Louise Lassen Iversen: “Kunstnerne bearbejder det levede liv”

Under temaet ’historie’ har Fotografisk Center for nyligt åbnet den årligt tilbagevendende udstilling Ung Dansk Fotografi. Kunsten.nu har mødt kurator Louise Lassen Iversen til en samtale om tidens melankoli, repræsentation og de nyeste tendenser i kunstfotografiet.

I øjeblikket hænger kunstfotografierne ikke på væggene i Fotografisk Center. Fotografierne er derimod udstillet i et helt nyt udstillingsdesign. Det åbne træskelet bevirker, at værkerne næsten kan ses fra alle vinkler – også bagfra, hvis de ikke, som i et enkelt tilfælde, ligger ned. På den måde bliver fotografierne også skulpturelle, til tredimensionelle objekter. Det er udstillingens kurator, Louise Lassen Iversen, der i samarbejde med Fotografisk Center, har udviklet designet specielt til dette års Ung Dansk Fotografi ’21.

Louise Lassen Iversen tager smilende imod mig i indgangspartiet til udstillingen. Inden vi skal tale om udstillingsdesignets muligheder, indleder hun med at fortælle mig, hvordan Signe Rohardt Lunds collager af blandt andet heste, sportsbadedragter og rutchebaner – måske reminiscenser fra personlige barndomserindringer – kan ses som en provokation eller i hvert fald et statement for dette års Ung Dansk Fotografi-udstilling.

”Signe Rohardt Lund er lige færdiguddannet i år fra Det Fynske Kunstakademi. Fordi værkerne er digitale collager og slet ikke fotografi, er det måske frækt, at lade hendes værker være de første, man møder i udstillingen”, griner Louise Lassen Iversen smittende.

”Men Signe arbejder selvfølgelig også arkivarisk, altså med allerede eksisterende fotografier, så fotografiet er på den måde stadigvæk til stede i værkerne. Men de er velmanipulerede. Hun bruger den samme form for teknik, som forfattere bruger med automatskrift, når hun skaber sine billedcollager. De er printet på et gennemsigtigt materiale af plastik. Jeg kunne genkende min barndom i billederne; provinsen, kræmmermarkedet og Lalandia; blandingen af kedsomhed og underholdning”.

Fri leg for fotografiet

Louise Lassen Iversen forklarer, at Signe Rohardt Lunds billeder oprindeligt var spændt ud i sorte rammer, men at de til udstillingen i Fotografisk Center blev pillet ud af rammerne og spændt direkte op på træskelettet.

”I gruppeudstillinger af denne her type, for eksempel også i afgangsudstillinger, kan det være svært at kæde værkerne sammen på en måde, der giver mening. Det kan blive messeagtigt eller kaotisk. Men hvordan kan man så give dem hver deres rum og samtidig sikre, at de er forbundet? Udover selvfølgelig også at sikre, at udstillingskonstruktionen ikke overtager og fylder mere end værkerne. Med Signes værker virkede det nærmest som om, de var lavet til designet”.

Et oplagt spørgsmål, da vi står foran Signe Rohardt Lunds digitalt manipulerede værker, er selvfølgelig, hvor grænserne for kunstfotografiet går for Louise Lassen Iversen?

”I kulturinstitutioner, hvis formål er at ophøje et bestemt medie, har man ofte diskussionen om, hvor langt væk fra et givent medie man må gå. Det gælder også fotografiet. I virkeligheden er denne udstilling efter min mening blevet lidt konservativ i forhold til at tænke fotografiet i udvidet forstand. Vi er ikke ude i en performance eller en installation, og der er kun et par enkelte skulpturer. I Fotografisk Center har der været mange eksempler på udstillinger, der har bevæget sig væk fra mediet. Og for mig er der ingen grænser for, hvor langt man kan strække det”.

Men Louise Lassen Iversen forklarer i samme nu, at hun godt kan forstå, at der kan være brug for ikke at bevæge sig for langt væk fra fotomediet.

”Vi har ingen videregående, kunstnerisk fotouddannelse i Danmark, som man har det på kunstakademier i udlandet. Der er Fatamorgana og Fotouddannelsen på Journalisthøjskolen, så jeg kan godt forstå, man vil værne om fotografiet på Fotografisk Center. Men jeg træder jo også ind i rummet som en kuratorisk bastard, der ikke er mediespecifik”.

Udstillingens krop

Louise Lassen Iversen guider mig nu videre ind i udstillingen, og jeg får endnu mere syn for udstillingsdesignet, der giver udstillingen krop og skaber rum i rummene, lidt som træer i en skov.

