Livets hjul

Billed- og performancekunstner Sophie Dupont har i sin stramme æstetiske kunstpraksis med egen krop stillet eksistentielle spørgsmål til, hvad det fysisk vil sige at være menneske. Nu retter værkerne sig i hendes første soloudstilling, This Will Also Change, på OVERGADEN mod sindet og dermed også galskaben.

”Her er rummet med karrusellen, det kalder jeg ‘det horisontale rum’,” lægger den bemærkelsesværdigt smukke billed- og performancekunstner samt tidligere moderne danser Sophie Dupont blidt ud. Vi står på udstillingsstedet OVERGADEN Institut for Samtidskunsts første sal, hvor hun er næsten færdig med at installere sin soloudstilling, This Will Also Change.

I midten af rummet står udstillingens hovedværk; en særpræget, interessant jernkarrusel eller en bevægelig skulptur. Referencer til den franske kunstner Louise Bourgeois er tydelige. På hjulet er fem figurer med påmonterede, abstrakte kropsdele, bl.a. en mund, en blond hårpragt og en penis. Hver figur repræsenterer en af de arketypiske følelser: Vrede, begær, kærlighed, frygt og glæde.

Fokus fra krop mod sind
Sophie Dupont har tidligere i sin praksis investeret sin egen krop i undersøgelsen af eksistentielle grundspørgsmål, fx til kroppens masse, vægt eller balance. I hendes hovedperformance, Marking Breath, sidder hun fra solopgang til solnedgang og markerer sit eget åndedræt med en streg i en metalplade, mens hun i værket Balanced Walks i 2012 på festivalen ACTS bevægede sig sejlende igennem en nedlagt fabrikshal på styltehøje sko i et studie af balancen og det helt simple at gå. Nu har hun i sin første soloudstilling på OVERGADEN, This Will Also Change, til gengæld vendt sit fokus mod sindet.

”Nu er jeg klar til at gå videre og arbejde med sindet. Det har været svært, for at repræsentere følelser kan let blive patetisk og teatralsk. Jeg har tænkt over, hvordan jeg kunne inkludere repræsentationer af følelserne i min praksis,” forklarer Dupont og fortsætter:

”Udover min kunstpraksis har jeg en meditativ praksis og underviser i yoga. Herfra ved jeg, at det karakteristiske ved sindet er dets omskiftelighed. Ens stemninger og følelser kan skifte fra en indånding til en udånding; det kan skifte fra sekund til sekund, hvordan vi er tilstede i vores kroppe. Derfor har jeg ladet mig inspirere af hjulet og af karrusellen, af det buddhistiske hjul, The Wheel of Life, som også findes i den nordiske mytologi, i kristne kalkmalerier osv. Grunden til, at jeg holdt fast i hjulet var, at når man rider på en af figurerne i karrusellen, fx på kærligheden eller glæden, så følger de andre følelser med i et sammensurium; man kan godt føle glæden, men melankolien ligger måske lige bagved.”

Overskridelse af dualiteter
Hjulet og spiralens form, som også er indlejret i udstillingens titel, This Will Also Change, er et vigtigt element for Dupont. Hun har siden sin uddannelse på København Kunstakademi været interesseret i overskridelsen af spændet mellem klassiske dualiteter, såsom det figurative overfor det abstrakte.

Og udvikling beskrives i den vestlige kultur ofte som en vækstkurve opad eller som en minusvækst nedad, mens spiralens form giver mulighed for at nuancere dualiteten: Vækst og nedgang.

”Spiralens form udtrykker, at man får ny erfaring, at man kommer rundt i cirklen igen. Det spændende ved den spiralske tanke er, at den ikke er hierarkisk, men at man får en bredere og mere organisk forståelse af noget. Det er ikke så sort/hvidt.”

En refleksion over dualiteten eller bevægelsen mellem det horisontale og det vertikale udgør også konceptet for hele udstillingen. I det horisontale rum med karrusellen undersøger værkerne overordnet set en udadvendt interaktionen mellem mennesker, mens det tilstødende vertikale rums værker har en introvert retning. Men hvorfor er det, at overskridelsen mellem dualiteter optager kunstneren så stærkt?

