kulturel flertydighed.

Er det også, derfor titlen på udstillingen er, I am not what you see?

”Ja, man kan se ud på en måde, men være en anden indeni. Identitet er meget mere komplekst end det, man ser. Verden er bare ikke sådan én til én. Skulpturerne her kan også forvandle sig og være noget andet, end det du først oplever. Er det boformer? Ja, men man kan faktisk også se anslag til, at det er tøj, selvom det er skulpturer”.

Et demokratisk rum

At arbejde med musik – en form for rap – og kostumer er et karakteristisk træk ved Lilibeth Cuenca Rasmussens arbejder, der dermed har åbnet samtidskunsten op mod andre udtryk og nye deltagere. Derfor spørger jeg om, det tværæstetiske for hende særligt kan nedbryde hierarkier?

”Ja, det er for mig et demokratisk rum, ligesom definitionen af cocktailen. Jeg er optaget af det tværæstetiske. Allerede fra min tid på kunstakademiet har jeg været optaget af popkultur og blev meget bevidst om, hvilken kunst jeg ville lave. Jeg ville også gerne lave kunst for folk, der ikke rigtig havde en indfaldsvinkel til kunst overhovedet”.

Kunst skal for Cuenca Rasmussen have en umiddelbarhed, som kan appellere til mange. Lilibeth fortæller, at hun en gang, efter hun havde performet værket Ego Song i Kina, blev interviewet af en kinesisk journalist via en tolk og blev overrasket:

”Han havde forstået rigtig meget, selvom jeg performede på engelsk, som han ikke talte. Der ligger åbenbart så meget i det visuelle, i symbolikken, i kostumerne og i musikken. Det er det, jeg gerne vil. Jo flere udtryk – eller nej – det handler ikke om mængden, men om forvandlingen og det hybride. Det skaber noget helt tredje eller fjerde. Det kan åbne op for endnu flere mennesker med forskellige ståsteder.”

Om musikken forklarer hun:

”Jeg har brugt musik, fordi den har et niveau af både abstraktion og umiddelbarhed, som favner alle mennesker. Vi behøver ikke tænke over det. Der er derimod mange værker i kunstverdenen, som man kun kan reagere med hovedet på”.

Desuden arbejder Lilibeth med komplekse og – måske for nogen – tunge spørgsmål, som hun forsøger at kalibrere ved at splitte dem ud i visuelle kostumer og i stemningen i musikken, så teksten ikke skal bære det hele.

”Det fabulerende kan jeg arbejde med i mine tekster, mens jeg altid har arbejdet scenografisk med mine kostumer, fordi jeg selv er protagonisten i mine værker. Med kostumerne kan jeg forvandle mig til forskellige karakterer, som følger de identitets-tematikker, jeg bliver ved med at være optaget af. Karaktererne i mine performances er skulpturer. Det skulpturelle er også i mine kostumer”.

Performancekroppen

Lilibeth er selvfølgelig bevidst om, at performancekroppen betyder noget. At hun udstråler noget og er en kvindekrop, der transformerer sig i live værkerne.

”Performancekroppen er interessant. Det er 25 år siden, jeg begyndte at lave performances, og kostumerne får nok en anden æstetik i forhold til min alder. Hvad fanden kan jeg tage på? Mit sidste værk, Gynophobia til Chart 2020, der kun havde kvindelige kunstnere repræsenteret, handlede selvfølgelig om kvinder og om køn. Performancens karakter, der ryger cigarer og bærer en præstindedragt passer mere til min alder. Karakterens kostume har meget mere autoritet i forhold til mine tidligere kostumer. Jeg går ikke længere med hula hula tøj som i Absolute Exotic”, griner Lilibeth igen.

”Da jeg skulle lave Gynophobia, tænkte jeg først: ’åh nej, ikke det tema igen’. Men så fandt jeg på en anden strategi: at skabe en manipulerende karakter og situation. I Gynophobia, hypnotiserede jeg folk til at blive eller forblive feminister. Jeg fik folk til at lukke øjnene og lytte til mine ord og pustede røg fra cigaren i hovedet på dem. Det virkede med hypnosen, folk følte sig healet”.

Hun vender tilbage til udfordringen med at kunne lave kunst til mange.