”Her er Tore Hallas’ værker. De fortsætter også herom bagved”, siger Louise og peger ned i hjørnet af udstillingsrummet, da vi står foran en række store sort/hvide, dramatiske og sært smukke fotografier af kropsudsnit. Kropsdelene, en mave, ryg og baller står kødeligt og blegt frem på den markant sorte baggrund og bliver for mig også til abstrakte former.

”De er tidligere blevet udstillet på udstillingsstedet OK Corral. Værktitlerne refererer til døden. I virkeligheden startede Tore Hallas projekt et andet sted. I sin praksis er Hallas særligt optaget af tykhed og queerhed. Udgangspunktet var at tale om, hvilke kroppe, der får lov til at blive begæret og modtage kærlighed. Jeg ser også referencer til fetichisme. Der zoomes ind på enkelte dele af kroppen, som får mig til at tænke på feticheringen af røven, læberne, brysterne. Det greb leger han med, fordi det eksempelvis er et voluminøst mandebryst, der afsløres igennem det sorte stof, eller kærlighedshåndtagene på siden af ryggen. Han præsenterer os for andre kropsdele og andre former for krop, end vi ellers eksponeres for i mediebilledet”, forklarer Louise og fortsætter:

”Men med pandemiens indtog i Danmark og på grund af et personligt tab udviklede projektet sig for Hallas. Titlen Thanatos, der i græsk mytologi er navnet på guden for den naturlige død, refererer i disse værker til det freudianske begreb af samme navn for dødsdriften og dermed destruktionen af sit eget liv. Det kommer dermed også til at handle om den patologisering og dehumanisering, tykke mennesker udsættes for, og som jeg kunne forestille mig, er blevet sat på spidsen under pandemien”.

Historiens melankoli

Tore Hallas’ værker er med til at tale ind i den melankoli, som præger udstillingen. For man kan muligvis spore en form for tilbageskuen i Ung Dansk Fortografi ’21.

”Tit ser man det først, når det hele er samlet, men det færdige udtryk i udstillingen er nok lidt melankolsk. Det overordnede tema for udstillingen er jo også historie, men her fra et mere personligt og lokalt ståsted. Mindet kan være både rart og smertefuldt på samme tid. Jeg oplever tit en umiddelbar glæde ved at kigge i gamle fotoalbums, men så bliver det også hurtigt for meget. Ikke fordi fortidens oplevelser har været negative, men fordi de er overståede, og jeg er trådt væk fra dem. Tilbageblikket kan i den kontekst nogle gange blive ubehageligt, endda surrealistisk”.

Det er vel også noget af det, fotografi handler om?

”Ja, og i denne udstilling har vi som sagt bevæget os væk fra den mere traditionelle idé om fotografiet, som et objektivt medie, der kan fange og fastfryse historien. Kunstnerne på denne udstilling bearbejder det levede liv, men også døden. Private fotoalbum er også en del af udstillinger med historisk fotografi, men der er en afstand mellem de mennesker, der befinder sig på billederne, fotografen og beskueren – ligesom rituelle objekter, der er fjernet fra ritualet.

Tore Hallas har også udstillet fotoudstyr, man bruger til at manipulere lyset med og en mønt ligger på en lille piedestal. På den måde har der alligevel sneget sig skulpturer med ind i udstillingen.

”Ja”, griner Louise smittende igen. ”Jeg er glad for skulpturer eller rumlige elementer, for når jeg arbejder med en udstilling, går jeg ret fænomenologisk til værks. Jeg kuraterer med kroppen. Jeg skal ind i rummet og mærke, hvor værkerne skal være, og hvordan man går rundt mellem dem; hvad giver en følelse af klaustrofobi, og hvad åbner et rum, hvilken rute kan man udstikke for publikum, og hvordan skaber man et narrativ? Det er i virkeligheden også det, der er meningen med udstillingsdesignet til denne udstilling: at øjet sættes fri til at skabe egne forbindelser værkerne i mellem”.

“Det fascinerer mig, at man kan få lov at gå rundt om værkerne, selvom de ikke var tiltænkt til det. Fotografier er ikke tænkt som objekter. Det er ikke meningen, at bagsiden af billedet skal ses af publikum. Der er en sårbarhed i at vise det alligevel, også fordi det risikerer at blive rodet”.

Kan man sige, at udstillingsdesignet, idet det fjerner illusionen, også bliver en kritik af repræsentationen?

”Jo, det tror jeg da – ved at insistere på, at værker præsenterer eller udtrykker noget i stedet for den mere passive form: at repræsentere. Hvis vi vender tilbage til fænomenologien, så sker der jo også noget mellem beskuer og værk. Værket får krop, og måske derfor bliver interaktionen mere gensidig”.