”Det er fordi, det er kernen i det at være menneske. Man er en figurativ krop, man taler og prøver at give mening, men det, der egentlig styrer os, er abstrakte følelser, stemninger, smage, dufte osv. Jeg vil gerne sammenstille, sammensmelte eller ’clashe’ dualiteterne mod hinanden for at se, hvad der sker,” fortæller Dupont og forklarer videre om objekterne i mellemgangen mellem de to rum: En masse geometriske former i jern, som alle har Duponts egen massefylde.

”Det er lidt vanvittigt, men tanken er at forestille sig, hvordan vi som mennesker ville være, hvis vi havde en anden form. Hvad nu hvis vi var cirkler eller firkanter? Ideen er at tænke, at man kunne opleve verden anerledes.”

Skulpturelle former
Til åbningen af solopræsentationen på OVERGADEN vil Sophie Dupont performe i karussellen. Hun skal for første gang i sine performances ikke kun bruge sin egen krop men også sin stemme. Hendes stemme viser sig ikke kun at være blid, men at kunne få hele OVERGADENs første sal til at runge højt.

”Jeg gentager nogle ord: Øje, mund, næse, øre, nakke, øjenbryn, rund og en cirkel. De ord kommer fra Dada-kunstneren Tristan Tzaras The Gas Heart. Jeg er ikke direkte inspireret af ham, men jeg kan godt se, at mine værker har referencer til Dada, til Bauhaus og Oscar Schlimmer, så jeg kan ligeså godt tage det på mig. Karrusellen larmer meget, når jeg kører den rundt, så derfor syntes jeg også, at det gav mening at bruge min stemme, min larm.”

Men man skal ikke som beskuer forvente, at værket giver entydig mening. Ord, krop og bevægelse vil opløse sig, for Dupont går i performancen i samspil med karrusellen ved at måle figurerne med sin egen krop i en delvis improviseret og gentagende koreografi.

”Gentagelserne giver et element af vanvid,” siger hun og fortæller videre om inspirationen fra kunsthistorien til karrusellens udformning:

”Som professionel kunstner er jeg selvfølgelig interesseret i kunsthistorien. Glæden ved skulpturelle former kan man forhåbentlig se og andre inspirationskilder fx billedhuggeren Auguste Rodins Kysset, som jeg virkelig har tegnet mange gange,” Sophie Dupont griner, mens hun viser, hvor kysafstøbningen i glas skal sidde på karrusellen.

”Men jeg er også inspireret af oprindelig afrikansk kunst, ikonografisk kirkekunst og noget middelalderligt” – hun peger på en maske med pigge på karrusellen.

Katarsis
Det kunne virke som om, at Sophie Dupont har bevæget sig fra en minimalistisk, kontrolleret praksis til en mere passioneret, vanvittig udadvendt kunst?

”Nej, det er i virkeligheden også en undersøgelse. Den sker stadig i en kontrolleret ramme, men jeg lader mig ikke begrænse og tillader mig at være åben for, hvordan man undersøger sindet. Når man behandler sindet, er vanviddet en del af det. Dets omskiftelige karakter gør, at jeg har arbejdet mere med fysisk bevægelse. Men jeg synes, det giver mere til mine værker at være minimalistiske, abstrakte og universelle fremfor at lukke betydningerne ned.”

Er dine performances rituelle, som mulige situationer for beskuerne at transformere sig i?

”Vi har mistet vores ritualer. Ritualer giver os rammer for svære situationer og situationer, vi ikke har erfaringer med. Ved dødsfald eller i overgangen fra barn til voksen har man i andre kulturer faste ritualer, der giver en lov til at være der, hvor man er. Hvis man er i sorg, så skal man være i den i et bestemt antal dage, mens vi i vores samfund kan have svært ved at dvæle og fordøje eksempelvis sorgen, fordi vi ikke ved hvordan.”

Sophie Dupont ræsonnerer videre:

”Og mine værker har bestemt en iboende katarsis. Karrusellen handler også om at gå igennem stadier; jeg gennemgår følelserne, fordi jeg konkret interagerer med figurerne i karrusellen. Når jeg går ind og performer dem, så får jeg måske beskuerne til også at gennemgå dem eller nogle af dem. I katarsisbegrebet ligger, at kunsten kan give erkendelse om, hvem man er som menneske, hvilket er en frihedsproces.”