Livlig hyldest til Franciskas legende maskiner

Som titlen angiver, er meningen med udstillingen at lade en række nutidige kunstnere gå i et samspil med Franciska Clausen (1899-1986). Clausen har også den rigtige status til et anerkendende nik som modernistisk pioner, der blandt andet studerede hos László Moholy-Nagy og Fernand Leger og udstillede i Paris og New York.

Clausens værker er både demonstrativt moderne med et mekanisk element af maskindele og rene linjer og samtidigt legende og farverigt. Det er ikke de brutale maskinkræfter, men mere legende maskiner, der kører i Clausens værker, kunne det siges, og det er denne karakter, som den nutidige hommage lykkes fint med at ramme.

Inspireret af fortidens nye kunst
Værkerne af de otte nutidige kunstnere spænder over mange formater og medier, fra Malene Landgreens farvestærke malerier til Jytte Høys konceptuelle skulpturer eller Al Massons fotos af opstillede objekter.

Gennemgående er en dialog med Clausens værker, som konkret er fremkaldt gennem en række gengivelser på galleriets vægge. Ved første øjekast ser disse gengivelser af Clausen og et par andre modernistiske mestre noget grynede ud. Man vil dog måske fange, at der er tale om en bevidst uklarhed, da det er gengivelser fra en bog fra 1922, Lazlo Moholy Nagy og Lajos Kassáks Buch Neuer Kunstler. Det var fundet af denne bog, som tændte Malene Landgreens interesse for Clausen og inspirerede hende til at arrangere udstillingen.

De gamle billeder står ikke som en diskret kulisse, men indblandes i de nye værker, så de nærmest danner en samlet kollage. Det er et ganske vellykket greb, ikke mindst ved Landgreens egne værker, som synes at gå mest i dialog med Clausen. Deres formsprog ligger åbenlyst tæt op ad de modernistiske former og farver. Ved nærmere eftersyn tager de udgangspunkt i kroppens form, som bearbejdes på en måde, der både kan ses som legende og maskinel, ligesom forbillederne.

Landgreens endnu større værk på den ene væg i samspil med Thorbjørn Bechmanns lige så rumligt elegante skulptur er også en vellykket sammenstilling. Landgreens helt enkle malerier er så store, at de får et rumligt præg, hvilket må siges at være en videreførelse af modernismens eksperimenter i de mindre formater. 

Surreelt hjørne
I afdelingen med Søren Andreasen og Lars Bent Pedersens værker har man indkaldt Georgio de Chirico som historisk sparring. Andreasens automatiske aftryk som sort-hvid grafik og Petersens absurde mobile ligger da også tættere på et surrealistisk udtryk end Clausens stil. Disse værker retter udstillingen henimod en mere generel hommage til den tidlige avantgarde.

Så er mødet mere overrumplende i Ellen Hyllemoses skulptur-form i stof, som er stillet op ad en opmaling af Clausens maleri på en rund væg. Den lidt komiske menneskelignende figur synes at stavre afsted mellem de geometriske former. Umiddelbart er Hyllemoses løse form ude ad trit med Clausens stramme kompositioner. Men et fokus på kroppens form, ligesom i Landgreens malerier, kan dog ses som samlende. Jytte Høys to værker stikker også ud med et konceptuelt formsprog, der taler fra et noget andet univers.

Vellykkede opstillinger af former
Uden direkte indblanding af fortiden, men i fin forlængelse af dens ånd, står værkerne af Al Masson og Kirstine Roepstorff. Roepstorff har skabt en skulptur, der fint anvender modernismens former i et luftigt svæv. Som en let mobile i metal drejer værket på en legende maskinel måde.

Masson fremviser fotografier, der afbilder opstillinger af objekter i glas, så man må tænke på kubismen og andre eksperimenter med at afbilde virkeligheden på fladen. Her er det gjort på en måde, der har forbindelse med avantgarden dengang, men som også er af i dag og ikke går efter den overfladiske lighed, men en mere original forbindelse.

Udstillingen tager udgangspunkt i det umiddelbare og formmæssige, med Landgreen som den mest synlige. Det fungerer og skaber en godt opsat og indbydende udstilling. Så kan en mere udfordrende og historisk undersøgende tilgang til Clausen følge efter.