”Hvis man føler sig marginaliseret eller overset, så handler det om, hvordan man kan gøre opmærksom på problemet uden at bruge samme metode. Det er en større udfordring som kunstner at finde sin egen vej end at gentage den, som har gjort én til offer. Jeg hader også at stille det op på den måde. I Gynophobia taler jeg derfor om, hvordan kvinder har været frygtet, om grunden til hekse-afbrændningerne, seksualiseringen og slavegørelsen. Man har været og er stadig bange for kvindestyrken. Men kvinder er også bange for kvindestyrken. Jeg vil gerne undgå at lave modpoler”.

Hvad tænker du så om, at der stadig er debat i kunstverdenen om, at der ikke er nok kvinder repræsenteret?

”Det handler om de patriarkalske strukturer, men også om kvinders selvværd. Jeg arbejder hver dag med mit selvværd. Jeg er mønsterbryder og kommer oprindeligt fra et andet socialt miljø og arbejder nu med billedkunst, som er ikke den mest ’populære’ kunstart – men som betragtes som et elitært område. Selvom jeg får den opbakning, jeg skal have i miljøet, så har jeg masser af problemer med at tro på, at jeg kan blive ved med at skabe, og om jeg er god nok. Det kan jeg ikke lave om på. Det er, fordi jeg kommer fra det miljø, jeg gør”, svarer hun og fortsætter:

”Jeg har ikke stræbt mod at sidde i Statens Kunstfonds billedkunstudvalg, og nu er jeg også blevet professor på Bergens Kunstakademi. Det er en magtposition. Det har aldrig interesseret mig, Jeg vil bare gerne lave kunst. Men ligesom jeg får taletid nu i det her interviewet, så synes jeg, det er vigtigt at tage ordet og prøve at være en stemme, andre måske kan bruge til noget. Det betyder meget for mig, at de unge kvinder, jeg underviser, sagtens kan tro på, de godt kan få en karriere og de børn, de vil have. Jeg ville aldrig sige til dem, at de skulle lade være. Det er ikke nemt. Men det kan lade sig gøre. Det er vigtigt at have rollemodeller”.

Lilibeth husker charmerende selvuhøjtideligt tilbage på en oplevelse til et Folkemøde, hvor hun var deltager i et panel sammen med flere politikere og fondspersoner.

”Den anden kvinde i panelet måtte melde afbud, så jeg var alene som kvinde og kunstner sammen med en masse mande-power. Jeg var heller ikke lige så høj som de andre. Jeg var så bange, men jeg vidste bare, jeg skulle have fat i mikrofonen og sige noget. Det var næsten lige meget, hvad jeg sagde, men jeg skulle tage mikrofonen”.

Seksualitet er politisk

Er der nogle særlige kønsdiskussioner, du mener præger vores tid?

”Jeg synes diskussionerne er meget forskellige alt efter, hvor man er i verden. Men som underviser er jeg meget sammen med unge mennesker, og jeg ved derfor, at kønsidentitet og seksualitet optager dem meget. De arbejder med det i deres værker. Der er selvfølgelig noget fundamentalt frigørende ved at udforske sin seksualitet, men det at finde sig selv i sin seksualitet gør også, at man bliver stærk. Og derfra kan man tage kampen i de andre strukturer. Det kan virke egoistisk og navlebeskuende, men det er en politisk ting at udforske sin seksualitet, fordi samfundet er bygget op omkring det heteronormative. Det heteronormative ligger i alt. Jeg godt forstå, man vil bryde med de strukturer”.

Performancekroppen er naturligvis et oplagt medie til at adressere spørgsmål om køn, identitet og sociale relationer. Men hvad mener Lilibeth Cuenca Rasmussen ellers performancekunsten særligt kan i samfundet?

”Det er særligt nærværet i performancekunsten, som er væsentligt. Jeg har mest performet i gulvhøjde og ikke på en scene, hvor man er hævet over beskuerne. Fordelen på en scene er selvfølgelig, at man kan koncentrere sig om sin act, og at der er godt lys og god lyd. Men når man er i gulvhøjde, så inddrager man folk i ens konflikt. Det bliver meget interaktivt, og man kan ikke bare være en passiv beskuer, man bliver et involveret vidne i rummet. Og det er fantastisk! Det er ret unikt at skabe det rum, hvor alle er inkluderet. Der opstår en konfrontation”.