I udstillingens lille blackboks oplever jeg herefter, det værk på udstillingen, der overrumpler mig mest. Mathieu J.H. Hansens 30 minutter lange videoværk, La Cinquième Saison (2021) blander, hvad der kunne virke som filmrester i form af private optagelser fra et dansk forstadsmiljø og fra fransk landliv med filmoptagelser fra Zoologisk Museum i København.

”Mindet synes at befinde sig i mellemrummene i Hansens film”, forklarer Louise. “Det er ikke interaktion mennesker imellem eller specifikke hændelser, der fokuseres på. I stedet synes han at mane et portræt af et levet liv frem gennem en montage af umiddelbart hændelsesløse klip af familiens kat, tilfældige mennesker, der bevæger sig hen af gangstien, køkkenuret i barndomshjemmet, det næsten cezanske, franske landskab og panoreringer henover de næsten sci-fi lignende landskabstableauer i Zoologisk Museum. Det kan være helt små ting, der aktiverer vores erindring – duften af en læbepomade, Anders And-klistermærket på toiletdøren – og det lykkes Hansen at visualisere det”.

En udfordring af blikket

Louise præsenterer mig nu for Luna Scales’ videoværk Langsomme bevægelser i slow motion (2021), hvor kunstneren selv i netop meget langsomme bevægelser tager sko og kjole af for dernæst at sætte sig nøgen på en stol. Scenariet foregår ude foran en vildtvoksende hæk eller bevoksning i en have eller en skov.

”Hun arbejder med at udfordre blikket – også the male gaze – ved at lave parafraser over måder den nøgne kvinde er blevet præsenteret gennem kunsthistorien. Hun bruger sin egen krop og dét at leve med en funktionsnedsættelse i sine værker. Hun bruger også kameraets tekniske funktioner som en rammesætning i denne og flere andre film. Her, slow motion. Jeg kommer derfor også til at tænke på Bill Violas praksis, hvori han gennem manipulationen af tid via slowmotion eller afspilningen af en film baglæns, fremhæver begivenhedsstrømmens logik og ideen om at puste liv i billedet”.

I værket Eyelids (2020) præsenterer hun også i en voice-over sine oplevelser med, at en læge demonstrerer en operation af hendes øjenlåg foran et hold medicinstuderende.

”Jeg har været så fascineret af, hvordan Scales med lydsporets tekst styrer, hvor man som beskuer lader blikket falde på kroppen i videoen. Samtidig bliver man ubehageligt bevidst om, hvor umenneskeligt lægesproget er. Det dissekerer kroppen på en meget fremmedgørende måde. I sammenspil med at hun stiller sig nøgen frem for vores blikke, gør det stort indtryk”, siger Louise, idet hun peger på den både bløde og stærkt lysende kvindekrop i videoen.

Repræsentation

At udfordre blikket og arbejde normkritisk har overordnet præget Louise Lassen Iversens arbejde gennem flere år som leder af den feministiske og dekoloniale, kuratoriske platform meter. Fra platformen meter har hun siden 2019 samarbejdet med flere forskellige institutioner.

Derfor bliver det muligvis også på sin plads at lade Liv Latricia Habels fotoserie være slutningen på vores inspirerende samtale om Ung dansk fotografi ’21. Liv Latricia Habels praksis er endnu et eksempel på en kunstner i udstillingen, der forstyrrer subjekt-objekt relationen ved at bruge sig selv som model.

”Vi har hentet fotografierne fra en lille bogudgivelse, der hedder Diasporan Daughters, som Liv Latricia Habel udgav i 2020. Fordi Habels værker er mere klassisk portrætfotografi, har jeg også valgt at hænge dem ret klassisk op. Hun har taget fotografierne for at tage repræsentationen af sig selv som BIPOC (Black, Indigenous and People of Color, red) tilbage.

Værkerne er selvportrætter, men hun har også spillet på den stereotypisering af brune mennesker, som man blandt andet ser i mediebilledet, ved også at tage billeder af sig selv på basketballbanen med tørklæde på og med brats-dukken i hånden. Der var én blandt publikum, der kom hen til mig og talte om sin egen oplevelse med ikke at kunne spejle sig i de dukker, der var til rådighed, da hun var barn. Så hun kunne genkende sig selv i det fotografi”, siger Louise og afslutter:

”Fotoserien handler om repræsentationens magt i medierne, på film, i legetøjet, vi har til rådighed, og hvilken betydning, det har at kunne genkende sig selv i andre, at kunne spejle sig og have rollemodeller, der også er BIPOC”.